Læsetid: 4 min.

En verden af skønhed

Robert Altmans ’The Company’ er en dansefilm uden pligt-plot eller stort drama – lutter tilbagelænnet nydelse
18. juni 2004

Ny film
Reaktionen på Robert Altmans nye film afhænger meget af hvilke forventninger man bringer med sig.
Hvis man regner med et se en sjælekradsende, syrlig Altman-satire om et stort amerikansk danseselskabs dramatiske konflikter, vil man blive grueligt skuffet. Men tillader man sig at skrue ned for forhåbningerne om et spændingsskabende plot og en målbevidst episk fremdrift, vil man kunne slappe af og nyde filmen for, hvad den er: et flygtigt og ikke voldsomt dybtgående, men ægte virkende indblik i en fremmed verden. Og med harmoniske helhedsvirkning en kærlig hyldest til en gruppe dansere, der skaber glæde og skønhed omkring sig.
Det er en mild, men ikke tandløs Altman, der denne gang står bag sit vidunderligt smidige high definition-videokamera. Stilen er hvad man i gamle dage kaldte »halvdokumentarisk«, når han indfører os i The Joffrey Ballet of Chicago, hvor mange af danserne og koreograferne til en vis grad spiller sig selv.
Altmans mesterskab viser sig også denne gang ved, at han ikke behøver dvæle ved de små halvskjulte dramaer for at få dem frem. Men her går han nærmest til den modsatte yderlighed og glider lidt vel hurtigt af – samtidig med, at han skaber en herlig fornemmelse hos tilskueren af at være en priviligeret flue på væggen, helst med så mange øjne som muligt, for der er masser at se på i de mættede bredlærredsbilleder.

En stjerne fødes?
Som titlen The Company indikerer, er det kollektivet, Altman vil skildre: samarbejdet, rokeringerne, solidariteten, de fælles drømme. Alt det, han kender så godt fra filmoptagelser.
Men her er det i eminent grad dans, det hele drejer sig, og The Company rummer nogle af de smukkest filmede balletnumre nogensinde. Det ser så legende let ud, når Altman lader sit kamera svæve med, men her er virkelig tale om intuitive rigtige valg i billedbeskæringer, klip og vinkler, der på én gang giver overblik og intimitet.
Og handlingen? Ja, den er der ikke meget af, for Altman føler tydeligvis en modvilje mod at forråde fællesskabet ved at følge enkelt-skæbner alt for nøje. Men en slags hovedperson er Joffrey-novicen Ry, spillet af den fra gyserfilm kendte Neve Campbell, der begyndte som balletdanserinde og efter en 10-års dansepause brugte fire måneder med otte timers daglig træning på at komme i form til rollen.
Campbell var i øvrigt også initiativtager til filmen og med til at skrive den næsten ikke-eksisterende historie.

Godt selskab
Hun spiller danserinden, der får en uventet hurtigt chance for succes – og griber den, ivrigt oppacet af sin mor.
Men er hun lige så opslugt af dansen som flere af de andre i truppen? Er hun ikke på vej mod en nødudgang, da hun undtagelsesvis bliver kæreste med en fyr uden for truppen, en afslappet ung kok?
De fleste dansefilm fortæller om omkostningerne ved den hårde kunst, tragiske nederlag og private svigt.
The Company handler derimod primært om glæden ved arbejdet, følger danserne fra øvelokalet og ind på scenen og giver fine prøver på kammeratskab og muntert sammenhold. Filmen går også imod klichéforestillingen om dansere som specielt forfinede og følsomme. Tonen er snarere ungdommeligt rå og hjertelig, uden utidige krukkerier.
Det gælder dog ikke helt selskabets leder, den tørklædeomsvøbte Alberto Antonelli, som er filmens anden gennemgående person og i Malcolm McDovells vittigt indforståede gestaltning også den mest underholdende. Pragtfuldt er det at se den ellers ofte så håbløst overspillende og udvendige McDovell i sit helt rette element her som den karismatiske, på én gang kærlige og barske leder af denne bisværm af medarbejdere. Uden unødigt stjernespil får han det hele med: entusiasmen, forfængeligheden, det koldblodige overblik, den aristokratiske selvbevidsthed. Samt ikke mindst: den basale anstændighed og kunstneriske ægtheds-fornemmelse midt i alt virvaret.

Magisk svæve-nummer
Neve Campbell danser nydeligt og måske ikke så spektakulært godt som det postuleres, men filmen handler ikke om stjerner, der fødes, men mere om den ydmyghed overfor opgaven, der skal til for at have talent. Om team-ånd og nødvendigheden af at løfte i flok. Og også om metierens iboende grusomhed, når en skade pludselig sætter en danser ud af spillet og straks får truppens ledere til at søge efter afløseren – uden at vise fjerneste tegn på medfølelse. Ingen er uundværlig.
Der gengives ikke mindre end 10 balletter, ret fyldigt endda, alle – undtagen den sidste farverige fantasi af Robert Desrosiers – i en udpræget skønhedsdyrkende stil, der i mine øjne kan tendere mod det ferske. Højdepunktet er Moses Pendletons White Widow, en slags trapez-solodans fuldstændig magisk filmet til musik af David Lynch-komponisten Angelo Badalamenti. Her føres vi ind i en vægtløs tilstand af uendelig ynde. Og i den henseende minder nummeret om hele filmen. Vægtig er den ikke, men med florlet elegance glider den over lærredet og minder os om, hvor sjældent vi i biografen er i så good company.

*The Company. Instruktion: Robert Altman. Manuskript: Barbara Turner og Neve Campbell. Tysk-amerikansk-engelsk (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her