Læsetid: 3 min.

Det er Vestens skyld

Repræsentanter fra 120 udviklingslande var i sidste uge i Shanghai for at diskutere måder at reducere armod på. Fattigdomsmødet startede med udfald mod den rige verdens udenrigspolitiske prioriteter
2. juni 2004

SHANGHAI – »Sult er faktisk det værste masseødelæggelsesvåben. Det koster millioner af ofre hvert år,« sagde Brasiliens præsident Luiz Inacio Lula da Silva. Fra Asien, Sydamerika og Afrika kom de til Shanghai for at forlange, at de udviklede lande gør mere for at hjælpe fattige lande ved at reducere gælden og sætte en stopper for subsidier og handelsbarrierer.
Anledningen var den to dage lange ’Global konference for hurtigere reducering af fattigdom’, arrangeret af Verdensbanken og Kinas finansministerium.
Med en slet skjult kritik af hvordan USA og Co. håndterer krigen mod terror, blev der opfordret til at bekæmpe terrorisme, ikke med militære interventioner, men ved at dele rigdommen.
»Der vil ikke være fred uden udvikling, og der vil ikke være nogen udvikling uden social retfærdighed,« sagde Lula. Tanzanias præsident, Benjamin Mkapa, stemte i:
»Vrede vil ikke give efter for militære interventioner.« Verdensbankens præsident James Wolfensohn opfordrede til, at der igen bliver sat fokus på de fattige og sagde, at opmærksomheden på udviklingen i fattige lande er blevet distraheret af kampen mod terrorisme og konflikten i Irak og Mellemøsten.
En rapport udgivet i sidste uge af Reality of Aid, en samling af nødhjælpsorganisationer og udviklingsgrupper, underbygger anklagerne. Rapporten påstår, at økonomisk hjælp af de rige lande i stadigt højere grad anses som penge, der skal bruges til at styrke sikkerhed og bekæmpe ekstremisme i stedet for at være penge betroet verdens fattige.
I rapporten bliver det for eksempel fremhævet, at Danmark giver økonomisk støtte på betingelse af modtagerlandenes aktive indsats i krigen mod terrorisme.
Handelspolitikken fik også en bredside. EU og USA bør sætte en stopper for »skandaløse subsidier« til deres egen landbrugssektor, som skævvrider verdensøkonomien, mente Lula.
»Vi kan ikke tillade, at køer i nogle udviklede lande modtager to dollars om dagen i subsidier, mens halvdelen af verdens befolkning må overleve for mindre,« sagde han. Omkring 2,8 milliarder mennesker lever for mindre end to dollar om dagen.

Den kinesiske model
Der blev dog også tid til at fokusere på, hvad udviklingslandene selv kan gøre. En af konferencens aktiviteter var at analysere, hvordan nogle udviklingslandes succesfulde økonomiske politik kan imiteres af andre. James Wolfensohn sagde, at Kina fik tildelt værtsskabet for topmødet, fordi landet har haft succes med at få 400 millioner kinesere løftet ud af fattigdom inden for de sidste 25 år.
Konferencen afholdtes i Kinas rigeste by Shanghai, hvor indbyggerne i gennemsnit har en årlig indkomst på omkring 5.000 dollar, mens landsgennemsnittet er 1.000 dollar. Selvom Kina har gjort enorme økonomiske fremskridt, lider landet under større og større økonomiske skel mellem byerne og landområderne, hvor den årlige gennemsnitsindkomst kun er 300 dollar. Den kinesiske regering betegner selv 29 millioner kinesere som værende fattige.
Kinas økonomiske fremgang er først og fremmest sket takket være en aggressiv liberalisering af økonomien og en massiv pengetilførsel fra udlandet. En del eksempler ved konferencen, koncentrerede sig om kinesiske by- og landsbyejede virksomheder, der har formået at tiltrække investeringer til landområder og har fået større dele af landbefolkningen i arbejde. Men det er et eksempel, der er svært at efterleve for andre udviklingslande, da denne vækst i stor grad blev sat i gang med kapital fra de millioner af oversøiske kinesere, der siden reformernes start har pumpet penge ind i Kina.
Kinas regering badede sig i spotlyset af konferencen som en selvbestaltet bannerfører for verdens udviklingslande. Økonomisk hjælp til specielt lande i Afrika og Asien og tilgivelse af store summer gæld har øget Beijings anseelse blandt verdens fattigste lande. I forbindelse med mødet var kinesiske medier fulde af eksempler på, i hvilket omfang Kina har stået brask side om side med andre udviklingslande. Wen Jiabao lovede mere økonomisk hjælp og bekræftede, at Kina vil give 30 milliarder til Asian Development Bank til hjælp for nogle af landets fattigste naboer. Det er første gang Kina bidrager og ikke står i modtagerens rolle af økonomisk assistance fra en multilateral organisation.

Shanghai Agenda
På trods af udfaldene mod den rige verden erkendte slutdokumentet, under navnet Shanghai Agenda, at de enkelte lande selv skal gøre en indsats ved at skabe et sundt klima for investeringer og entreprenørskab og skal slå hårdere ned på korruption. Det blev erkendt, at der ikke er nogen fast opskrift for, hvordan u-lande kan forbedre deres situation. Men mødet i Shanghai var starten på en læreproces blandt udviklingslande, mente Wolfensohn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu