Læsetid: 6 min.

Blot til lyst

Glæden er den eneste betingelse for glæden ved glæden. De næste fire intermetzi vil i ferietiden vende sig fra det døgn- og tidsaktuelle og traditionen tro kigge indad, hvor lysten til værket drives og trives
3. juli 2004

Intermetzo
Radioens p1, dengang den stod i sit fulde flor og ikke som nu under generaldirektør Nissen og radiodirektør Lønsmann nærmer sig sin ruin, kaldte engang en fornøjelig og ofte kvalitativt højprofileret serie: »Glæden ved«. Den fortrinlige radiomand Jørgen Johansen redigerede i lang tid denne rubrik, der tog alle tænkelige glæder op og lod de glade ved glæderne fortælle og glæde andre og gjorde derved endnu flere glade. Man kunne for så vidt indskrænke sig til at repetere disse glæder, der for manges vedkommende var almene beskæftigelser og velkendte fænomener i hverdagen. De udvalgte emner fremhævedes blot og uddybedes mere eller mindre sagligt til lejligheden. Mulighederne er som sagt legio. Man kan glæde sig ved at drikke årgangsrødvin i malkespande a la Brixtofte, ro i selvbygget konebåd på Damhussøen, dyrke roser uden torne, sy stramaj med bind for øjnene, pode æbler på solbærbuske, ryge Havana-cigarer rullet på negressers inderlår, samle på elskerinder og grønlandske frimærker på samme tid, tælle kommaer hos Kierkegaard, stå på ski uden stave, eller opregne de gange denne klumme har nævnt at Anders Fogh Rasmussen i sin tid måtte gå af som skatteminister fordi han havde bedrevet kreativ bogføring og groft vildledt Folketinget, underforstået – dette er jo meningen med overhovedet at nævne denne pinlige sag – derfor aldrig, aldrig burde have været landets statsminister.
Thi på en sådan bør der ikke kunne sættes en plet. Kun fantasien begrænser glædernes frydefulde idræt, blot glæden, den ægte og uforfalskede er til stede. . Læseren kan her måske finde en drivrem til egen fornøjelse i en række forhåbningsfulde glædestrålende iagttagelser af glæden. Hvem ved ...

At tegne er for eksempel en glæde. Kan være en glæde. Trangen er i nogen grad medfødt, men også miljøbestemt. At tegne ligger i forlængelse af en aristotelisk livsopfattelse, man kan også sige empirisk. Iagttageren skal kunne skildre, hvad han ser. Man må samle vidnesbyrd, såfremt man da dyrker den genre: At tegne hvad man ser. Eller hvad man tror, eller mener man ser. Det sidste er på sin plads at understrege, eftersom tegning er tolkning, hvis det da ikke ligefrem er den tekniske tegner, der har nøje pålæg om at overholde tal og mål og undgå alle personlige raptusser.
Men vi andre, hvad enten det er Rembrandt med koldnålen eller amatøren med blokken på knæene og blyantspidsen i øjenhøjde, giver hvert vort tolkede bidrag på virkeligheden i forsøget på at gengive denne så tro mod iagttagelsen som muligt og uden at efterligne andre alt for meget. Ellers er det snyd.
At tegne er en livsform. Kan være det. Denne skribent ville ikke være sig selv uden at tegne og tegner derfor flere gange om dagen. Ikke en nations fødsel det var synd at sige, men former, ansigter, arabesker. Kunst? Næppe. En drivkraft bag beskæftigelsen stammer fra fædrenearven, i slægten befandt flere sig fornøjet og i tryghed med blok og blyant. At tegne er at udfylde papir samt tid i en fælles dimension. Man tegner i og for sig i og med motivet en tidskapsel, som ved gensynet også år senere bringer én tilbage lige netop hvor det var, hvordan det føltes, hvordan der lugtede, hvem man var med og hvorfor. Langt mere end det flade fotografi som oven i købet nu stemples bagpå digitalt som en indrømmelse af mediets korttidshukommelse, eller måske bedre manglende dybde og fordybelse.
Dette hænger selvfølgelig sammen med at fotografiet tages hurtigere end en flue kan nå at registrere fluesmækkeren, mens på den anden side tegningen tager tid. Selv skitsens skabelsesøjeblik – bortset fra Picasso og den slags – er en beskæftigelse af en vis tidsmæssig udstrækning. Ganske vist bliver amatøren stædigt ved med at bilde sig ind, at han kan overkomme det umulige, mens madame pudrer næse. Med udsigt til domkirken i Siena eller købmandens hus i Pardo – hvem kan da
ikke med rette remedier nedfælde renæssancen i én streg? Ja, det kan man jo så heller ikke, det bliver aldrig helt som det var tænkt og konciperet i det indre. Men trøsten er, at det var det sikkert heller ikke for Leonardo. Også han har måttet erkende talentets begrænsninger, omend fra et noget andet udgangspunkt.

Apropos remedierne. De er vigtige for alle tegningers succes. Hvad hjælper inspiration og talent, hvis man ikke har nogen blyant? Tuschpennen er for denne udøver et must. Pennen er en rørpen. Det vil sige adskillige rørpenne af forskellig tykkelse. Den tyndeste sølle 0.10, den fedeste 0.35.
Heller ikke ret meget, hvilket viser sig ved at disse (dyre) penne med guldspids lider under kroniske tilstopninger, som af og til kunne få en til at foreslå fabrikanten indlagt by-pass. Nu må man selv klare operationen ved at stikke den minimale spids i formunden, skabe undertryk i systemet og suge, til det svimler. Så kommer der af og til, men ikke altid, luft. Og heller ikke hver gang tusch. Men når dette sker, og det er faktisk meningen, bør man straks herefter opsøge nærmeste badeværelse.
Åbner man nemlig munden uden denne foranstaltning, chokeres de pårørende og tror man har pådraget sig den sorte død i mundhulen. Virker pennene, er disse – alt afhængigt selvfølgelig af papirkvaliteten – i stand til at frembringe, nå ja, måske ikke det utrolige, så dog det rimelige. Nå, måske heller ikke det rimelige, så dog hvad man for sin egen del og inden for visse grænser og med mange forbehold kan acceptere.
Denne form for tuschtegning på specielt fremstillet let riflet spiralblokskitsepapir – hvoraf er anskaffet et ganske velvoksent lager i brune papkasser og i hvert fald tilstrækkeligt til i papirforbrug at modsvare lægevidenskabens gyldne løfter om, at vi snart kan se frem til blive 180 – suppleres gerne med farver. Altid to slags: tør- og våd. Med andre ord enten farveblyanter i udvalg i et lille aflangt etui , eller akvarel i transportabel farvelade med egen indbygget vandtank, hvilket så atter fordrer en helt anden slags fæste, nemlig akvarelpapir.
Den lille farvelade er et unikum i sortlakeret helmetal, en typisk britisk frembringelse, som var en selvfølge i Harrods, på Strand og Charing Cross før i tiden, men som vistnok ikke mere kan skaffes for penge (og i så fald kun i kunststof): Windsor & Newton om man må bede, med et forsølvet skilt til det udødelige firmanavn, alle farvers moder, svejset fast i rillen til den lille mårhårspensel. Indretningen er forunderlig. Vandtanken findes i bunden af farveladen, der måler to gange seks gange ni centimeter. Ind i denne minimale men dog til formålet volumniøse tank hældes vandet forsigtigt gennem en messingstuds med do skrueprop. Et aftageligt låg, udformet som farveladens ene ende afslutter konstruktionen. Dette låg bruges som åben vandtank, idet man fra den lukkede ditto hælder vandet, eller ryster det ned i låget.
Nu og da kan det have sine vanskeligheder at blive det forurende vand kvit. Man kan jo ikke bare hælde det ud på gulvet hos pæne folk eller på dugen i den tre-stjernede i la France eller Italy. Altså må man udvikle strategier til at bortskaffe sit akvarelvand. Potteplanter er det bedste, men på den anden side bør man ikke seriøst opsøge restauranter med potteplanter på bordet. I yderste nød må man drikke vandet, lade som om det er en udsøgt nydelse og håbe på at Windsor & Newton fortsat opretholder traditionen for natur- og giftfri farver.
Endelig kommer opbevaringen af tegningerne, som jo i årenes løb hober sig op. Store bøger hvori de enkelte emner efter årstal eller rejsernes destination indklæbes kan være en løsning, hvis de ikke skal ligge upåagtede hen i de utilgængelige uoverskuelige spiralblokke. Heri har man så også den ultimative mulighed for at påtvinge andre disse værker. Selv rå personer med et stærkt immunforsvar har vanskeligt ved at undslå sig for i det mindste at kaste et blik i sagerne, når man uden hæmninger lægger dem frem på passende stikord.
»Vi har lige været i Rom.«
– Det var da pudsigt, tænk jeg har netop nogle tegninger derfra.
Og så slipper de ikke. Dette er en meget stor del af glæden og blot til lyst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu