I det forgangne forår satte Esben Danielsen sig som så mange andre til rette på en af Østre Gasværks tilskuertribuner. På plakaten var Simon, der tog levemanden Simon Spies spraglede liv under behandling. Teaterstykket havde multitalentet Anders Matthessen i hovedrollen, og Esben Danielsen kunne lide, hvad han fik at se. Han husker stadig tilbage på Simon og bruger stykket som et eksempel på danskernes ukritiske forlystelsessyge.
»På et tidspunkt taler Anders Matthessen om Mogens Glistrup: Glistrup han var bare 30 år for tidlig på den. I dag siger statsministeren jo nøjagtig det samme. Efter han havde sagt det, kom der sådan en underlig stemning i hele salen. Det var helt tydeligt, at over halvdelen af publikum mente, at dét skulle han alligevel ikke have sagt.«
Esben Danielsen hørte ikke til det flertal, der brød sig dårligt om politiseringen af rummet i Østre Gasværk. Stod det til den 31-årige talsmand for Roskilde Festival, skal der faktisk flere af den slags provokationer til. Ikke nødvendigvis regeringsfjendtlige provokationer, men provokationer slet og ret. Provokationer, som tvinger folk til at tage et standpunkt. Som når Roskilde Festival i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp har stillet en kopi af Israels såkaldte apartheid-mur op midt på festivalpladsen.
»Groft sagt, så er samfundstendensen, at der bliver mere og mere ligegyldighed omkring os. Vi lever i en stadig mere opdelt verden, hvor vi først og fremmest har sjov og ballade. Og så har vi alvoren, som skal puttes ind i sådan nogle små kasser, vi helst skal forholde os så lidt som muligt til. Men det er uholdbart. Sådan mener jeg ikke, vi kan fortsætte.«
At engagere sig og tage stilling har været hverdag for Esben Danielsen, siden han i 1989 deltog i sin første Roskilde Festival. Dengang havde han netop færdiggjort 1.g og var kommet til festivalen sammen med nogle kammerater fra den lokale musik-forening i Sjællands næststørste by. Her havde elgui-taristen og hammond-organisten involveret sig for at gøre noget ved den håbløse øvelokalesituation i Roskilde.
Tjansen med at hjælpe til omkring Orange Scene blev den første af utallige på festivalen, og langsomt indrullerede gymnasieeleven sig i det lokale musikmiljø.
»I 1993 var jeg så med til at spørge festivalen, om de ville hjælpe med at få et spillestedsmiljø op at stå i Roskilde. Der var jo ingenting. Så begyndte vi en dialog, og de stillede hjælp til rådighed. Det mundede til sidst ud i Gimle, som blev gjort til regionalt spillested i 2000. Gimle var min vej ind i festivalen,« opsummerer Esben Danielsen, der fortsat er ansat som spillestedets daglige leder.
»Jeg kunne nok godt blive fastansat på Roskilde Festival, men jeg har det faktisk fint med at blive købt fri en gang om året, fordi det er vigtigt at have et ben i den frivillige lejr stadig. Hvis jeg var fastansat på festivalen, risikerede jeg måske at miste fornemmelsen for den del af det.«
2000 blev også året, da Esben Danielsen fik sin første store opgave i Roskilde Festival-regi. Han skulle stå for sommerens nye tiltag, Campingscenen. Her blev en række talentfulde, men knapt flyvefærdige navne, indbudt til at underholde campisterne i ventetiden frem mod den egentlige festivalstart.
Konceptet blev med det samme en succes, og Esben Danielsen kunne vel egentlig have holdt fri med god samvittighed for at nyde musikken, da lågerne ind til festivalpladsen blev trukket fra, og det officielle koncertprogram kunne begyndte.
Men i stedet fortsatte han indsaten i Musikkontoret, der eksempelvis omrokerer bandrækkefølgen, hvis et navn aflyser i sidste øjeblik. Der befandt han sig også fredag aften, da ni unge mænd under en Pearl Jam-koncert mistede livet foran Orange Scene.
