Læsetid: 4 min.

Venus-transitten

Venus-transitter var i 1700-tallet grunden til et af de første eksempler på ’Big Science’ – fastlæggelsen af Solsystemts størrelse og opmålingen og udforskningen af Jorden. På tirsdag er den et fascinerende sjældent syn
5. juni 2004

Vidensanalyse
Tirsdag den 8. juni kan man se et meget sjældent astronomisk fænomen: en Venus-transit.
Det betyder, at Venus passerer hen over Solskiven. Venus vil ses som en lille mørk cirkel mod den lysende Sol. Vi kender alle til én bestemt form for transit – en Solformørkelse, hvor månen passerer hen over Solskiven.
Ligesom ved en Solformørkelse må man aldrig se direkte mod Solen, men tage nødvendige forholdsregler. Venus-transitten starter kl. 7:19 og slutter kl. 13:22, med Venus længst inde på Solskiven kl. 10:22 (de angivne tider er for København). Links til offentlige arrangementer kan findes på www.tycho.dk, der også giver links til webcasts af begivenheden. Eller prøv www. vt-2004.org med tilhørende webcast www.vt-2004.org/central.

På grundlag af Brahe
For at forstå fænomenet, skal vi tilbage til striden om det kopernikanske verdensbillede (altså det hvor Solen er i centrum). Striden blev afgjort af Johannes Kepler, på grundlag af Tycho Brahes observationer. Kepler udarbejdede nøjagtige tabeller over planeternes bevægelser, og disse viste, at en transit af Merkur ville finde sted den 7. november, efterfulgt af en transit af Venus den 6. december, 1631.
Merkur-transitten blev faktisk observeret – og gav derved yderligere bekræftelse til Keplers værk. Venus-transitten var ikke synlig fra Europa. En transit er kun meget vanskelig at observere med det blotte øje. Man skal kende det nøjagtige tidspunkt, som man kun kan bestemme fra nøjagtige planettabeller, og man skal helst bruge en kikkert. Alt dette betyder, at næppe noget menneske har observeret en transit før 1631.

Sjældent fænomen
Kepler forudsagde, at den næste Venus-transit ville finde sted i 1761. Han tog imidlertid fejl. En af tidens andre astronomer viste, at den næste ville finde sted kun otte år senere, i 1639. De følgende Venus-transitter ville så forekomme 1761 og 1769, 1874 og 1882, og så 2004 og 2012.
Der er med andre ord tale om et uhyre sjældent fænomen. Og der er næppe noget nulevende menneske, der har set en Venus-transit. Fænomenet er sjældent, fordi Venus-banens plan hælder i forhold til Jord-banens plan. Så kun når Jorden og Venus begge står i skæringslinien mellem de to planer vil Jorden, Venus og Solen stå nøjagtig på linie.
Ellers vil Venus stå enten over eller under Solen. Forklaringen på de otte års mellemrum er simplere: når Venus har foretaget 13 omløb om Solen, har Jorden foretaget otte, og de to planeter står igen på linie med Solen.

Engang betydningsfuld
En Venus-transit er sjælden, javel, men er den betydningsfuld? Det var den faktisk dengang. Astronomen Halley (ham med kometen) havde nemlig omkring år 1700 vist, at man ved observation af en Venus-transit, kunne bestemme afstanden fra Jorden til Solen, det der kaldes den astronomiske enhed. De relative afstande i Solsystemet var kendte – noget der følger af Keplers love.
Men den absolutte afstand fra Jorden til Solen var faktisk rigtig dårligt kendt, og dermed var Solsystemets størrelse ikke ordentligt bestemt.
I dag er en Venus-transit ’bare’ en sjælden begivenhed, som giver en umiddelbar oplevelse af Venus’ størrelse i forhold til Solen. Men den minder os også om en af de store begivenheder i astronomiens historie.
I oplysningstidens Europa blev transitterne i 1700-tallet anset for meget vigtige. Det handlede om at bestemme Solsystemets størrelse, men de blev også koblet til en geografisk udforskning af Jorden. Så de ekspeditioner, der blev udsendt til forskellige lokaliteter på Jorden, havde også til opgave at bestemme nøjagtige geografiske positioner og at foretage almindelige naturhistoriske undersøgelser. Især bestemmelsen af den geografisk længde var et stort problem og af væsentlig praktisk betydning for navigationen.
Desuden var der selvfølgelig væsentlige nationale og kommercielle interesser på spil. Berømt i denne sammenhæng er Kaptajn Cooks ekspedition til Tahiti i 1769. Især de to stormagter, Frankrig og England, der dengang lå i krig, organiserede hver for sig store koordinerede ekspeditioner, der var den tids ’Big Science’.
Men betingelserne var sandelig meget anderledes dengang. Korrespondancen var pr. brev, og masser af breve, som ofte var ganske lang tid om at nå frem. Og lange rejser – deltagerne var ofte af sted i flere år.

Mason og Dickson
Et eksempel på én af ekspeditionerne (i 1761) er Mason og Dickson’s. De skulle til en ø ved Sumatra, men på vej ud af den engelske kanal blev deres skib angrebet af en fransk fregat. Stærkt beskadiget måtte deres skib returnere til England. I andet forsøg nåede de til Kap det Gode Håb, hvor de i øvrigt gennemførte meget vellykkede observationer.
Samme Mason og Dickson blev senere berømte ved at fastlægge grænsen mellem Nordstaterne og Sydstaterne, den såkaldte ’Mason-Dickson line’. Det kan man alt sammen læse mere om i Tomas Pynchons kult-roman Mason and Dickson.
Lykkedes projektet så? Kun delvist. Med resultaterne fra ekspeditionerne i både 1761 og 1769 fik man indsnævret størrelsen af afstanden fra Jorden til Solen, og man fik gennemført en række betydningsfulde naturhistoriske studier og blev meget klogere på de aktuelle problemer med nøjagtig navigation.
Senere fandt den astronomiske videnskab andre og mere nøjagtige metoder til at bestemme den astronomiske enhed. Men nyd Venus transitten på tirsdag, og det historiens vingesus, den er omgivet af.

*Per Kjærgaard Rasmussen er astronom ved Niels Bohr Instituttet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu