Læsetid: 2 min.

Bush vil ikke være en kønsdel

Berømtheder som Whoopi Goldberg har gjort tykt nar ad George W. Bush ved en fundraising i New York. Bush er vred – men burde måske være taknemmelig
20. juli 2004

Værdier
Et eller andet sted i demokraternes valglejr i USA ligger et videobånd, republikanerne mægtig gerne vil have fingre i. Det er et videobånd, om hvilket man ved, at det viser stjerner som Whoopi Goldberg, Chevy Chase og sangeren John Mellencamp stå på en scene og anklage og latterliggøre George W. Bush.
Man ved, at optagelserne stammer fra en John Kerry-fundraising i New York for et par uger siden, og man er ret sikker på, at videoen viser Kerry (og vicepræsidentkandidat John Edwards) more sig kongeligt over Bushfjendtlige punchlines, der befinder sig et stykke under det sted, der populært opfattes som lavmålet. Scenariet hidser republikanerne op. Men det, der gør dem rasende, er, at demokraterne ikke vil udlevere videobåndet fra den lukkede begivenhed.

Tarvelig røver
Fra diverse journalister, der overværede fundraisingen i New Yorks Radio City Music Hall, ved man dog et par ting eller tre om aftenens forløb.
Musikeren John Mellencamp sang en countrysang:
»Texas Bandito, hvor mange penge har du stukket i lommen i dag?«
»Texas Bandito, han er bare en tarvelig røver, der ofrer vores unge mennesker.«
Komikeren Chevy Chase gjorde grin med præsidentens udtale, idet han gav prøver på, hvordan ord som ’nuclear’ og ’terrorist’ lyder i præsidentens mund. Chase observerede endvidere, at Bush »er lige så intelligent som et æggeur«.
Mest blæst er der måske om komikeren Whoopi Goldberg, som entrerede scenen svingende med en uåbnet vinflaske og drog adskillige paralleller mellem præsidentens efternavn og de kvindelige kønsorganers ydre apparition. Aftenen i Radio City Music Hall sluttede med, at John Kerry meddelte publikum, at »alle de optrædende har her i aften (…) ført jer ind i vort lands hjerte og sjæl«.

Bagslag
Efter rapporterne at dømme kan det diskuteres, om det var malice eller barnlighed, der var i luften den aften. Republikanerne er naturligt nok pikerede over, at George W. Bush blev kaldt en tarvelig røver og sammenlignet med kvindekønnet.
Demokraterne svarer, at Kerry og Edwards ikke syntes om alle udsagnene, men at disse må stå for de optrædendes egen regning. De slår det hen. Men i samme åndedrag nægter de på det stejleste at udlevere videooptagelserne.
John Kerrys kampagneleder, Mary Beth Kahill, skriver i et brev til sin republikanske modpart: »Vi finder jeres raseri over og paparazziagtige besættelse af en fundraising-begivenhed malplaceret.«
Optagelserne vil ikke blive frigivet, fortsætter hun, før Bushregeringen offentliggør en række dokumenter, blandt andet omkring militærets forhørsmetoder i Irak og forløbet op til, at firmaet Halliburton uden konkurrence blev tildelt en masse kontrakter i Irak.
Med andre ord vil optagelserne aldrig nogensinde blive udleveret.
Årsagen er naturligvis, at republikanerne vil benytte dem til at illustrere et og andet om John Kerrys karakter og værdier.
Hvilket de allerede er begyndt på. Ved et valgmøde i Michigan i sidste uge kritiserede Bush således John Kerry for at applaudere berømtheder, der kaldte Bush en løgner og en røver. Han undlod heller ikke at fortælle, at i hans øjne var det lige hér, i Marquette, Michigan, at man kunne finde Amerikas hjerte og sjæl. Ikke i en koncertsal med nogle »Hollywoodentertainere«.
Fundraisingen i New York indbragte for øvrigt i omegnen af 45 millioner kroner, hvilket er rekord. Alligevel er det tvivsomt, om demokraterne vandt eller tabte på det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu