Læsetid: 4 min.

Den bedste indianer overbord

Samler frimærker, samler vognpoletter, samler mønter, samler autografer, samler kunst. Om kunst lavet til evigheden
23. juli 2004

Kunstgrebet
I sidste uge offentliggjorde kunstmagasinet Artnews listen over verdens 200 største kunstsamlere. Det er ikke ligetil at komme til sådan en liste, for ikke alle samlere ynder at stå og frem – og det kan der være mange gode grunde til, eksempelvis at de nødigt vil tiltrække indbrudstyve, eller fordi de nødigt vil gøre skattevæsnet opmærksom på, at det var dér, de sorte penge blev placeret. Så ArtNews har benyttet sig af journalistikkens fineste greb: sladder, anonyme kilder, rygter og forlydender.
Listen er interessant, fordi den er gammeldags i betydningen kosmopolitisk: for mens den kosmopolitiske trekant i form af Paris, London og New York på den ene side er blevet discountet, er pengene på den anden side præcist, hvor de plejer at være. Det kan godt være, at kunsten har fundet nye centre som Berlin, Barcelona, Sao Paolo, men samlerne er, hvor de altid har været: i Paris, London og New York, med forstadstilføjelsen Conneticut og ferietilføjelsen Aspen. Den bemækelsesværdige undtagelse er såmænd nummer et på listen: Sheikh Saud bin Mohammed bin Ali al-Thani fra Qatar.
Dybe lommer, store skabe og ingen hukommelse. Det er de tre ting, der i følge Artnews skaber store samlere. En af magasinets mange anonyme kilder, forklarer hvem og hvor længe samlermanien rammer: Ekstremt velhavende mennesker i en alder omkring de 45. Kilden anslår, at manien varer i otte til 10 år. Så driver den over, siger kilden til Artnews – kosmoplitisk på en mobiltelefon ’fra en europæisk lufthavn’.
Man forestiller sig, at overgangsalderen sætter tidligere ind blandt velhavere. Men hvorfor overhovedet samle og så kunst?

Om Philip H. Sheridan kan man i et amerikansk leksikon læse, at han ikke just var en stor general, men at hans ’flair for lederskab og hans altid beredte kunnen i kamp’ ikke desto mindre gjorde ham til ’fremragende nordstatskommandør’, altså og med andre ord en lettere psykopatisk slagsbror, ondsindet, men effektiv.
Da Sheridan efter krigen jager indianere på sletterne, sådan forlyder historien i det mindste, støder han i januar 1869 på en høvding, der for at lette stemningen omtaler sig selv som en ’god indianer’, hvortil Sheridan høfligt svarer: ’The only good Indians I ever saw were dead’. Det er i hvert fald en variation af svaret, der siden hen tog form som en mere håndfast maksime – the only good Indian is a dead Indian.
Dette blot som undskyldning for selv at frembringe en upassende platitude: Den bedste Rembrandt er en vandaliseret Rembrandt. Og den, den vandaliserede Rembrandt, hænger på Eremitagen i Skt. Petersborg, indkøbt af Katrine II i 1772 og betragtet som en samlingens fineste indkøb.
Danaë er titlen på et Rembrandt maleri fra 1636, der – som titlen antyder – afbilleder kvinden, der blev indespærret i et bronzetårn, men ikke desto mindre bar Zeus’ søn, Perseus. Rembrandt var ikke den første, der udviste interesse for Danaë – Correggio og Titian havde blandt andre været der før ham – men Rembrandts Danaë var nøgen. Det skulle senere blive udlagt som væsentligt.
Den 15. juni 1985, klokken 11:45, gik en litauisk mand ind på Eremitagen, betalte den moderate entre, og spankulerede stille og roligt de knap to kilometer gennem kunst til afdelingen for hollandsk maleri. Her stillede han sig foran Danaë, tog en kniv frem fra inderlommen og skar som en anden Zorro et dybt X gennem maleriet. Derefter vendte han tilbage til inderlommen, hvor han fandt en flaske med syre frem, som han tømte ud over Danaë. Så blev han anholdt, dømt og erklæret sindssyg.
Det med sindssygen er blevet kanoniseret af kunsthistorien: Det er den historie, der fortælles om den vandaliserede Rembrandt, der ganske vist blev reddet, men som var lige ved at gå tabt. Det går oftest udover hollænderne, fortæller Eremitagens direktør: »Rembrandt og Durer fremkalder nogle mærkelige følelse hos de evnesvage.« Og det er egentligt bemærkelsesværdigt og sigende om vores religiøse forhold til kunsten: At den litauiske mand havde et nationalt anliggende og forsøgte at bringe opmærksomhed til den sovjetiske undertrykkelse af Litauen, er blot en fodnote. Han var sindssyg, det måtte han være. For en ting er, at den irakiske modstand kidnapper og halshugger udlændinge i kampen mod overmagten. Men at vandalisere en Rembrandt... det er dog for stygt.
En udstilling i England har skabt opmærksomhed ved at tilskrive hæder og ære til forfalskninger, der er så gode, at de nu må betragtes som værker af original karakter. Nu kan også de indkøbes til samlinger og kanoniseres og måske en dag vandaliseres. De har fået påskriften kunst og kan nu fungere som det mesterværker ret beset er: Sex om søndagen for midaldrende kvinder. Det gør vel museer til horehuse?
Og så er det man får lyst til at recitere det russisk-futuristiske manifest fra 1912 En lussing til den offentlige smag: »Kast Pushkin, Dostojevskij, Tolstoj... overbord fra modernitetens skib!« Og tag bare Rembrandt med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu