Hvis scenariet for EU-forfatningstraktatens skæbne ved de kommende ratifikationer kan betragtes som en gyser, er spændingen blevet yderligere forstærket ved, at Frankrig har meldt sig blandt de medlemslande, der sender teksten ud til folkeafstemning. Det skete i går, da Jacques Chirac på den franske nationale festdag, Bastilledagen, røbede sin beslutning om folkeafstemning.
Det var en passende heroisk og revolutionær baggrund for at meddele en beslutning, der givetvis har kostet Chirac svære overvejelser, inden han har mobiliseret det fornødne mod. Længe efter at andre lande havde erklæret sig for folkeafstemning, nægtede Chirac stadig at tage stilling og kredsede som katten om den varme grød.
I tilfælde af et nej ved en af folkeafstemningerne, er virkningen den samme for Europa, ligegyldigt i hvilket land det sker traktaten falder. Men et britisk eller fransk nej ville unægtelig have en sværvægter-karakter, som et dansk nej (det er vi så vant til) ikke kan hamle op med.
Risikoen for EU er, at man i tilfælde af et nej må vakle videre på grundlag af den dårlige funktionsmodel fra Nice-traktaten. Et mindre konkret problem, så at sige af teologisk karakter, er, at et langsommeligt udarbejdet dokument proppet med bekendelser til diverse principper men ikke en forfatning, da kun en stat kan have en sådan falder på gulvet.
Men for den enkelte regering er der en intern risiko ved hver folkeafstemning. En regering (og i det franske tilfælde en præsident), der taber en folkeafstemning, d.v.s. får et nej fra vælgerne efter have kastet sig ud i kampagnen på ja-siden, står med et mistillidsvotum fra vælgerne.
Da Charles de Gaulle tabte en folkeafstemning i 1969 (om decentralisering m.m.), trådte han tilbage omgående, men Chirac har for længe siden vist, at han ikke har samme format og samme opfattelse af præsidentpostens pligter og ansvar. Alligevel vil resultatet påvirke den indenrigspolitiske situation fundamentalt, og man kan komme til at opleve nye eksempler på, hvordan EU lejlighedsvis destabiliserer det politiske liv i medlemslandene.
Omvendt udsættes EU for en risiko fra helt uvedkommende, indenrigspolitiske mekanismer i medlemslandene. Det er en kendt sag, ikke mindst i Frankrig, at vælgerne ofte svarer på et andet spørgsmål end det stillede. I en række lande, heriblandt Frankrig, resulterede EU-valget i juni først og fremmest i kraftige mistillidserklæringer til upoulære regeringer. Frankrig har ingen valg på dagsordenen fra nu af til 2007, men EU-folkeafstemningen kommer i 2005, og hvis regeringen er lige så upopulær til næste år, som den viste sig at være ved regional-, amtsråds- og EU-valgene i år, hvor regeringspartiet led knusende nederlag, vokser faren for et nej til EU-forfatningstraktaten.
Faren for et nej i Storbrinannien synes dog umiddelbart langt større, og Chirac kan i det mindste gøre sig håb om, at EU-traktaten ikke kommer til at falde alene på grund af et fransk nej. Når han i øvrigt i dag er forholdsvis optimistisk med hensyn til franskmændenes godkendelse af traktaten ellers ville han ikke have vovet folkeafstemningen hænger det sammen med opinionsrapporter, der tyder på en mere positiv holdning til Europa, end man fik indtryk af ved EU-valget, der var præget af lav valgdeltagelse og protest mod regeringen.
Den egentlige debat for eller imod EU-forfatningstraktaten synes først og fremmest at foregå inden for Socialistpartiet, PS, og det har måske afgørende betydning, for PS har ved valgene fornylig hævdet sig som langt det største politiske parti i Frankrig. Det er også her, den ideologiske debat om EU finder sted, og forfatningstraktaten splitter partiet. To mindretalsfraktioner ønsker et nej til traktaten, og partiets næstformand, Laurent Fabius, har fornylig kraftigt antydet, at han støttede denne holdning.
Nej-tilhængerne kritiserer forfatningen som en dogmatisk bekendelse til liberalismen og markedsøkonomien, der rejser principielle hindringer for enhver alternativ, progressiv politik. Men partiformanden,
François Hollande, og flertalsfraktionen går trods kritiske indvendinger ind for et ja, og historisk er PS et pro-europæisk parti til forskel fra de gaullister, som Chirac og regeringspartiet nedstammer fra. EU-valgets resultat tyder på, at EU-modstanderne er på retur, og den største fare for forfatningstraktaten et enormt, ordrigt, akademisk dokument er nok ligegyldighed.
