Fiktion og fakta
Hvad er biografien et videnskabelig værk eller snarere at sammenligne med en roman?
Det er et af de spørgsmål, som den seneste uges debat om Joakim Garffs Kierkegaard-biografi SAK har rejst, efter at Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad har påvist en række fejl og overfortolkninger i SAK. Er det eksempelvis strengt nødvendigt, at alle biografiske fakta er præcise og gennem-tjekkede? Og er det i orden stilistisk at skrive en biografi, som var den en roman?
Jens Andersen, forfatter til en række biografier om blandt andet Tom Kristensen og H. C. Andersen, er en de mest erfarne biografer herhjemme. For ham er en biografi er en konstruktion, hvor man iscenesætter et liv og et værk:
»Men selvom biografien kan betjene sig af nogle roman-agtige træk i sin måde at fortælle liv- og værkhistorien på, så er det ikke en roman.«
Faren ved fordybe sig i et liv og et værk ligger for Jens Andersen i, at stoffet forfører ham.
»Det er sket ved alle de biografier, jeg har skrevet, lige fra den første om Thit Jensen og også med den nye biografi om H.C. Andersen. Stoffet tager jo en. Hvad enten du sidder med Kierkegaard, H.C. Andersen eller andre store kunstnere, så rejser der sig en vældig person og magt midt i det arbejde, som gør, at man bliver trukket i alle mulige retninger. Det er her slaget står, det er her, man dels skal lade sig forføre og dels skal have den disciplin og magt, det er at hæve sig op over forførelsen og se, hvad det egentlig er, der sker. Og det er også her, at man skal skele til alle de kilder, man bruger, for at se om man bevæger sig efter noget, der kunne være sandheden. Det handler jo om det der helt umulige begreb sandheden. Hvad er sandheden om Tom Kristensen, hvad er sandheden om Kierkegaard, hvad er sandheden om H.C. Andersen. Selvfølgelig er det den sandhed, man gerne vil frem til, men er man en god biografi-skriver, så ved man også udmærket godt, at den sandhed finder man jo aldrig. Den eksisterer ikke, for der er jo ikke nogen sandhed om et andet menneskes liv. Som Tom Kristensen sagde, så er sandheden om et andet menneskes liv en række af masker.«
Biografi og videnskab
»Dorrit Willumsen tog konsekvensen af det, da hun skrev Bang (om forfatteren Herman Bang, red.), og valgte at lade sig forføre helt og i stedet skrive en roman om Herman Bang og ikke den biografi, hun i første omgang havde planlagt.«
Ifølge Jens Andersen så hviler en biografi på en udstrakt grad af videnskabelighed.
»I den biografiske proces bevæger man sig på en knivsæg mellem fiktion og fakta. Det gør ikke noget, man skal bare være sig det bevidst. Man må ikke leve sig så dybt ind i det, at man lader sig rive med og begynder at fortælle roman på grundlag af kilderne. Men man kan godt bruge romanens narrative skemaer, dens måde at fortælle på.«
Selvom Jens Andersen altså mener, at træk fra romanen kan bruges i biografien, så skal fakta dog være i orden.
»Man må have det ideal, at fejlene er minimeret, men der er fejl i
alle bøger, og mon ikke der også er fejl i Peter Tudvads Kierkegaards København. Der var også fejl i min H.C. Andersen-biografi, hvor jeg havde ladet Schubert leve 30 år længere, end han gjorde, og det er da pinligt, og så må man bare rette dem lynhurtigt.«
Hvor mange biografier ville kunne stå for sådan et eftersyn, som det Tudvad har givet SAK?
»Av, av ikke mange! Min H.C. Andersen-biografi ville også falde.«
Keld Zeruneith, forfatter og docent ved Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet, har skrevet tre biografier om henholdsvis Johannes Ewald, Sophus Clausen og Emil Aarestrup, hvoraf sidstnævnte blev antaget som doktordisputats:
»I biografien bedriver vi jo ikke den samme form for videnskab som i naturvidenskaben, det er jo umuligt. Derfor har jeg ladet mig installere som fortæller i mine biografier for at tydeliggøre, at det er mig, der fortæller den her biografi. Men hele vejen igennem finder en verificering og en klarlægning sted af hvilke kilder, jeg bruger, og hvilke valg jeg foretager.«
På ryggen af andre
Keld Zeruneith er overbevist om, at hans biografier ville kunne bestå et eftersyn a la det, Tudvad har givet SAK.
»Vi arbejder alle sammen på ryggen af dem, som er gået forud. Men gør en biografi krav på at være videnskabelig, må man tilkendegive hvilke kilder, man bruger. Det er jo derfor, man har et noteapparat. Fakta skal være i orden i en biografi, hvis den gør krav på at være videnskabelig. Så findes der alle mulige gradbøjninger af biografier, som har en mere romanagtigt karakter, men det må jo så fremgå af biografien.«
Om faren ved at blive forført af stoffet siger Keld Zeruneith.
»Hvis man arbejder videnskabeligt, gælder det om hele tiden at holde sig selv under opsyn, for netop at undgå forførelsen. Har man den analytiske distance, så er man solidarisk men ikke ukritisk overfor den, man biograferer.«
For Bo Lidegaard, forfatter til biografier om Henrik Kauffmann, Povl Bang-Jensen og Jens Otto Krag, kan biografien både være videnskab og skønlitteratur. Forskellen ligger i tolkningerne, mener Bo Lidegaard.
»Hvis du vil åbne for, at andre kan tjekke din metode og tjekke dine kilder, og hvis du vil lægge den begrænsning på dig selv, at du ikke vil gå ud over, hvad kilderne giver dig mulighed for at analysere så vælger du en videnskabelig metode. Det betyder ikke, at den er uimodsigelig, for det ligger jo i den humanistiske forskning, at andre vil kunne tjekke din metode og dine kilder, og anfægte den måde, du har valgt at analysere kilderne på. Det er den type biografier, jeg selv skriver.«
»For enhver, der skriver en biografi og prøver at formidle en videnskabelig research, rejser sig spørgsmålet om, hvor meget man skal digte hen over kilderne. Det er jo først, når du formidler kilderne, når du tolker og stiller spørgsmålene, at du får en fortælling frem. Så du kan ikke lade være. Men gør du det 100 procent, så er du ovre i romanen. Det vigtige er, at læseren ved, hvornår vi er på sikker kildemæssig grund, og hvornår biografen tolker.«
»Der vil altid være faktuelle fejl i en stor biografi. Det er ikke det, der er problemet. Problemet er, hvis du kan gribe en biograf i at digte hen over kilderne uden at fortælle læseren det.«
