Læsetid: 3 min.

Vodkaflasker med løgkuppel kan give fem års fængsel

Den russiske ortodokse kirke benytter sig af sin voksende magt til at bekæmpe kontroversiel kunst med rå vold – og med statsmagtens velsignelse
16. juni 2004

Kunstskænderi
I går begyndte en retssag i Moskva mod to repræsentanter for Andrej Sakharov Museet samt tre kuratorer. Anledningen er en lille udstilling fra begyndelsen af sidste år, kaldet »Giv agt! Religion!«.
På udstillingen kunne man blandt andet finde vodkaflasker med løgkuppel – en hentydning til den russiske kirkes aktieposter i vodkaindustrien samt til kirkens skik med at velsigne barer og casinoer mod et passende vederlag. Også en mandshøj, forgyldt ikonklædning, der forestillede den velsignende Kristus, bidrog ifølge det norske Dagbladet til løjerne. Hvor hovedet på Jesus skulle have været, var der nemlig ingenting: De besøgende kunne stikke deres eget ansigt ind og blive fotograferet, ligesom i Tivoli, hvor man kan blive foreviget med eget hoved og en berømtheds krop.
Tre dage efter ferniseringen blev udstillingen smadret af en gruppe hærværksmænd, der knuste flaskerne og malede ’Udyr’ hen over Kristusfiguren. Sagen blev næsten straks taget op i Dumaen under intens pressehetz, og i december sidste år blev der rejst tiltale for tilskyndelse til religiøst had. Mod arrangørerne.
Gerningsmændene blev grebet på fersk gerning af en vaks kustode og arresteret. De var alle medlemmer af sammenslutningen St. Nicholas i Pyzhi, hvis leder, præsten Alexander Shargunov, er en kendt radikal fundamentalist. Men gerningsmændene blev hyldet af den ortodokse kirke som helte og martyrer, og alle sigtelser mod dem er frafaldet.
I april 2003 vedtog Dumaen med adresse til Sakharov Museum-udstillingen at skærpe straffen for at tilskyndelse til religiøst had til fem års fængsel.

Miskrediteret kirke
Elena Bonner, Andrej Sakharovs enke, udtalte til newyorker kunsttidsskriftet ARTtnews, at begivenhederne omkring udstillingen bragte den russiske, ortodokse kirke i miskredit på præcis samme måde som den fatwa, der fordømte Salman Rushdie, havde bragt islam i miskredit.
Arrangørerne af »Giv agt! Religion!« forklarede, at de ønskede at skabe opmærksomhed om den nye rolle, som de religiøse institutioner havde indtaget i Rusland.
I sin tale ved ferniseringen opfordrede kurator Arutjun Zulumjan, som senere gik under jorden, til respektfuld og forsigtig omgang med religionen, men advarede samtidig mod den fundamentalistiske fare – både fra islam og fra den russiske ortodokse kirke, samt mod at identificere staten med religionen.
Der udstillede 40 kunstnere, udover russiske også kunstnere fra USA, Japan og Cuba. Den russiskfødte amerikanske kunstner Alexander Kosolapov udstillede et billede af Jesus på en Coca Cola reklame med ordene »Coca-Cola. Dette er mit blod«. Jesusfigurens ansigt blev udslettet. Til ARTnews udtalte kunstneren:
»Jeg er ophidset, men som kunstner er jeg stolt. Jeg synes deres handling øger min kunsts værdi – at den stadig kan fremprovokere så stærke følelser.«
Vandaliseringen af Sakharovudstillingen er ikke en enlig svale. I januar 2004 invaderede en gruppe mænd iført camouflagetøj S.P.A.S Galleriet i St. Petersborg og sprøjtede maling og blæk over kunstneren Oleg Janusjevskijs udstilling »Nutidens ikoner«. Janusjevskij budskab, at berømtheder som George W. Bush og Arnold Schwarzenegger var moderne ækvivalenter til fortidens helgener, blev betragtet som en fornærmelse mod den ortodokse kirke og de troendes følelser. Selv om kunstværkerne var ødelagt og galleriet alvorligt beskadiget, nægtede anklageren i St. Petersborg at efterforske sagen.
Episoderne skal ifølge Konstantin Akinsja fra ARTnews ses på baggrund af en voksende russiske nationalisme og selvsikkerhed fra den ortokse kirkes side. Den russiske ortodokse kirke har opnået en enorm politisk indflydelse i de seneste år, og der er ikke ret mange politikere, der vover at gå imod den, skriver han. Således nærmest kappedes Dumaens medlemmer om at undsige de blasfemiske kunstnere og rose hærværksmændene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her