Læsetid: 5 min.

Besat af Herning - Bortført i Ikast

Samtidskunsten lyner glimtvis i det midtjyske. Den bortfører, vildleder og besætter, når den ellers ikke på et flyvende Egetæppe lander på integrationsminister Bertel Haarders kontor
2. juli 2004

Samtidskunsten lyner glimtvis i det midtjyske. Den bortfører, vildleder
og besætter, når den ellers ikke på et flyvende Egetæppe lander på integrationsminister Bertel Haarders kontor

Kunstudstilling
De midtjyske provinsbyers lidet gloriøse skæbne – i et væk at blive gennempløjet af tung lastbiltrafik – står i grel modsætning til deres ophøjede placering tæt ved ’Jordens Sokkel’. Utroligt, men sandt nok, befinder denne sokkel sig i Herning. ’Jordens sokkel’ er helt præcist en 82 x 100 x 100 cm jernkasse fra 1961, der med påskriften Socle du Monde lader hele jordkloden hvile på sig som et kunstværk.
Ophavsmanden, italieneren Piero Manzoni, blev sammen med flere af 50’ernes og 60’ernes mest radikale kunstnere løbende inviteret til Herning af skjortefabrikant Aage Damgaard, for at lave kunstværker. Det helt unikke og visionære samarbejde, der dengang udviklede sig mellem samtidskunstnere og erhvervsfolk, forsøges i dag videreført under den aktuelle kunstbiennale Socle du Monde.
Udstillingen er udviklet i samarbejde mellem Erhvervsrådet Herning-Ikast-Brande-Aaskov og Herning kunstmuseum. Kunstnere fra ind- og udland – 12 i alt og heriblandt navne som Simon Starling, Superflex, Åsa Sonjasdotter og Henrik Plenge Jacobsen – er traditionen tro inviteret til at samarbejde med danske virksomheder.
Udstillingen spænder fra det mindre end middelmådige til det helt suveræne. Den er af Jacob Fabricius blevet kurateret yngre, skævere og mere alsidigt end den første Socle du Monde.
Et af de mest bemærkelsesværdige, omfangsrige og umulige i betydningen ubeskrivelige værker, er skabt af den Los Angeles baserede kunstner Dave Hullfish Bailey. Han har gennem længere tid (på god antropologisk vis) ’hængt ud’ med arbejdere fra virksomheden C.C. Contractors og deres familier. Paller, tæpper, cd’er, nipsting og udstoppede fugle er blevet samlet sammen og inde på kunstmuseet arrangeret i ubegribelige associative forløb. I et skovbryn, et godt stykke væk fra museet, finder man anden del af Hullfish Baileys værk: En metaltrappe leder lige ned i et ubestemmeligt hul i jorden, en udgravning af en art, en bunker eller er der bare tale om et primitivt ly for vind og vejr? Er det børns værk eller kommunens? Det er både det ene og det andet og ingen af delene.
Det er et stærkt inciterende stykke anti-arkitektur, Hullfish Bailey har lavet og hans værk har i det hele taget denne besatte karakter. Som om egnen omkring Herning, dens symboler, omgivende natur, folk og fæ, er blevet til en tvangstanke for kunstneren – som i Spielbergs science-fiction film Nærkontakt af tredje grad, hvor hovedpersonerne bliver manisk optaget af et bestemt bjerg.

Bortført i Ikast
Kunstgruppen AVPD (Aslak Vibæk & Peter Døssing) har i samarbejde med Kvik Holding A/S skabt modstykket til Hullfish Baileys mærkværdige udgravning. I Ikast kedelhal bliver man ført ind i en arkitektur bestående af smalle og høje korridorer. Ingen vinduer. Af en lille lem ikke meget over gulvhøjde lokkes man dybere ind i den grå arkitektur, men øjeblikket efter man er kravlet ind igennem lemmen, er den forsvundet igen. Den er bare væk! Gået i et med væggen. På et tidspunkt vil man finde en ny lem (eller er det den samme som før?). Men inden det sker, har man mistet orienteringen. Den omklamrende, diskret højteknologiske og modulære arkitektur er uden fremtrædende fysiske pejlemærker indvendig, som hukommelsen kan støtte sig til. Som var den en monstrøst forstørret minimalistisk skulptur. Når man endelig træder ud af installationen, er det ikke det forventede sted; ikke der, hvor man kom ind. Man bortføres og vildledes af den intimiderende og semi-intelligente arkitektur. Ydersiden af installationen er dækket af en utrolig smuk farvemosaik, der fungerer som en slags kamuflagebemaling. Den gamle kedelhals rige spil af farvenuancer er yderst præcist gentaget, som groft pixelerede mønstre på installationens ydervægge. Værket er udadtil stedsspecifikt. Indadtil ophæves stedet til gengæld i et totalt orienteringskollaps. Det er yderst velfungerende og kompromisløst gennemført med en sjældent set kunstnerisk finish.
Britiske Simon Starling – så absolut en af kunstscenes p.t. mest interessante navne – skuffer til gengæld. Værket Fem-mands Pedersen er et aldeles uigennemsigtigt (eller måske bare uinspireret) værk om lastbiltransport mellem Danmark og Polen. Kunstgruppen Superflex viser projektet SUPERCOPY/GUARANÁ POWER. I samarbejde med brasilianske bønder har Superflex produceret en alternativ guarana energidrik, som kan trækkes i en sodavandsautomat på udstillingen. Det samme projekt viste de også (i en lidt anden form) på Venedigbiennalen.

Haarder er taknemmelig
To vidt forskellige værker omhandler flygtninge- og indvandrere. Ét skidt værk og ét godt værk. Annika Erikssons portrætplakater, hvorpå otte af Arrivas indvandrerchauffører giver et ultrakort livsreferat, er provokerende overfladiske. Hvordan skal man kunne engagere sig emotionelt i en remse biografiske data?
Åsa Sonjasdotters og afghanske Asif Mufeeds samarbejdsprojekt Et liv er til gengæld et af udstillingens højdepunkter. For det første omgås temaet ’flygtningen’ anderledes end i de sædvanligvis offerdyrkende værker, hvor ’den fremmede’ reduceres til et ’kunsttegn’, der i sidste ende kun tjener museernes bogholderagtige idéer om demokratisk repræsentation. Sonjasdotter og Mufeed har i samarbejde med Egetæpper lavet noget der minder om et afghansk tæppe. Og så alligevel ikke.
For Mufeeds historie som flygtning og afvist asylansøger i Danmark er detaljeret, gribende og flot vævet ind i det sekskantede tæppe, der har præcis form efter integrationsminister Bertel Haarders kontor! På en video ser vi de to kunstnere aflevere tæppet til en tydeligvis bevæget minister, der bekender at ’Jeg har da aldrig set noget lignende’. Kunstnerne benytter sig subtilt af gaveudvekslingens logik; Vi ser pludselig en meget menneskelig Haarder i ydmyg taknemmelighedsgæld til en person – Asif Mufeed – der til gengæld intet skylder til nogen, fordi alt er blevet ham nægtet (i sidste instans af Haarder selv).
Alt i alt er Socle du Monde en ujævn udstilling med flere overbevisende og enkelte helt uforlignelige værker. En stor sidegevinst ved udstillingen er nyophængningen af museets permanente samling. Jacob Fabricius har hevet gamle og vigtige værker af bl.a. Marcel Duchamp, Manzoni og Sven Dalsgaard op af kælderen. Hvilken forbløffende samling avantgardekunst, der dog befinder sig i Herning.

*Socle du Monde. Til 15. august. Herning Kunstmuseum og Ikast kedelhal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu