Læsetid: 4 min.

Digte og fedtmarmorering

Det er de bøger, hvis udførelse er fremragende, men hvis anliggende er problematisk, der giver læseren problemer
23. juli 2004

Litteratur
Skal man vurdere et litterært værk ud fra dets egne præmisser? Det vil sige: Læse det med hårene og forholde sig til, om det lever op til de forventninger, det selv vækker? Eller bør man forholde sig kritisk og vurderende til bøgernes grundlæggende projekt,
deres anliggende og verdenssyn?
Svaret giver ikke sig selv, problemet til gengæld til at leve med, så længe det er det litterære håndværk, der halter. Det er den anden vej rundt: Fremragende udførsel, problematisk anliggende, der giver os – anmeldere, læsere – kvababbelser. Som eksempel kan man tage Morten Søndergaards nyeste bog. Den hedder Fedtdigte og er skrevet til en udstilling af raderinger, lavet af Christian Lemmerz, udstillet på restaurant Gammel Mønt. Bag udgivelsen står kokken Claus Christensen.
»en lunge driver/ ude i regnen/ liv og/ kun liv/nu som det samme og/ nu som det samme og« – på trods af navnet er der ikke en (fedt)finger at sætte på Søndergaards digte. Tværtimod skærer han ind til benet, og det i både formel og eksistentiel forstand. Det er knappe tekster, gennemstrømmet af en læderet kropslighed. Og kroppen er et rovdyr, forstår man, styret af begær og aggressioner: »fuck poesi/ hjertet er en kødæder/ vi fylder tarmene«.
Læst som en suite er Fedtdigte en hymne til livet, i dets brutale, dyrisk-erotiske virkelighed. Det signalerer livets ærlighed hinsides kulturens konventioner.
Det er up front og lige i fjæset på læseren, uden falbelader og lyriske ornamenter: »med bortvendt ansigt/ muterer livet/ i tidens celler/ det levende kravler/ klitoris gløder/ pikken en søjle«.
Generationsmæssigt placerer man ofte Søndergaard blandt de tidlige 1990’eres kølige digtere. Den betegnelse ville være misvisende her. I stedet skriver han i dialog med en af 1980’erkunstens store navne. Fedtdigte er skrevet til raderinger af Christian Lemmerz, bogen indledes endda med en sådan.
Lemmerz og hans samtidige Michael Kvium bruger ofte kroppen i deres værker, og bruger den som et tegn på det modsatte af modens og musikvideoernes glatte, velsmurte kropsmaskiner. Hos dem (og hos andre af 80’ernes kunstnere) er kroppen tegn et på forfald og kreaturlighed. Og på autenticitet, og – i visse tilfælde – en åbning mod ekstatiske, nærmest religiøse erfaringer.
Det er en mørk livsfilosofi: Kroppens sekreter og generelle materialitet bliver lig med det, der ikke kan passe ind i kulturens billeder, men stadig besidder en dyster energi. Måske er det det, fedtet i Fedtdigte spiller på. I så fald er bogen noget sent ude: I mellemtiden har fedtet (og kroppens sanselighed) fået nye, kulturelle betydninger. I dag signalerer ’fedt’ ikke bare materie, men også de fedtmarmoreringer, Mik Schack taler så begejstret om i sit kultur-kulinariske program Hjemmeservice: Den slags fedt, der løber som små hvide blodårer gennem rigtig gode oksebøffer.

De sidste ti år har en ny sanselighed bredt sig i det kulturelle rum. Den er luksusorienteret og uformel, knyttet til en kulturradikal smagskultur (smag: Kulinarisk såvel som kulturel) og i eksplicit polemik med fastfoodkæder og discountvarer af enhver art. Som dannet menneske er man i krig med den dårlige smag, og det vil pt. sige alt, der hæmmer udfoldelsen af vores liv, forstået som en stadig forfinelse af ekstatisk-sanselige oplevelser.
På to årtier blev 80’ernes primalskrig erstattet af livsnyderens smækken med tungen. Af en vidende begejstring for god vin, håndrøget ål og økologisk honning. Og – vi springer til et andet kropsområde – af et voldsomt fokus på optimeringen af den seksuelle nydelse.
Hvad rager det skift Morten Søndergaards fedtdigte? De gør jo det, de gør, og gør det stærkt og præcist. Men spørgsmålet er forkert stillet: Den nye, kornfede sanselighed rager allerede på Søndergaards digte, og det uanset om han vil det eller ej.
Det er næsten for billigt at pege på, at det er en feinschmecker-restaurant, der står som forlag for Fedtdigte. Men også rent fysisk udgør den »et stykke udsøgt boghåndværk«, som der står i pressemeddelelsen. Luksuriøst 350-grams papir med blanke venstresider, små digte folder sig ud på matte, cremehvide ark. Og den er eksklusiv: Kun 200 eksemplarer, til gengæld koster de 500 kr. stykket. Til gengæld følger der en original Lemmerz-radering med.
Det er som de luksus-madvarer, Claus Meyer, Nikolaj Kirk med videre står bag: Ved konsum signaleres højkulturel, mondæn lækkerhed, overskud i hverdagen og pengepungen. Og det er vel ikke kunstens anliggende?
Som kulturelt symptom antyder Fedtdigte, hvordan 80’ernes ekstatiske kreaturlighed blev opsuget i et nyt årtusinds sanselighed. I det lys får et af bogens bedste digte noget tvetydigt over sig. »gav vi virkelig/ dette fedtsprog liv/ talte vi det/ uden at tænke/ på konsekvenserne,« skriver Søndergaard. Ja, måske. Måske skulle man tale et andet, selv om man taler fedtsproget til et kunstnerisk 13-tal. På den anden side: Kan en kritiker stille den slags krav?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her