Læsetid: 11 min.

Du bli’r, hvad du spiser

Hvad sker der, hvis man spiser hos McDonald’s i en hel måned, morgen, middag og aften? Det spørgsmål stillede filminstruktøren Morgan Spurlock sig selv, og svaret kommer nu i form af dokumentarfilmen ’Super Size Me’, et humoristisk, men alvorligt ment forsøg på at vise, hvor usund og farlig fast food egentlig er
15. juli 2004

Interview - Dokumentar: Under de gyldne buer
Halvvejs inde i min halve time med den amerikanske filminstruktør Morgan Spurlock begynder han pludselig at citere Mary Poppins.
»A spoonful of sugar makes the medicine go down,« småsynger Spurlock – »hvad man så end kan gøre for at gøre et problem mere spiseligt.«
Spurlock er i Danmark for at tale om sin nye film, Super Size Me, et humoristisk, men alvorlig ment forsøg på at vise, hvor usund og farlig fast food egentlig er, og jeg har spurgt til balancen mellem humor og budskab.
»Jeg mener, at komedie virker på alt,« siger Spurlock, en energisk, meget talende mand midt i 30’erne, og drejer samtalen ind på Michael Moore.
»Han er god til på en let måde at behandle meget seriøse emner. Det er, ligesom Mary Poppins synger. Pludselig er det ikke længere så stort et problem, men en sød lille ting. Og så bider det én. Og det er godt. Det er en del af baggrunden for hans succes.«
Nu er det også en del af baggrunden for Morgan Spurlocks succes. Super Size Me blev første gang blev vist på Robert Redfords filmfestival i Sundance i januar i år, og interessen for filmen er bare vokset. Siden premieren den 7. maj i USA har den indtjent 10 millioner dollar og er blevet solgt til biografdistribution verden over.
Selv set i lyset af den enorme succes, som Michael Moore har oplevet i de seneste uger med Fahrenheit 9/11, er det virkelig flot for en dokumentarfilm. Ikke mindst en dokumentarfilm, der har noget på hjerte, og det understreger kun, at der findes et stort publikum til samfundsdebatterende film.

Morgan Spurlock synes også at være en meget glad mand, der kan se tilbage på et utroligt år med resultatet af det, han i pressematerialet betegner som en »virkelig god, dårlig idé.« Udgangspunktet for Super Size Me var, at Spurlock satte sig selv på en streng diæt af McDonald’s-mad, morgen, middag og aften, i en hel måned og filmede forløbet.
Det er blevet til en ofte morsom, men indimellem også dybt ubehagelig film, der med hjælp fra hele tre læger og en diætist følger Spurlocks forvandling fra en sund, ung mand til en 11 kilo tungere, syg og deprimeret mand med en lever som foie gras.
Sideløbende sætter filmen fokus på amerikanernes lidt for begejstrede forhold til fast food, den fedmeepidemi, der har ramt landet i de senere år og den alt andet end sunde mad, som amerikanske skolebørn får serveret på deres skoler og dermed opdrages til at spise.
Men først måtte Spurlock finde et menneske, der kunne påtage sig rollen som prøveklud, og som han siger, »jeg ikke kunne bede en anden om at gøre noget, jeg ikke selv var villig til at gøre. Jeg kunne ikke bede nogen om at sætte sig i denne situation og spise den slags mad i en måned. Vi havde heller ikke råd til at hyre nogen. Vi lavede filmen for meget få penge, 65.000 dollar, og når man gør det, begynder man automatisk at lede efter andre måder at gøre tingene på.«
Samtidig afhang projektets succes og troværdighed af, at Spurlock kunne stole på, at forsøgspersonen ikke snød og spiste grøntsager eller tog sig en tur på løbebåndet, når kameraet ikke var i nærheden.
»Jeg kunne ikke garantere, at det ikke ville ske med et andet menneske, men jeg kunne garantere, at det ikke ville ske med mig selvÇ« siger han.
Filmen får en ekstra menneskelig og humoristisk dimension af, at Spurlocks kæreste er veganerkok og indlysende har det meget svært med at se ham mishandle sin krop og sit helbred så voldsomt.

At det lige blev McDonald’s, som måtte holde for i filmen, forklarer Spurlock med, at kæden ikke blot er den største fast food-kæde i verden og dermed et symbol på en trend, men »også dem, som alle andre i branchen efterligner i deres forretningsstrategier. Alle gør, hvad de gør. De fandt på super size-ing, alle andre finder på super size-ing. De fandt på Chicken McNuggets, alle andre finder på Chicken McNuggets. Jeg valgte det firma, som efter min mening hurtigst kunne iværksætte forandringer i hele branchen.«
Og faktisk har McDonald’s lavet om på et par ting efter Super Size Me’s premiere. Blandt andet har de afskaffet deres super size-menuer, der efter danske standarder er grotesk store, og de har indført et såkaldt ’Go Active! Adult Happy Meal’, der består af en flaske vand, en salat, en skridttæller og en lille bog, der fortæller én, hvordan man skal dyrke motion.
McDonald’s afviser, at det har med Spurlocks film at gøre, mens Spurlock selv bare er »utroligt forbavset over alle de sammentræf. Et andet forbløffende sammentræf, som, de siger, ikke har med filmen at gøre: To uger, før jeg tog til Europa med Super Size Me, annoncerede McDonald’s, at Ronald McDonald snart udsender en træningsvideo.«
McDonald’s har også en god grund til at være bange. Ifølge Super Size Me betjener kæden mere end 46 millioner mennesker om dagen verden over. Det er mange burgere, og det er mange penge. McDonald’s har simpelthen ikke råd til, at kunderne vender sig mod dem.

Morgan Spurlock og filmholdet i alt optog 250 timers råmateriale med hans egen madindtagelser og lægebesøg som en slags rygrad i projektet.
»De fleste dokumentarfilm bliver opdaget i klipperummet, når man begynder at samle puslespillet,« siger han. »Jeg havde en idé om, hvad jeg ville dække, men vi vidste ikke, hvor vi ville ende. Vi havde en træklods på 250 kilo, som vi begyndte at trimme. Et eller andet sted derinde findes en skulptur, men hvor? Det er ligesom da Vinci eller Michelangelo. Man begynder at hakke i blokken og leder efter skønheden. Efterhånden får man så øje på filmen, plottet og de karakterer, der understøtter den bue, som historien foretager.«
Der var dog en række strukturelle, tematiske og visuelle greb, som Spurlock ville sikre sig fra begyndelsen.
»Jeg ville have, at filmen skulle være morsom, underholdende,« siger han og når frem til Mary Poppins.
»Super Size Me er lige så meget en komedie, som det er en dokumentar. Den handler om noget skræmmende, men på en sjov måde. Ved at lave en komedie får vi folk til at sænke paraderne. De griner og har det godt, og uden at vide det, bliver de modtagelige over for al denne information.«
»Jeg fortæller ikke folk, hvad de skal gøre. Det er vigtigt, fordi ingen af os er interesseret i at få at vide, hvad vi skal gøre, eller overvære en prædiken eller en forelæsning. Publikum skal forlade biografen og selv finde ud af, hvad de synes. Det er i mine øjne de bedste film. Dem, hvor man stadig tænker over dem på vejen hjem eller flere dage senere,« siger han. »Det var også vigtigt at hive filmen ud af videoverdenen. Fordi vi optog den på video, brugte jeg animation, både små tegnefilm og grafiske animationer, elementer, der giver filmen mere tekstur og dybde.«

Samtidig var det afgørende, at Super Size Me fremstod som en saglig og troværdig film.
»Tricket er at give potentielle modstandere af filmen så lidt ammunition som muligt,« siger Spurlock, der brugte megen tid på at læse lovbøger og sikre sig, at alt, hvad der bliver sagt i filmen, bakkes op af retsdokumenter, artikler og nyhedshistorier. Alt, hvad han var usikker på, blev klippet ud.
»Det er svært at tilbagevise sandheden. Man kan ikke diskutere med fakta, og så længe man skaber sig et fundament af fakta, så har man noget solidt at stå på. Det var mit mål fra starten og en af grundene til, at jeg ville have tre læger. Med én læge er det for nemt at sige ’inhabil’ eller ’medicinsk partiskhed’. Man kan ikke argumentere mod tre læger, der arbejder uafhængigt af hinanden, ikke taler sammen, tager deres egne blodprøver og sender dem til tre forskellige laboratorier.«
»Man kan sige, hvad man vil om mig, men jeg er ikke en god nok skuespiller til at kunne spille leversvigt.«
På spørgsmålet om målet helliger midlerne, svarer Spurlock, at det ved han ikke.
»Jeg blev virkelig syg og var heldig, at der ikke skete noget slemt. Jeg tog en risiko. Ville jeg gøre det igen, hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu om, hvad der skete og kunne være sket? Det kan jeg ikke svare på. Men da vi var midt i at optage filmen, havde jeg forpligtet mig til at gøre alt, hvad jeg kunne for at sikre mig, at filmen blev færdig, og at jeg blev på stien.«

Super Size Me handler også om det ansvar, som forbrugerne har for at sørge for at spise ordentligt, og det ansvar, firmaer som McDonald’s har for at servere ordentlig mad. På et tidspunkt i filmen interviewer Spurlock en fransk kvinde, der synes, at det er fjollet, at amerikanerne tror, at de kan løse alle problemer ved at sagsøge hinanden. Som f.eks. de to teenagepiger, der sagsøgte McDonald’s for at have gjort dem overvægtige og syge.
»Det er en balance,« siger Morgan Spurlock, der selv er fortaler for det personlige ansvar.
»Jeg er ikke et proceslystent menne-ske. Jeg kører på cykel over alt i New York, men i New York har vi ikke cykelstier, som I har i Europa. Vi kører rundt midt i trafikken, og jeg er blevet ramt af mange forskellige ting, taxier, busser, andre cykler. Og jeg er sikker på, at hvis en eller anden ambulancejæger havde givet mig sit kort, så kunne jeg være gået rettens vej og have tjent en masse penge. Men jeg tror på, at vi er nødt til at påtage os et ansvar for vores handlinger.«
»I begyndelsen spørger vi om, hvor man trækker grænsen mellem virksomhedernes ansvar og det personlige ansvar. Hvor går den grænse? Det, der er sket, er, at alle peger fingre. Alle vil gerne skyde skylden på nogen andre, især i Amerika. Alt er de andres fejl og problemer. Ingen vil indrømme noget som helst.«
»Og det er vi nødt til. Forældre, lærere, enkeltpersoner, virksomheder – vi er nødt til at mødes et eller andet sted halvvejs på denne dobbeltrettede gade for virkelig at få vendt udviklingen. Vi kan ikke blive ved med at skyde skylden på hinanden.«
Omvendt, påpeger Spurlock, har vi i tilfældet McDonald’s at gøre med en gigantisk madproducent, som »ikke kan blive ved med at sige, at ’det er din egen fejl. Det er ikke vores fejl, at vi henvender os til børn og har legepladser og legetøj og alt det sukkerholdige, fede mad med koffein og salt. Det er helt klart din egen fejl.’ Jeg køber den ikke, og jeg mener, at de spiller en stor rolle.«

De to piger, der sagsøgte McDonald’s tabte sagen, og den amerikanske kongres har siden vedtaget sundhedsresolution 336, også kaldet The Cheeseburger Bill, loven om personligt ansvar for madindtagelse. Den gør det ulovligt for privatpersoner at sagsøge en madproducent for at gøre én fed eller syg.
»Hvorfor har vi brug for denne lov,« spørger Morgan Spurlock.
»Alle sagsanlæg mod madproducenter er alligevel blevet afvist af dommeren. Hvorfor finder politikerne det nødvendigt at lave en lov, der skal beskytte virksomhederne, medmindre virksomhederne har noget at skjule? Tobaksindustrien sagde, ’nej, man bliver ikke afhængig af vores produkter. Nej, vi har ikke tilsat afhængighedsskabende midler. Nej, vores produkter forårsager ikke kræft og den slags sygdomme. Vores produkter er helt i orden.’ De løj forbrugerne lige op i ansigtet.«
»Spørgsmålet er nu, om madproducenterne lyver. Ved de noget om det, de putter i maden, som vi ikke ved? Jeg ved det ikke, men kommer det frem, at det gør de, så sker der ting og sager, tro mig. Men hvis de ikke har noget at skjule, hvorfor har de så brug for denne lov? Lovgiverne siger, at det skyldes, at disse sagsanlæg er ligegyldige, og vi er nødt til at holde ligegyldige sagsanlæg ude af retssalene. Men der anlægges ligegyldige sager hver dag mod alle mulige forskellige mennesker, så hvorfor pludselig beskytte lige denne gruppe mennesker?«

Ligesom Michael Moore mener Morgan Spurlock, at det er vigtigt, at der findes folk, som er kritiske over for det bestående.
»Jeg elsker tanken om, at Michael Moore eksisterer. I Amerika har vi længe været selvtilfredse og bare affundet os med tingenes tilstand. Nu kommer der en række dokumentarfilm, som stiller spørgsmål. Fra Fahrenheit 9/11 til Control Room, til The Corporation til The Yes Men. Det er film, som ryster træerne, og det er der behov for.«
Hvem bestemmer sandheden, spørger Spurlock polemisk og svarer selv:
»Vi bliver fodret med sandheden hver dag på tv, men i Amerika er den sandhed filtreret gennem de medievirksomheder, der ejer tv-stationerne, og de annoncører, der annoncerer på tv-stationerne. Hvor megen sandhed får man så, når det kommer til stykket?«
Siden han var barn, har Spurlock troet på filmmediets evne til at forandre verden og inspirere til forandring.
»Hele tanken om, at en eller anden spiser McDonald’s-mad i en måned, er så latterlig, at det vækker folks nysgerrighed,« siger han.
»Det er en god krog for en film, og det har været medvirkende til at gøre Super Size Me så populær. Hvis det bare var en film om en mand, der spiser hos McDonald’s i en måned – gudfaderbevares, det ville være en forfærdelig kedelig film. Men folk ser Super Size Me, finder ud af, at den er så meget mere, og bliver inspireret og berørt af, hvad de har set.«
»Jeg har fået emails fra folk, der har set filmen og forlader biografen og siger, ’jeg er nødt til at passe bedre på mig selv og være varsom med, hvad jeg spiser, og hvordan jeg lever. Jeg skal være et bedre forbillede for mine børn. jeg skal oftere lave mad derhjemme. Jeg går ned på mine børns skole på mandag for at se, hvad fanden de egentlig giver dem at spise, fordi det aner jeg ikke.’«

*Super Size Me har premiere i morgen og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu