Læsetid: 3 min.

Århundredets retssag på direkte tv

Saddam Hussein bliver i dag officielt sigtet. Kendes han skyldig, kan han idømmes dødsstraf, sagde Iraks sikkerhedsrådgiver i går
1. juli 2004

I dag vil den irakiske befolkning for første gang siden tilfangetagelsen i december se deres tidligere diktator Saddam Hussein. Det sker, når eks-præsidenten og 11 af hans nærmeste kumpaner for rullende tv-kameraer bliver fremstillet for en dommer i Det Særlige Irakiske Tribunal. En irakisk dommer vil læse anklagerne op, samt »udstede en arrestordre, hvorefter han igen vil blive lagt i håndjern og ført væk«, fortalte Iraks nyudpegede, nationale sikkerhedsrådgiver, Mouwafak al-Rubaie, i går ifølge nyhedsbureauet AP.
Al-Rubaie lovede, at retssagen mod eks-diktatoren vil blive retfærdig, sendt direkte på både tv og radio, og at det vil blive »århundredets retssag«. Kendes Saddam Hussein skyldig, vil han kunne idømmes dødsstraf, tilføjede sikkerhedsrådgiveren. Dødsstraffen blev suspenderet af besættelsesmyndighederne, men ventes genindført, inden Saddams retssag går i gang – eller for den sags skyld afsluttes – hvilket ikke vil ske foreløbig.
»Vi er igen et uafhængigt, suverænt land. Jeg tror, vi får behov for at genindføre dén straf. Dødsstraf vil være en mulighed for retten,« sagde al-Rubaie til BBC.
Han tilføjede også, at Saddam Hussein ikke ville få lov til at bruge retssagen politisk ved at indkalde vidner som præsident George W. Bush eller premierminister Tony Blair: »Vi vil ikke tillade, at det bliver en politisk forestilling eller et politisk spil. Vi vil begrænse os til forbrydelserne,« sagde han ifølge AP.
Det forventes, at Saddam Hussein bliver anklaget for forbrydelser mod menneskeheden for bl.a. angrebene med kemiske våben mod kurderne i Halabja i 1988, hævndrabene på shiamuslimerne i syd efter oprøret i 1991 og invasionen af Kuwait i 1990. Der skulle være omkring 30 ton dokumenter og andre beviser, som skal gennemgås under sagen.

Vil ikke gå fri
Selv om det i går gentagne gange blev slået fast, at Saddam Hussein vil få en retfærdig rettergang, var der i går ikke mange, der var villige til at sige, at han dermed i princippet – hvis f.eks. kommandolinjen ikke kan bevises – kan gå fri.
»Hele verden vil se det. Han vil ikke kunne gå fri,« sagde Iraks nye viceudenrigsminister, Hamid al-Bayati.
Det er udsagn som dette, der får Saddams forsvarsadvokater til at frygte, at retssagen umuligt kan blive retfærdig: »Der bliver tale om en hævndomstol, hvor gammelt regnskab skal gøres op,« sagde en af Saddams 20 forsvarsadvokater, franske Emmanuel Ludot, til den franske radiostation Info og tilføjede, at ligegyldigt hvilke dommere, der bliver valgt, så vil de være under pres for at kende Saddam Hussein skyldig i anklagerne.
De 20 forsvarere, der er udpeget af Saddams hustru Sajidah, har endnu ikke haft adgang til at besøge deres klient, og den irakiske regering har endnu ikke villet give forsvarerne en forsikring om, at de vil garantere for sikkerheden, mens de opholder sig i Irak.
En årsag til at forsvarerne endnu ikke har hørt noget fra den nye regering kan imidlertid være, at regeringen overvejer, hvorvidt den overhovedet vil acceptere forsvarerne. Ifølge den irakiske advokat og redaktør for et juridisk tidsskrift, Walid Mohammed al-Shibibi, har kun palæstinensiske og syriske advokater ret til at forsvare irakere. Andre nationaliteter må søge om tilladelse, fortæller han.

Fakta
Andre Baath-folk
*Udover Saddam Hussein bliver yderligere 11 topfolk fra det tidligere regime i dag fremstillet for retten. De fem vigtigste er:
*Taha Yassin Ramadan – Vicepræsident
*Tariq Aziz – Viceministerpræsident
*Ali Hasan al-Majid – ’Kemiske Ali’ – Saddams rådgiver med ansvaret for Sydirak
*Watban Ibrahim Hassan al-Tikriti – Saddams halvbror, tidligere efterretningsminister
*Sultan Hashim Ahmed al-Tal – ForsvarsministerBBC Online

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu