Stikord
Spadsere er der ikke så mange, der længere gør. I hvert fald siger vi det ikke så meget. Det lyder lidt af søndagsturen en famille i gamle dage, da far også brugte spadserestok og mor iførte sig spadseredragten. Nu drejer det sig nærmest kun om at afspadsere. Vandre er der derimod stadig fanatikere, der gør. De fleste af os nøjes med at gå, så længe vi kan. En bevægelsesmåde, som kan udføres meget forskelligt, véd vi fra storbyernes trængsel. Man kan endda på lang afstand identificeres ud fra sin måde at gå på. Er banen nu fri, er det en fornøjelse at finde sin egen rytme i forståelse med kroppen, hjertets puls og armsvingets koordination, den naturlige række af små fald, som snildt afbødes uden tanke, i en senernes og musklernes egenhændige musik. Talrige digtere har vidnet om versets fødsel under gangen, jambe efter jambe, som benene vil. Gang er frigørende.
Jeg sætter pris på andante-stemningen, den gående bevægelse, således den klassiske andensats i symfonierne, som Haydn laver dem i al deres variationsrigdom som nu i de sidste, ja, den allersidste, nr. 104, Londonsymfonien eller den foregående, den med paukehvirvlen, som har betegnelsen andante piu tosto, altså lidt hurtigere. End hvad?
Jeg har afprøvet dem hen over gulvet, også i halv takt. Men den bedste er nu nr. 101, Uret, med dens lange, rolige skridt som selve tidens gang. Så levende, at det nærmest ophæver tiden.
Adagio
Engang var jeg mere til allegro for ikke at sige presto, og det må til for at sætte tiden i relief og etablere spændingsfelter. Adagio er ikke at kimse af med dens mulighed for dvælende skønhed og dybde. Men disse plader med lutter adagioer, der står tålmodigt og falbyder sig i forretningernes stadig skrumpende afdelinger for klassisk musik, har jeg ikke tålmodighed til at aflytte eller afspadsere.
Andante-satserne har tit ekstra bestemmelser. Sådan i Beethovens 1. symfoni, som jeg lægger på i denne sommerlige andante-aften: Andante cantabile con moto. Det tolkes temmelig forskelligt. Herbert Blomstedt bruger med Staatskapelle Dresden hele 8,32 meget sangbare minutter fulde af bevægelse, mens John Eliot Gardiner får satsen afviklet på 6,33 hæsblæsende minutter med Orchestre révolutionnaire et romantique. En gangart, der foregår i løb. Blomstedt kalder til gengæld på poesien med disse lyde, der mirakuløst løsriver sig fra skiven, langsomt gående som et gammelt digt af Jørgen Gustava Brandt:
Ud af intet kommer du gående
som i en drøm
ud af intet kommer du
blødt gående
ud af mørket træder du
som en skygge af lys
ikke af solen, ikke
af lampers nat
men ud af intet, blødt gående
Man er altså ikke alene. Men det med en stilhedens lyd af den art, der fjerner forhindringer, uvedkommende konflikter som der står i Halfdan Rasmussens Tante Andante: »Stilhed glatter havets rynker«. Og fristelsen til at gå vejen fra orkesterspil til ordspil er nærliggende: Hvilken gang-art er det ikke, selv om orkestret er tysk og ikke engelsk.
Så blev det alligevel Beethoven og ikke Haydn, der fik det sidste ord. og denne andante har desuden følgeskab af en meget hurtig menuet. Man skal ikke tro, man får lov at gå i fred. Der skal danses før finalen som også er meget hurtig. En lovmæssighed. En drøm.
