Læsetid: 6 min.

Blot til lyst

I ferietiden vender Intermetzo sig traditionen tro fra det døgn- og tidsaktuelle for at kigge indad – denne weekend mod læselysten og bøgerne, hvori hele fortidens sjæl siges at ligge
10. juli 2004

Intermetzo
Kun distraherende småting som boligens fysiske rammer, livets længde, førligheden og økonomien sætter grænser for bøgernes antal i den bogligt orienteredes tilværelse. Den boglige person ophører ikke uden videre med at anskaffe sig bøger eller mener nogen sinde at have fået tilstrækkeligt af dem. Det skulle være, fordi livet ikke mere er værd at leve, at bognørden ønsker at stå af, lukke det sidste bind og smide bogmærket væk. Ellers fortsætter anskaffelsen af bøger på linje med at man jo heller ikke normalt giver afkald på livet og erindringen. Ikke frivilligt.
Der er bogsamlere og bogsamlere og bogsamlere. Den første kategori er dem, der samler, som om bøgerne var sjældne insekter eller kostbare frimærker fra fjerne egne. Den slags bogsamlere går på bogauktioner, opsøger hemmelige adresser i skumle centraleuropæiske byer eller deltager i broderskabsforeningers møder, hvor bogen står i centrum. Disse mennesker beskæftiger sig nødigt med andet end bøger. De viger ikke tilbage fra endog betydelige personlige ofre for at erhverve en særlig vigtig bog for at supplere deres samling med henblik på at gøre den fuldendt. Heri består lidenskaben: Det sidste hul i reolen, hvor lakunen i samlingen står og gaber nat og dag, må og skal fyldes ud. Sker det, er samlerens berettigelse imidlertid forduftet, hvilket bogsamleren af denne kategori for længst har indset og derfor udbreder sit samlerfelt til beslægtede eller tilgrænsende emner. Igen som frimærkesamleren der en skønne dag har erhvervet det sidste hidtil uopnåelige mærke fra Maldiverne og går videre i sin jagt til de nærmeste øgrupper – og overlever.
Samlingen indebærer ikke nødvendigvis at samleren også læser bøgerne; det er ikke derfor han samler. For nu at se bort fra de rene spekulanter, samler samleren for at samle, ikke for at spekulere eller tjene penge og bytter kun for at få noget endnu mere centralt til samlingen. Men i og for sig er det et tilfælde eller miljøbestemt at objektet er sjældne bøger. Så er der bogsamleren der samler på specielle emner eller særlige forfattere for at blive klogere på emnerne, som de vil vide alt om. De er perfektionister i viden om ålens vandring, åbninger i skak, Schopenhauers infinitiver, tidligere danske skatteministres kreative bogføring og grove vildledning af Folketinget, revl og krat. Deres viden er formidabel, eller kan være det. Den type samler, som ofte ingen faglig forankring har i emnerne, men er glad amatør, kender enhver skribent eller deltager i den offentlige diskussion. De er der som et søm, såfremt man blot vakler et øjeblik eller tøver over for en af de kendsgerninger, samleren takket være samling og ophobet viden mener at indehave patent på. Er man så uforsigtig at nuancere eller omdefinere eller erklære sig tvivlende over for et begreb eller en idé, som på en eller anden måde er indeholdt i samlingen og dermed det selvudråbte vidensmonopol, er fanden løs. Man må bagefter bestormet af vrede henvendelser, som regel skriftligt over mange sider, uger eller måneder igennem diskutere med hele biblioteker som modstander. Bøger er åndens blodkar, sagde Thomas Mann. Men et blodkar kan som bekendt få en prop eller blodet sive ud og beskadige det omliggende eventuelt tankebærende væv. Så kan det godt være, som en anden klog mand engang har sagt, at når en bog og et hoved støder hårdt sammen, og det lyder hult, at det er hovedet der bærer skylden. Som Thoreau bemærkede, er det ikke alle bøger, der er så kedsommelige som deres læsere. Det var grimt sagt, men ikke en ukendt iagttagelse for den, der selv gerne ser egne skriftlige frembringelserne sikkert anbragt i fremmede reoler.

Endelig, i denne utilstedeligt overfladiske kategorisering af bogsamlere, findes så endelig den tredje og rigtige slags: den gode bogsamler der har forstået det hele, meningen med bøger, og som pudsigt nok falder sammen med klummistens forestilling om den ideelle bogsamler for ikke at sige klummisten selv. Her er det bøgerne for bøgernes egen skyld: for indholdet og læsningen. Kan det være mere prægtigt! Voltaire mente, at bøgernes mangfoldighed var tilbøjelig til at gøre menneskene uvidende. I betragtning af at de fleste bogsamlinger dengang var betydeligt mindre omfangsrige end et blot gennemsnitligt bogmenneskes modsvarende samling i vore dage, må uvidenheden nu være tilsvarende betragtelig i forhold til det gamle oplysningsfyrtårns tidsalder.

Hvad bøgerne i øvrigt tjener til er ikke sådan at få styr på. Joseph Conrad var af den opfattelse, at kun en slags bøger nogen sinde har forøget lykken her på jorden, nemlig kogebøgerne, mens Disraeli skelnede mellem bøger, der holdt ham vågen om natten, og bøger der fik ham til at falde i søvn. Han var ikke ganske afklaret i spørgsmålet om, hvilken kategori der gav ham det største udbytte. For Cicero, hvis bogsamling jo bestod af ruller, var en stor samling og en have, dog ikke havebøger, ensbetydende med, at man intet manglede her i livet. Det er jo dybest set noget vrøvl – kun en tåbe frygter ikke haven – men sentensen glider altid ind i aforismesamlingerne, vel fordi det er Cicero. Noget andet er, at den store orator også sagde, at et hus uden bøger er som et legeme uden sjæl. Det er til gengæld meget klogt.
En stor bogsamling vil næsten uundgåeligt være karakteriseret af, at der er flere bind, afhængig naturligvis af samlingens omfang, ejeren ikke har læst og sikkert heller aldrig vil få læst. Samuel Johnson mente at de bøger folk forærer én, ofte bliver stående urørte. Det kommer jo an på så meget.

Bøger skal afspejle en værdi af en eller anden art. Dyne-Larsen udsendte, som nogen vil vide, sine erindringer som gratis tryksag til hele Danmarks befolkning. De fleste har sikkert smidt bogen væk, fordi den var gratis. Det er synd, for den er ret interessant og også ret god. Det er meget bedre at sælge bøgerne omend blot til lavpris, sagde Johnson, så stiger læselysten. Dertil kommer det forhold, som man med Victor Hugo skal være opmærksom på, at de bøger man ejer, men som man ikke læser, udgør det mest mistænkelige vidnesbyrd mod én. Den sag ønskede Luther at overkomme ved at begrænse bøgernes antal. Man kender ligesom sangen, hver gang en person der ikke selv skriver bøger, mener at der nu er skrevet for mange igen. Som om det ypperlige ikke netop er afhængig af den omgivende virkelighed, som altså også kan være mangfoldigheden, og som Luther fandt var et onde, når det gjaldt bøger, han ikke selv leverede. Ligesom Jacob Paludan sagde at skrivekløe kunne gå over i skrivekrampe, kaldte Luther fænomenet grænseløs og umådelig skrivefeber og harcelerede over, at »alle ønsker at være forfatter, nogle ud fra forfængelighed efter at erhverve berømmelse og skabe sig et navn, andre for mammons og fortjenestens skyld«. Det kan man jo sagtens sige, når man selv sidder på flæsket, skriver bøger som en besat, skovler penge ind og bliver lige så berømt som Jesus. Besværingen er lige så gedigent vås som Ciceros havesnak og antyder Luthers tvivlsomme karakter, hans diktatoriske ambitioner og intolerance over for andre. Man kan forestille sig, hvad den gamle antisemit ville have sagt, hvis det var jøder der skrev de mange bøger. Men det var måske også dem han i første række havde i sine omsorgsfulde tanker. I forlængelse af Ciceros hus- og sjælecitat siger Thomas Carlyle, at i bøgerne ligger hele fortidens sjæl. Og dette er kernen i den tredje bogsamlerkategoris opfattelse, idet bøgerne også i en eller anden forstand udgør dele af ens egen bevidsthed: Man kan også sige, at de udgør væsentlige sider af ens hukommelse, hvilket ikke er det samme som at sige, at de er selve den menneskelige hukommelse, eftersom dette ville betyde, at folk, der ingen bøger har, heller ikke har hukommelse eller husker noget, og det er jo ikke rigtigt. Men for boglæseren glider bogen ind som komponenterne i den kunstige hjerne HAL hos Stanley Kubrick i Rumrejsen 2001. At hive bøger ud af reolen og eventuelt smide dem væk eller sælge dem, bare fordi de kun står der som fjerne minder om noget engang, er lidt det samme, som når den overlevende af astronauterne demonterer HAL’s hukommelse. Til sidst, da der ikke er flere komponenter, bøger, bliver hjernen som et lallende barn: »Mary had a little lamb«, synger den. Og så kan man jo lige så godt begynde at se tv igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her