Læsetid: 6 min.

Hvis DK var en grøn ost

Guldalder, gentanker, cirkustøj og honette ambitioner
17. juli 2004

Arkitekturnus
Så blev sløret løftet for Dansk Arkitektur Centers bidrag til årets Biennale i Venedig: »RE-THINK denmark / too perfect – 7 new denmarks« lyder mottoet for det ambitiøse projekt, som skal stå parat i starten af september.
Allerede nu tyder noget på, at udspillet nok skal komme til at vække diskussion – måske mere herhjemme end abroad, men alligevel: Skal Grønlands is sælges til tørstende Afrika? – som det foreslås! Og det hjemlige boligmarked effektiviseres og udstrækkes til hele verden? Eller skal dansk landbrug omstilles til produktion af kunstige organer og genmodificerede medicinpræparater? – fra farmland til pharmaland...

Globale boller
Det hele tager udgangspunkt i DAC’s spørgsmål til den internationale
medietænker Bruce Mau: Hvad kan løfte DK’s eksport lige så højt som i sin tid Danish Design? Jamen, svarer Mau, det kan i alt fald ikke en klon af de alt for perfekte danske velfærdsmøbler. Der må andre boller på den globale suppe, og derfor har Bruce Mau spurgt sig selv og seks danske arkitektfirmaer om hvad nu, hvis Danmark satte sig for at... Nulstille energiregningen? Eller blive
Europas nye havn ved Femern? Og fordoble kystlinjen af hensyn til turisterne.
Hvis klimaforandringerne alligevel smelter kanten af Grønland kan isbjergene lige så godt saves ud og lodses sydpå eller fordeles gennem Coca Colas distributionsnet, boligdelene bringes ud med moderne luftskib, energiprodukterne ride på vindmøllernes succes og kystlinjen danne helt nye landskabsformer. Så hvis ny innovation også – som foreslået – vil gøre det nemmere at være småbørnsfamilie, kan pensionen og folketallet se bedre tider i møde. Påstår PLOT og Mau og de øvrige involverede. Derudover er der til Biennalen i øvrigt inviteret otte andre danske tegnestuer, blandt andet i præsentationen af temaet musikhuse, som er et internationalt boom i disse år.

Kokon og tøj
Udenlandske arkitekter arbejder i København lige nu, med museer, boliger og et musikhus i Ørestaden. Alle disse internationale repræsentationer på tegnebordet eller under opførelse, præsenterer Dansk Arkitektur Center på Gl. Dok for turister og lokale interesserede. I flot disponerede rum med modeller og tegninger, til midt i august.
Ovenpå viser C.F. Møllers Tegnestue projekter gennem adskillige år både herhjemme og i udlandet, sidst kokonen til Victoria & Albert i London. Ikke alt fra det store firmas forskellige chefkontorer er lige bemærkelsesværdigt, men intentionerne fejler ikke noget, når det er Anna Maria Indrio der skriver teksten. Om kulturarven og hensynet til landskabet, om del og helhed og nødvendig ansvarlighed.
Det sidste ord er vanskeligt at forbinde med dansk mode, som den lige nu og frem til 24. oktober kan ses på Dansk Design Center. Noget af det er knapt nok tøj, men kropsmasker (Daughters of Style), andet ligner ingenting på bøjle men folder sig ud som cirkustøj (Baum & Pferdgarten) på de modefotografier, der overalt er en vigtig del af udstillingen »UNIK: danish fashion« netop fordi de rumstore klædeskabe med flot individuel belysning (af Jesper Kongshaug) læner sig mere op ad installationsgenren end af påklædningsbranchen.
Flere af de udstillende er uddannet i London, og man kan næsten se hvem, uden på forhånd at vide det, ved at fokusere på sømme og mønsterrapport. De udenlandske snit lægges uden hensyn til stoffernes linjer og tegning, og sammensyningerne fra Danmarks Designskole (Malene Birger og Bettina Bakdal) er langt mere omhyggelige og op til håndværksmæssig standard end hos de engelsk skolede. Og selv om det kan virke bagvendt at se sådan på mode-sagerne, er det dog en del af kvalifikationen, at kunne sy rent.
Men Anne Ventzel har gennemført et flot og enkelt, lysegråt sæt i bopmuldspoplin, og Isabel Berglund strikket en grovmasket selskabssweater i satin, som man nok nok
gad berøre med nogen indeni.

