Læsetid: 5 min.

Et bæredygtigt demokrati (5)

Inden for naturens grænser – Hvordan mon det ser ud?
23. juli 2004

Frie ord
Når nu Dan Zahavi fra Center for Subjektivitetsforskning sagde det så smukt sidste lørdag i sommerserien om den miskrediterede oplysning, tåler det at blive sagt igen: »Taget på ordet, hvem kan så være imod oplysning?« Eller imod information? for at sige det på latin. Eller imod Information, for at sige det med stort. Derimod kan der være grund til kritik af den afart af det såkaldte »oplysningsprojekt« (også kaldet fremskridtet), som går under betegnelsen »scientismen«. »Det synspunkt,« forklarer Zahavi, »at naturvidenskaben har patent på sandheden, og at kun det, son naturvidenskaben kan forklare, er virkeligt. Kombineres et sådant synspunkt med en overmodig tiltro til egne evner kan det få hårrejsende konsekvenser. (...) Forestillingen om, at man kan skabe et bedre menneske og samfund ved aktiv og målrettet manipulation, er ikke ligefrem blevet mindre aktuel i dag, end det var i 1930’erne. Tænk blot på den moderne bioteknologi og genmanipulation. Scientismen lever også stadig i bedste velgående. Man skal ikke lede længe for at kunne finde kognitionsforskere som f.eks. mener, at selvet og bevidstheden er illusioner, der frembringes af vores hjerne.« Hvis indretning derefter ved aktiv og målrettet manipulation kan ændres, så selvet og bevidstheden tilpasses den herskende Plan A’s mål, natur- og livsforståelse og bestræbelser på at skabe, hvad mainstream kalder et bedre menneske og samfund. »Samtidig,« fortsætter Zahavi, »bør man også skelne mellem en destruktiv, hæmningsløs og overmodig kritik, der søger at underminere alle tankebygninger, og som i sidste instans fører til nihilisme, og en kritik, der maner til selvbesindelse, og hvis mål netop er at forstå det, vi normalt blot tager for givet.
En sådan kritik er fuldt forenelig med en indsigt i vores egen endelighed.«
Dermed er vi fremme ved sommerens anden serie: vores billige olies endelighed. Der nu viser sig ved ikke alene sin CO2-forurening, medførende i hvert fald uoverskuelige, måske totalt uhåndterlige og derfor katastrofale, klimaforandringer for hele Jorden, så selv British Petroleum, BP, får kuldegysninger ved det, jvf. artikler i også seneste lørdagsavis, men desuden ved derefter simpelthen at slippe op! I det hele taget er vi fremme ved naturens, vores egen og den omgivendes, endelighed og grænser.

Afgørende punkt
Går Plan B ud på omsider at udarbejde og gennemføre et oplysningsprojekt eller et fremskridt inden for naturens grænser, hvad der er noget temmelig nyt, sætter Dan Zahavi fingeren på et afgørende punkt: Plan C: Scientismen i videste forstand. Ikke blot i form af bioteknologi og genmanipulation og kognitionsforskning, hvad er slemt nok, som når arkitekter nu projekterer »dansk landbrugs omstilling til produktion af kunstige organer og genmodificerede medicinpræparater – fra farmland til pharmaland« (Allan de Waal i stadig samme lørdagsavis). Men også i form af hårrejsende projekter om at slå over på a-kraftværker som aldrig før, eller til brint- og brændselscelle-teknologi, som om det skulle være nye energi-kilder, hvis fremstilling ikke selv kræver energi (og hvor skal den komme fra?), og som om overgangen ikke kræver en helt anden samfundsmæssig planstyring, end den nuværende, og som om FN’s miljø-projekt (UNEP) ikke har ret, når det peger på, at der ikke alene ikke er olie nok men heller ikke metal (naturmaterialer) nok, til at Kina og de øvrige fire femtedele af menneskeheden kan komme op på vores, den rigeste femtedels, bil- og fly- og mikrobølgeovns-tæthed. Vi 20 procent, der beslaglægger 80 procent af naturen i dens materialitet. For ikke at tale om den ganske udbredte forskning i ubegrænset åndsmagt og evig vækst i materialer at gøre godt med, ved at erobre Månen og Mars eller flytte Jorden et par centimeter i forhold til Solen.
Netop fordi det er den bevidste eller ubevidste tilflugt til Plan C (scientismen), der igen og igen – og igen – anvendes af både læg og lærd til at i bedste fald udsætte, i værste fald fornægte eller fortrænge, indsigten i nødvendigheden, er Dan Zahavis skelnen mellem det gode oplysningsprojekt og det hårrejsende af livsafgørende betydning for igangsættelsen af Plan B. For det er jo i sig selv oplysninger, informationer med lille og stort i, hard facts, oven i købet i udpræget grad af naturvidenskabelig observans, der anvendes mod det gale oplysningsprojekt. Som ikke vil anerkende naturens grænser.

Et fremskridt
Men de hårde – naturvidenskabelige – kendsgerninger gør det altså ikke alene ud for en Plan B, da Plan C-spekulationerne, som sagt og som erfaringen viser, uundgåeligt mobiliseres mod kendsgerningerne og nødvendigheden. (Der vil altid kommen en ny naturvidenskab og teknologi, der redder ånds-almagten over naturen og sikrer den ubegrænsede vækst, som dogmet lyder og som al moderne, borgerlig såvel som »venstreorienteret«, økonomi hylder og slavisk følger, jvf. Bjørn Lomborgs mobilisering af økonomerne). Alligevel er det et andet og også livsnødvendige skridt mod plan B, at de allerede foreliggende og ved yderligere forskning tilgængelige kendsgerninger, talrækker, kurver og grafer kommer til offentlighedens kend- og kundskab. I langt højere grad og på langt mere systematisk og om ikke daglig så ugentlig og månedlig, evt. årlig, basis, end det i dag er tilfældet. Løbende konfronteret – som et tredje skridt og meget gerne på michaelmoore’sk manér – med mainstreams herskende Plan A-politiks konsekvente virkelighedsflugt fra de umådelige risici, som allerede er evidente, Vi ved allerede i dag, at noget så økologisk som en katalysator medfører et materielt naturforbrug på tre ton, en computer-chip på kun to gram kræver 34 kg og en guldring på 15 gram forudsætter et materielt naturforbrug på næsten seks ton! Hvad kræver en vindmølle? En gennemsnitsdansker kræver i hvert fald et ressourceforbrug svarende til 70 ton materialer om året, hvoraf ca. halvdelen af forbruget ligger i udlandet. En betragtelig del efterlades som affaldsdynger. Ikke mindst i de fire femtedele af verden, som ikke tilhører vores oplyste del.
Dertil kommer som et fjerde skridt mod Plan B, at det i hvert fald ikke skal kaldes en plan for minus-vækst samfundet. Som om det var noget negativt. For mig er det et fremskridt. Jeg dyrker oplysningsprojektet – i dets endelighed. Den sande information. Altså: Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu