Læsetid: 5 min.

Vrede over krigen hjælper John Kerry

Meningsmålingerne er fulde af dårlige prognoser for Bushs genvalg, selv om han bruger millioner af dollars på at miskreditere sin modkandidat
26. juni 2004

WASHINGTON – Den fortsatte uro i Irak har sat en foreløbig stopper for Bushs bestræbelser på at blive genvalgt. Det viser en ny meningsmåling, som peger på at han halter bagefter i kapløbet om at opnå genvalg til Det Hvide Hus.
For første gang viser en undersøgelse af amerikanernes holdning til præsidentkandidaterne, at Bush nu er bagud i forhold til udfordreren, John Kerry - både i den samlede bedømmelse og på det område, der hidtil er blevet betragtet som han stærkeste kort: kampen mod terror.
Den seneste rundspørge, som er foretaget af Washington Post og ABC News, tegner et temmeligt dystert billede for Bushs udsigt til at blive siddende som præsident i en ny valgperiode. Efter en periode på tre måneder, hvor hans udenrigspolitik har været i kritisk søgelys som aldrig før, er der risiko for, at den offentlige mening vender sig mod krigen i Irak. Aldrig har hans chancer for genvalg forekommet så usikre.
Meningsmålingens resultater bekræfter, at selv reklamer til et rekordstort beløb på 100 mio. dollar, som skulle miskreditere hans modstander, ikke har været nok til at imødegå den rivende strøm af dårlige nyheder for Bush - den stadige vold i Irak, kompromitterende rapporter om de fejl, efterretningstjenesten begik før angrebene den 11. september, og fremfor alt: Skandalen om fangemishandlingerne i Abu Ghraib-fængslet.
Bush er bagud med et popularitetstal på 45 i forhold til Kerrys 53. Et så stort forspring har ikke tidligere været registreret. Det mest foruroligende for republikanerne og Bush er, at amerikanernes støtte til ’krigen mod terror’, som tidligere så ud til at bære ham frem mod en komfortabel valgsejr i november, på kort tid er styrtdykket. En meningsmåling offentliggjort i går af USA Today, CNN og Gallup viser, at 54 procent af amerikanerne i dag siger, at det var forkert at sende amerikanske soldater til Irak. For tre uger siden sagde 41 procent, at krigen er en fejltagelse.
Det er første gang siden Vietnamkrigen, at et flertal af amerikanerne mener, at en større amerikansk militær indsats er forkert. 55 procent mener, at USA er blevet mere sårbar på grund af krigen. I december mente 56 procent, at USA var blevet mere sikkert som følge af krigen.

Tillid til Kerrys anti-terror
Til trods for hele partimaskineriets bestræbelser på at fremstille Kerry som svag på det nationale sikkerhedsområde, bliver den demokratiske kandidat også anset for at være den bedst egnede til at bekæmpe terrorisme. Forspringet er dog marginalt – 48 procent mod Bushs 47 procent, hvilket statistisk set er dødt løb. Men det står i skarp kontrast til Washington Posts og ABC News’ meningsmåling for bare en måned siden, hvor præsidenten førte med 52 procent mod Kerrys 39 procent. Den amerikanske holdning til besættelsen af Irak er også ved at ændre sig. Kun 51 procent mener, at krigen på langt sigt har forbedret USA’s sikkerhed. Et rekordstort antal på 71 procent mener, at de amerikanske tab i Irak er ’uacceptable’.
52 procent misbilliger Bush’ arbejdsindsats. Selv om der endnu er fire måneder til valget den 2. november, har man ikke siden Harry Truman oplevet, at en siddende præsident, har stået så lavt i meningsmålingerne på det her tidspunkt og alligevel vundet sin anden præsidentperiode.
Regeringen fik endnu et skår i troværdigheden, da USA’s udenrigsministerium måtte revidere tallene for terrorofre på verdensplan i 2003, idet det viste sig, at der havde været en stor stigning i antallet af dræbte. En to måneder gammel rapport hævdede ellers, at 307 mennesker var blevet dræbt i 190 angreb – det laveste tal siden 1969 – hvilket gjorde det muligt for Bush at prale med, at USA var ved at vinde ’krigen mod terror’. I stedet forventer man, at de nye tal, som vil offentliggjort af udenrigsminister Colin Powell, kommer til at ligge tæt på det samlede antal dræbte i 2002, som var 725.
»De tal, vi sad inde med, var forkerte,« sagde Powells talsmand Richard Boucher.
Meningsmålingerne rummer yderligere alarmerende materiale for Det Hvide Hus. Bush har baseret sit image på at være en mand, der kan tale lige ud af posen. Men med et forspring på 52 procent mod Bushs 39 fører Kerry i kategorien ’ærlig’ og ’troværdig’ – en målestok for, hvor meget Irak og de påberåbte grunde til at gå i krig har udhulet præsidentens troværdighed.
Endnu mere forbløffende, og tilsvarende bekymrende for Bushs strategiske rådgivere, gav de adspurgte den demokratiske kandidat en massiv føring på 20 procentpoint i spørgsmålet om hvilken kandidat »der bedst er i stand til at forstå dine problemer.«
Resultatet vender op og ned på de politiske reklamers stereotyper. Uanset hvilke mangler han måtte have, var det meningen, at den republikanske kampagne skulle køre Bush i stilling som ’den helt almindelige fyr’. Og uanset hvilke fremragende egenskaber han måtte have, er Kerry for det meste blevet beskrevet som aristokrat og en ekstremt velhavende amerikaner fra nordøstkyststaterne, der ikke har meget til fælles med den jævne amerikaner.
Selv om den tredje udfordrer, Ralph Nader, er med i kapløbet om at blive præsident, fører senatoren fra Massachusetts, John Kerry, stadig med 48 procent foran Bushs 42 procents, og Naders seks procent.
Forudsat at han ikke trækker sig, vil den uafhængige kandidat ifølge de fleste analytikere klare sig dårligere denne gang end for fire år siden, da han vandt 2,7 procent af stemmerne.
Men Nader tog et stort skridt i retning af at gøre disse forudsigelser til skamme, da han sikrede sig den fremtrædende aktivist fra De Grønne Peter Camejo som vicepræsidentkandidat. Det gør formelt set Nader til kandidat for De Grønne, som han var det i 2000.
Med Camejo ved sin side vil Nader blive i stand til at stille op i hele 22 stater, heriblandt Florida, hvor de stemmer, der gik til Nader, kunne have givet Al Gore sejren ved præsidentvalget for fire år siden. Demokraterne er imidlertid så forenet i ønsket om at få fjernet Bush, at meget få denne gang vil tillade sig den luksus at afgive en proteststemme.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her