Læsetid: 2 min.

Cornelis uforløst

Cornelis Vreeswijk stod for både musikhistorisk bevidsthed, anarki og indfølt sørgmunterhed på et meget højt niveau. Det fremgår desværre ikke af den ’Cornelis på Danska’
14. juli 2004

Ny cd
En live-aften med Cornelis Vreeswijk, solo eller med diskret backing, var ofte en længerevarende affære, men aldrig kedelig og altid livsbekræftende.
Derfor er det ekstra trist at opleve den forsigtighed, hvormed producer Peter Abrahamsen i samarbejde med en lang række danske musikere og sangere går til sagen på Cornelis på Danska (jo, det hedder den faktisk, det er også synd).
Ud over sin dybe forankring i en århundredgammel visetradition var Cornelis Vreeswijk på mange måder også en, som de fremragende covernoter udtrykker det »banebrydende pioner« inden for visekunsten. Den hollandsk-fødte næsten svenske Vreeswijk sugede til sig af sit nye hjemlands overvældende visetradition, men anlagde så sandelig også sin egen uformelle, næsten anarkistiske vinkel på sin udformning af kunstarten.
Det er naturligvis meget at skulle leve op til for de mange dygtige folk, der medvirker her, og det lykkes da heller ikke for dem, hvis man tager hele cd’en under ét.

Cornelis uden sjæl
Abrahamsen har om nogen været med til at forny indgangen til og formidlingen af visekunsten i Danmark, ikke mindst via sit arbejde med at sætte folk til at indspille både viser og digte, som man ikke nødvendigvis forbandt dem med, og ofte med fremragende resultater.
Derfor kan det undre, at værket her forekommer så lidt fyldt med sjæl. Måske har respekten for forlægget været for stor, jeg tvivler, ovenstående in mente, men i hvert fald virker slutresultatet meget kattepoteagtigt, og slet ikke som om man har villet noget andet, noget anderledes, finde nye indgange til Vreeswijks sange/melodier/univers.
Her lægges ikke mange alen til noget, og på den baggrund synes det næsten som skønne, spildte kræfter. Det er især ærgerligt, fordi det enkelte steder på cd’en tydeligt høres, at de originale sange uden problemer kan klare en ny-/omfortolkning.

Savner nerve
Men generelt savner jeg den nerve, det respektløse der var/er så afgørende i Vreeswijks musik og foredrag, og jeg er sikker på, han ville sidde – hvor han nu sidder – og elske det, hvis der havde været lidt mere nosser i det her.
Lidt mere af de store modsætninger: smilet/tårerne, glæden/sorgen, livet/døden. Alt det, han selv gav sit liv for.
Vreeswijk stod for indfølt sørgmunterhed på et meget højt niveau, på Cornelis på Danska virker (næsten) det hele så ganske pænt og korrekt.
Jeg savner i den grad indtrykket af, at vi her har at gøre med en nødvendig nyindspilning af Cornelis Vreeswijk. Danske tekster eller ej.

*Cornelis på Danska. Diverse kunstnere. Produceret af Peter Abrahamsen. Exlibris.

*Søndag den 8. august fejres Cornelis Vreeswijks fødselsdag med en hyldestkoncert i Tivolis Glassal. Her vil alle de cd-medvirkende kunstnere stille op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her