Cocktailparty
Hvad det var for kvaliteter, der i sin tid drev dansk design frem, er ikke helt let at præcisere, når man går længere end til nemme floskler om ærlighed og beskedenhed.
Men det virker direkte stødende, når Henrik Wivel i en ny bog om møbeldesigneren Finn Juhl henkaster, at »misundelsen lurer« hos kollegerne Børge Mogensen og Arne Karlsen, da de i starten af 1960’erne kritiserede Finn Juhl som noget i retning af international cocktailryster snarere end dansk funktionalist.
Det var især et nyt minimalistisk møblement fjernt fra den almindelige Juhl-stil som faldt dem for brystet, og Karlsen omtaler ikke selv episoden i sin to-binds møbelhistorie, men det gør
Esbjørn Hjort i sin monografi om Finn Juhl, som Wivels nye bog betænkeligt ligner en ekstrakt af. (Aschehoug, 84 s., 100 ill. kr. 229).
Bogen er den femte i Louisianas serie om danske designere, og det står nu klart, at det er redaktøren Poul Erik Tøjners hensigt at sofistikere en dansk designfløj med billedkunstreferencer, snarere end den gængse historie om dansk mådehold i sæk og aske. Og det er for så vidt ok, hvis det blev gjort med respekt for hvor enkle budskaberne i virkeligheden er selv i Juhls eller Kjærholms eller Jacobsens møbler. Der er ikke meget filosofi eller cocktailparty ved dem som produkter betragtet, selv om tidsånden var en anden. Juhl er i sin rumkunst uhyre modest trods møblernes svungne faconer.
Og han havde gode ideer til andre måder at disponere daglige brugsrum på, end den sædvanlige stive opdeling – mærkeligt, at han ikke gennemførte
mere end et enkelt eksempel i virkeligheden.
Måske var det de internationale ambitioner, der tog overhånd, med FN-mødesal og SAS-kontorer worldwide. Og egentlig var det vel dét Karlsen og Mogensen var ude efter på vegne af den danske hverdags fornyelse.

Piskefløde
I sin post mortem, netop udkomne bog skriver kunsthistorikeren Lisbet Balslev Jørgensen, om hvordan sulten efter udlandsrejser overskyggede alt andet for den ungdom, der som hun (og Finn Juhl) var under uddannelse ved Anden Verdenskrigs afslutning. Den sidste guldalder hedder bogen, og handler om dansk arkitektur i 1950’erne. (Arkitektens Forlag, 126 s. ill. kr.375).
Og hovedspørgsmålet er igen, hvad det var, der betingede den høje kvalitet i møbler og bygningskunst på det tidspunkt. Et af Lisbet Balslevs svar er, at det var de konkrete møder med udenlandske eksempler, som i dansk fortolkning af danske socialidealer afkastede den originale og højt kvalificerede epoke.
Byggeforskning og bevidst arbejde med boligformerne, både i etager og på parceller, var vigtige funktionelle og tekniske opgaver for generationen, hvis lærere havde oplevet to verdenskrige og med arkitekten Mogens Lassen (ifølge Lisbet Balslev) kunne undre sig:
»Når der udbryder krig, mangler der jern og piskefløde. Hvad gør de egentlig med piskefløden?«
Lige nu er det ikke piskefløde der mangler, men måske nok jern og B-vitamin. Men som Lisbet afslutningsvis skriver om sin periode:
»Det var slutningen på en lang udvikling, hvor man kendte vejen og målet. Der gik en lige linje tilbage til oplysningstiden, hvor det moderne menneskes frigørelsesproces tog sin begyndelse. Dengang indkaldte den danske konge Paul-Henri Mallet, borger i det frie Schweiz, til at skrive en Danmarkshistorie, informere om de nye filosofiske principper og undervise i fransk. Hans L’Histoire de Danemarc udkom i 1755. Det mest interessante står i et avant-propos.
Mallet kritiserer her sin egen tid for kun at søge viden i gamle bøger i stedet for i den foreliggende virkelighed. Hvis vi vil opnå resultater, må vi udvikle en ny viden om politik og moral, studere sprogene og øse af kilder fra alle lande. De bånd, der sammenknytter Europas forskellige dele, vil blive tættere for hver dag. Vi vil da se, at lighederne mellem mennesker og lande er større end forskellene.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her