LIGE SIDENS FRANKRIGS præsident, general de Gaulle, i kølvandet på Israels sejr i Seksdages-krigen i 1967 betegnede jøderne som et »selvsikkert herrefolk«, har der været perioder med meget kold luft mellem Frankrig og Israel. Når Frankrig tager palæstinenserne i forsvar, bliver de israelske ledere stramme i betrækket, og reaktionerne bliver skarpere og skarpere.
Den krise, der nu er opstået som følge af Ariel Sharons opfordring til franske jøder til at udvandre til Israel »hurtigst muligt« for at unddrage sig den »uhæmmede antisemitisme« i Frankrig har i vidt omfang den samme baggrund som de tidligere kriser mellem de to lande, og den er næsten en remake af en episode i januar 2002.
Sharons politik i de senere år er ikke udtryk for et herrefolks selvsikkerhed, men for bevidstheden om USAs ubetingede opbakning. Samtidig må det konstateres, at kritik af Israel og opposition mod USA efterhånden fremkalder de samme reaktioner i Jerusalem som i Washington. Med sin rolle i spidsen for den diplomatiske modstand mod USAs krig i Irak i fjor blev Frankrig genstand for en hadefuld kampagne fra både amerikansk og israelsk side.
Selv om antallet af antisemitiske aktioner i Frankrig i perioder i de senere år har været foruroligende, er det ikke i Frankrig, men i USA, at de jødiske organisationer med ekko i amerikanske regeringskredse, den israelske regering og dele af den israelske presse udmaler Frankrig som det mest antisemitiske land i den vestlige verden et land, hvor jøderne er så udsatte for fare, at de bør søge tilflugt i det notorisk terrorismehærgede Israel!
Selvfølgelig tror Sharon ikke på, hvad han selv siger. Hans motiver har uden tvivl forbindelse med Israels behov for indvandring, men baggrunden for hans had til Frankrig må søges i Israels belejrede situation og den storpolitiske konstellation omkring Mellemøsten. Det er ikke alene Frankrigs kritik af Israel, men også dets udfordring til USA, Israels protektor, der er utålelig i Sharons øjne som i de amerikanske jødiske organisationers.
DET ER SÅLEDES IKKE tilfældigt, at Sharon fremsatte sine udtalelser om Frankrig i søndags ved et møde i Jerusalem med amerikanske jødiske organisationer. Hans mål er også at sammensvejse alliancen mellem USA og Israel endnu mere og holde ikke bare Frankrig, men Europa uden for ethvert forsøg på at påvirke begivenhedernes gang i Mellemøsten. Forholdet mellem Israel og palæstinenserne er en sag, der skal ordnes mellem Israel og USA, og det pro-arabiske Europa skal ikke inddrages politisk, men nøjes med som hidtil at betale de finansielle omkostninger.
Sharon ønsker at straffe Frankrig for en politik, der opfattes som særlig pro-arabisk, og det hører med til den umiddelbare baggrund for den israelske leders udfald, at den franske udenrigsminister, Michel Barnier, besøgte Ramallah den 30. juni. Israel har fastsat den diplomatiske regel (efter et mønster, der minder om DDR under den kolde krig), at repræsentanter for udenlandske regeringer, der aflægger besøg hos Yasser Arafat, dermed mister retten til at mødes med israelske ministre. Den franske udenrigsminister valgte at mødes med Arafat, der, skønt omstridt inden for sin egen lejr i dag, stadig respekteres af Frankrig som det palæstinensiske folks historiske symbol.
Udgangspunktet for Sharons udfald mod Frankrig er en antisemitisme, der dels er reel, dels imaginær. De sidste nye statistikker siger, at de antisemitiske og andre racistiske handlinger i Frankrig er i stigning, og at deres antal i første halvdel af 2004 overstiger hele 2003. Samtidig kendetegnes situationen i Frankrig af meget kraftige reaktioner mod antisemitismen fra officielt hold og i medierne.
Kan man overreagere på antisemitisme? Nej, ikke fra det øjeblik man betænker dens horrible konsekvenser i Europa mellem 1933 og 1945, som vi kender i tusind detaljer hver enkelt af dem nok til, at man siger: Aldrig igen! Men som det er blevet påpeget af seriøse forskere der er tegn på, at shoah-virkningen klinger ud mod slutningen af det 20. århundrede, således at antisemitismen kan rejse hovedet her og der, stimuleret af Mellemøst-konflikten, uden at blive fordømt på samme måde som før. Det betyder ikke, at den er blevet stuefæhig, og selv Sharon indrømmer, at de franske myndigheder har reageret kraftigt mod den.
At man også kan overreagere, eller i hvert fald reagere på et for spinkelt grundlag, viser episoden fornylig, hvor de franske politikere og medier ville overgå hinanden i hurtig og kategorisk fordømmelse af en antisemitisk aggression, der viste sig at være opdigtet. Det er i øvrigt blevet påpeget, at de fire mest omtalte handlinger i denne kategori i de seneste to år aldrig er blevet opklaret, og at deres autenticitet kan betvivles. Med sine excesser, som de jødiske organisationer i Frankrig tager afstand fra, har Sharon placeret sig på linje med dem, der skaber panik med opdigtede historier.
