Læsetid: 7 min.

Hvor verden sprang over

Indtil fornylig tvivlede de færreste på nationalstaternes snarlige opløsning. Men nu bliver internationalismen reduceret til eliternes hobby
25. juni 2004

Next stop en svada
Så simpel er historien ikke: Selvfølgelig kunne en aldrende B-filmsflødebolle ikke vælte Berlinmuren alene! Uden Elton John var det aldrig lykkedes – klaverbokseren var en tiara-længde foran Det Hvide Hus, da hans kærlighedserklæring til en sovjetisk grænsevagt ved navn Nikita debuterede på den engelske singlehitliste 12. oktober 1985 (den opnåede en tredjeplads). Han kaldte længselsfuldt: »If there comes a time/guns and gates no longer hold you in...« Og de lyttede i Kreml: Gorbatjov havde afløst resterne af Chernenko i marts, og i april havde Wham! optrådt på Arbejdernes Gymnasium i Beijing. Den britiske duo blev dermed den første engelsksprogede gruppe, der spillede i Folkerepublikken. En billet kostede, hvad der svarede til 1,5 pund– og med i købet fik koncertgængerne endda gruppens andet album: Make It Big. I retrospekt er det i grunden mest overraskende ved den affære, at Deng Xiaoping overhovedet lod reformprocessen fortsætte.
Historien var ikke til at undslippe. Let modstræbende har jeg konstateret, at jeg tilhørte interrailgenerationen. Modstræbende, fordi internationaliseringen jo dengang ikke var noget, man tog stilling for eller imod, kun noget man – måske endda lidt ængsteligt – tog for givet.
Mine teenageår begyndte netop i 1985, hvor den amerikanske pladeindustri i sympati med Afrikas hungersofre samledes til ’We Are The World’ – skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie (i hælene på Bob Geldorfs støttesingle med den lettere kulturimperialistiske titel ’Do They Know It’s Christmas?’). Nu skulle ånden fra 1960’erne indfanges og opdateres: Jacksons eksplicitte ambition var at forfatte det, der kunne blive 80’ernes ’Bridge Over Troubled Water’. Jeg var 14, da Muren faldt, 15 da Tyskland blev genforenet, 16 da verdenssamfundet trak det olieholdige ørkensand ud under fødderne på Saddam Hussein. På min 17-års fødselsdag, hvor jeg rejste til Hong Kong for at starte som elev på det internationale United World College, åd Frankrig Maastrichttraktaten. Jeg var 18, da NAFTA trådte i kraft, 19 da GATT blev til WTO.
Hvis idealismen kun slap vaklende fra Somalia og Jugoslavien, kunne vi trøste os med, at ambitionerne om, hvad verden kunne sætte på plads, var højere end nogensinde før. Nu skulle det være.
Men når historien endelig rykker, flytter den sig hurtigere end os. I 1914 var Europa kørt ind i fascismens nattemørke for nedrullede gardiner, og statsmændene turde ikke tro på sollyset, da det nåede ind i kupéerne. Ole Wæver har spurgt, om ikke EU’s virkelige fjendebillede er Europas egen fortid – og i 90’erne kunne det virke, som om man netop lurede på skyggerne i sit eget spejlbillede. Der var et strejf af nostalgi i den vagtsomhed, hvormed europæerne betragtede neonazister og Die Republikaner Partei i det genforenede Tyskland; Zhirinovskij i Rusland og endda Frankrigs Le Pen eller USA’s Patrick Buchanan. Det var i dette sønderskudte skyggelandskab, Jugoslavien kunne ligne en tunnel, der førte lukt tilbage til helvede: Ude på Balkan-balkonen blev hele det tyvende århundredes arrige europæiske farce genopført i fast-forward. Encore!

Men historien består af helt uafvendelige begivenheder i helt tilfældig rækkefølge. Hvad hvis massakren på Den Himmelske Freds Plads havde fundet sted nogle måneder efter og ikke før Murens fald? Så havde det ikke kun været Helmuth Kohl, der havde kunnet se logikken i at redde sine landsmænd ud, før jerntæppet gled i igen. Så havde Vesten måske gøet højere af Beijing – og måske var studenternes skæbne blevet en anden.
I stedet for at bekræfte billedet af Kina som et land, der var grundlæggende anderledes end USSR, havde massakren kilet sig ind i historien om Østblokkens opløsning, der havde fået et mindre fredeligt præg. Eller hvad hvis forsoningsprocessen i Sydafrika var kommet 10 år før (eller senere)? At systemskiftet i Cape Town faldt sammen med de kommunistiske regimers exit var tilfældigt – men det virkede alt andet end meningsløst: Nelson Mandelas skæbne var så poetisk, at den også måtte være profetisk. Hvis historien, som mange påstod, gik hurtigere og hurtigere – skulle den så ikke kunne løses inden for en enkelt generation?
Men nej. Et eller andet sted i 90’erne begyndte mønstret at smuldre og optimismen tabte farten. Man kan tælle dagene fra de døde amerikanere i Mogadishu i 1993 – eller fra dem, der mistede livet 11.september. Eller man kan lede efter vendepunktet indimellem: Det er instruktivt at sammenholde den nuværende europæiske udlændingedebat med situationen i 2000, hvor de 14 EU-lande brød med alle traditioner, svang sig op til ukendte højder af selvretfærdighed og nedkaldte voldsomme sanktioner over deres nys ankomne forbundsfælle Østrig. Det bliver en lang liste, hvis man ønsker at udpege alle, der kastede sten efter globaliseringens gadelygter. Faktisk er det nu næsten umuligt at finde nogen på verdensscenen, der ikke har sænket stemmen fra det optimistiske leje – og altid i selvforsvar: Det var Jer, der ødelagde den gode stemning, så nu må vi have lov at forsvare vores værdier.
Og det i er bedste fald. For dem, der træffer beslutningerne på verdens vegne – og hertil regner vi også de slørede videobånds hætteklædte bødler – er egentlig ikke ude i en strid om, hvem der holder nøglen til det globale paradis. Sandheden er snarere, at det netop er den vision, man er enige om at afskrive: at selve den internationale fordring befinder sig i defensiven – og dét er en ny situation. Hvor ny? Selv om det er fristende at fiske sommerfuglenettet frem og dukke op fra idéhistoriens bugnende insektkasser med Babylon, Folkeforbundet og Den Westphalske Fred er pointen stærk nok i kortere form: siden 1945 har nationalstaten været dén, der skulle forklare sig. Nu er det verdenssamfundets tur.

Man kan så mene, konflikten ligger på et andet niveau. Højere: At det er hele oplysningsprojektet, der er rejst tvivl om. Eller lavere: At det er et komplekst, men dog ultimativt kun praktisk spørgsmål om at fordele opgaverne, så nationalstaterne igen forstår, at de må understøtte verdenssamfundet for deres egen skyld. At globaliseringens dybe strøm ufortrødent fortsætter – trygt nedenunder al overfladisk uro. For de mest fortrøstningsfulde er det reelt kun en teknisk uoverensstemmelse, når danske borgerlige nu undsiger USA’s Irakkrig, mens radikale og socialdemokrater gør undskyldninger på Amerikas vegne – og når Europa og Amerika skal fordele arbejde, skyld og skam.
Men det handler om mere. For det pragmatiske argument om magtpolitikkens nødvendighed har de sidste 50 år hvilet på baggrund af udsigten til nationalstaternes fremtidige – og aldeles lykkelige – udvaskning i historiens store hav. Den vision har optrådt simultant som utopisk reference og ren pragmatisk virkelighed – med sidstnævnte fremelsket af turisternes og immigranternes og forbrugernes fælles sultehær, der vælder frem fra verdenens afkroge med kurs mod køledisken.
90’ernes internationalisme red nemlig synkront på den mest udkogte af pladderhumanismer og den hårdeste af anarko-liberale bølger. De utilsigtede konsekvenser af den globale kapitalisme ville blive mødt af menneskehedens fællesskabsfølelse. Den manglende lyst til at tackle kultursammenstødenes vanskeligheder kunne dækkes af referencen til markedet: Hvor idealerne sætter ud, sætter kreditkortene ind. Næsten alt kunne bruges som bevis på globaliseringen, og præcis dette forhold betød, at man ikke tog stilling til de enkelte elementer. Fra denne vinkel udspillede Den Kolde Krigs sidste, anspændte akt i 80’erne sig bag matterede ruder – det lykkelige udfald var givet på forhånd og magtspillet en ren maskerade. I den rene internationalisme var der ingen form på tolerancen og ingen detaljer på visionen: Det eneste filosofiske kardinalpunkt var nationalstatens uafvendelige opløsning. EU’s struktur? Menneskerettighedernes håndhævelse? Konsekvenserne for miljøet? Det ville vi vende tilbage til. Hvor råt det end kan lyde, var internationalismen på sin vis negativt defineret: Hvad der end var problemet, var nationalstaten ikke løsningen. Internationalisterne nød rebellernes ansvarsfrihed. De – vi – ville ikke afsløre, hvor meget der ville (og burde) blive tilbage af nationen. Og heller ikke hvilken del: Den hårde skal eller den bløde sjæl? I oprøret mod dén påståede uafvendelighed har der været en provokorende, konstruktiv, velplaceret insisteren på, at nationerne – nu som før – besidder en realitet og en rigdom, som intet æterisk verdenssamfund står klar til at erstatte.
Alle nationers kunstighed og krigsliderlighed til trods. Point taken, som vi, der stadig bekender os til den internationale idé, ville svare. Point given, faktisk: I 1998 skrev jeg en artikel om, at MTV var i færd med at opsplitte sine kanaler i smallere udgaver – herunder en nordisk. Artiklen hed: ’Globaliseringen tager en pause’. Fed titel, men pausen blev lang.

Der er forskel på at være idiot og idealist – bare spørg idioten. Men om ikke så rædsomt længe skal vi vove lidt af pelsen. Ellers bliver vi snart ædt af de nationer, der for kort tid siden lå og gispede efter vejret, dér, hvor brændingen havde skyllet dem i land. Ellers opstår der en uhellig alliance – mellem de få, som lever af at vogte deres kulturers skatte, og de mange, der lever i troen på, at deres eget smørhul er jordens hjertekule. De forenes i den lykkelige påstand om, at enhver lunken lille nation er noget særligt – ikke ultimativt og messianistisk, men dog ypperlig i den specielle middelmådighed, som det har taget årtusinder at forfine. Og så vokser en hel ny generation op, over hele verden, som på ironisk vis er mere ens end os, fordi de er enige om at være sig selv nok og kun vil gabe over deres egne navler i stedet for at kigge længselsfuldt efter hinandens.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her