»Ulykken var pisse uvirkelig for mig. Vi sad og fulgte med på den monitor, som viste, hvad der foregik på Orange Scenes storskærm. Vi var vågne hele natten og hentede kaffe og tæpper til dem, der var chokramte. Rækkevidden eller indholdet af ulykken begyndte jeg først at forstå året efter. Da næste års festival kørte, var der en masse brikker, som begyndte at passe sammen inde i mig.«
For to år siden overtog Esben Danielsen definitivt hvervet som Roskilde Festivals talsmand fra Leif Skov, medstifteren og personificeringen af Nordeuropas største musikbegivenhed. Skiftet havde ligget i kortene, siden dødsulykken, der rejste en massiv kritik af den tidligere så roste og endnu beundrede mentor.
Den nye udfordring kom ikke decideret pludseligt for Esben Danielsen, der siden efteråret 2000 havde arbejdet på en ny kommunikationsstrategi for Roskilde Festival. At det blev den da 27-årige Gimle-leders ansvar at ændre festivalens omgang med pressen, hang til dels sammen med Esben Danielsens endnu ufærdige studier i kommunikation på Roskilde Universitetscenter.
»Jeg var sådan set allerede tøsetalsmand i 2001, hvor jeg arbejdede tæt sammen med Leif. Dengang vidste jeg godt, at der nok var et overlap i gang. Han er et menneske med mange facetter og stor humor, så han havde længe joket om, at jeg skulle ind i stedet. Esben, du har gjort det meget godt, er det ikke på tide, at du overtager, sagde han tit. En dag var det så ikke længere sagt i spøg.«
Det er din tredje gang som Roskilde Festivals ansigt udadtil. Hvorfor kender man endnu så lidt til dig?
»Måske fordi det er mere spændende for pressen at have med selve festivalen end med mig at gøre. Men jeg har sådan set ikke noget imod at stille mig til rådighed. Det bliver først et problem, hvis folk personificerer mig med festivalen. Jeg er jo bare en blandt mange. Da Leif Skov startede, var der måske få personer til at tegne Roskilde Festival, men i dag er vi en gruppe. Jeg er kun en del af det her og bilder mig ikke ind, at jeg ved det hele. Det gør mig måske mindre interessant i pressesammenhæng.« »Desuden har vi jo lavet en informations-strategi, der går ud på, at folk med ansvaret for et område der er ca. 250 områdeansvarlige i år også gerne må udtale sig om det.«
Sådan var det vist ikke før din tid?
»Helt korrekt. Tidligere fungerede det meget sådan, at det kun var Leif, der udtalte sig. I dag er vores filosofi, at folk med specifikke kompetencer også er dem, der er mest inspirerende at bruge som talerør. Men fordi vores organisation er så stor og frivillig baseret, så tager det faktisk lang tid at udbrede den forståelse. Det er ikke alle, der lige vænner sig til godt at måtte udtale sig. Og så er der også nogen, som ikke bryder sig om at komme i offentlighedens søgelys. Det respekterer vi selvfølgelig, og så kommer jeg ind i billedet,« siger Esben Danielsen, der har svært ved at skjule sin begejstring over festivalens endnu nye kommunikationsstrategi:
»Det er smadderspændende at videreudvikle, fordi organisationen nu harmonerer i mit hoved, i hvert fald bedre med virkeligheden og festivalens ånd.«
Ifølge talsmanden bliver 33 år gamle Roskilde Festival aldrig den samme efter ulykken og Leif Skovs afsked. De tusinder af frivillige ildsjæle, der lægger ditto timer i at forberede og udleve festivalen, tør for alt i verden ikke risikere en gentagelse. Derfor er kreativiteten blevet systematiseret og finkæmmet. Hvis man da kan sådan noget.
»Ulykken betød, at det er blevet sværere at lege. Fordi alt skal være gennemtænkt til mindste detalje på forhånd. Der var ikke rigtig noget i 2000, hvor man kunne sige, at det var ham dér, som dummede sig, og derfor gik det galt. Så havde man kunnet tackle det, men vi skal ligesom se på alt.«
»Det er til tider svært. Jeg holder meget af det legende element og at improvisere, men det kan man sgu ikke længere på Roskilde. Festivalen har en tradition for at være meget velplanlagt, og alligevel er det jo gået 10 gear op de seneste par år. Forestil dig, at omsorgs- og sikkerhedsvurderingen efterhånden er så stor her (Esben Danielsen viser tykkelsen på to-tre telefonbøger med hænderne, red.), og det skal alle de kreative mennesker så sætte sig ind i til mindste detalje. Fyren, der står for spoken word-scenen, skal vide præcis, hvor han skal finde skumslukkeren i teltet.«
»Kritikpunktet med ulykken dengang var, at dokumentationen ikke var god nok. Så nu vil alle være sikre på, at al dokumentation er i orden, og derfor bliver alt beskrevet ned til mindste detalje. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den del af det.«
»Men omvendt har systematiseringen også medført en masse positive ting. Du oplevede selv, at da vi var oppe på Orange Scene med fotografen for lidt siden, så fulgte vi reglementerne på en byggeplads. Derfor skulle vi have tilladelse til at komme ind på det afspærrede område. Hvis der havde været arbejdere i gang, skulle vi også have haft hjelme og støvler på. Der er kommet fokus på en masse ting, vi ikke værdigede så mange tanker før.«
Efter ulykken var der meget snak om, at festivalen helt skulle stoppe. Hvad tænkte du selv?
»Jamen ... det værst tænkelige havde været, at man ikke længere kunne se koncerter, som man altid har gjort. Efter den store stadionulykke på Heysel i 1985 blev alle fodboldtilhængere sat ned til fodboldkampe. Det, tror jeg, havde været katastrofalt for musikkulturen, hvis man skulle sidde ned til rock- eller hiphop-koncerter.«
»Det kunne jeg se som en skrækvision, og vi lever jo i dag i en verden, hvor enkeltsager har en enorm betydning. Det er meget farligt. Personligt har jeg prøvet at forholde mig til hændelsen i 2000 som en ulykke. Man bør ikke sætte alt i stå på grund af en ulykke. En trafikulykke indstiller heller ikke bilismen.«
Om to uger drager Esben Danielsen til Värmland i Sverige for at besøge Arvika-festivalen. Den overvejende indie-fokuserede happening over tre dage har opbygget sig et ry, som Roskilde Festival bliver nødt til at tjekke nærmere ud, mener han: »Jeg hører, den bliver mere og mere spændende. Efter sigende udfordrer den ligefrem ultrafede Hultsfred, som ellers er Sveriges bedste.«
»Den slags konkurrence skal vi også have noget af herhjemme,« mener talsmanden.
Hvad synes du, om den danske festivalscene efter Midtfyns kollaps?
»Jeg synes, vi mangler noget. Jeg har selv spillet med mit daværende band på Midtfyns, og der er i det hele taget masser af dansk musik, som savner gode platforme at komme frem på. Her havde Midtfyn en berettigelse. Vi mangler også en festival, som tager de store navne op.«
»Det er jo ikke alle, der har lyst til at gå ud og få genopdaget verden, som vi satser på at gøre med Roskilde. Skanderborg har godt nok fået et flerfacetteret program, men jeg tror alligevel, at man satser på en lidt ældre målgruppe derovre.«
Hvad med en festival mere à la Roskilde. Én, der også provokerer og tager ansvar?
»Det ville være fedt. Det tager bare lang tid at bygge op. Sådan et foretagende kommer ikke op at stå fra det ene år til det andet. Det kræver kreativitet. Det mest udtalte lige nu er den såkaldte Horsens-model, som alle vil kopiere, fordi byen har lokket en masse imponerende navne til. Hvad fanden? Skal man ikke lade den blive i Horsens og så opfinde Silkeborg-modellen i stedet?«
Hvor mange oplevelser når du selv at få på en typisk festival?
»Jeg synes faktisk, jeg får mange. Man kan sige, at mit behov for oplevelser ændrer sig. Forleden prøvede jeg at tælle, hvor mange koncerter jeg har været med til at lave. Det blev til ca. 1.500 i spillestedsregi når man ikke tæller Roskilde Festival med.«
»Og undervejs er jeg blevet til en nørd, der ser musikken i et vist tidsrum, og det er afgjort ikke hele koncerten, jeg får med. Ofte ikke engang første sæt. I stedet får jeg så lyst til alt muligt andet rundt omkring koncerten. Så oplevelsen er for mig lige så meget, at jeg får lov til at være med til at skabe. Dér får jeg mange oplevelser. Det er med andre ord noget andet end musikken, der fascinerer mig.«
»Da jeg var inde og se Alicia Keys på Det Kongelige Teater her forleden, var det eksempelvis intimiteten i det mørke rum, der fascinerende mig. Jeg sad og tænkte på nogle helt andre ting end selve koncerten, men musikken var selvfølgelig med.«
