Læsetid: 11 min.

Drengen fra Vollsmose

For fire år siden tilhørte palæstinensiske Amer på 20 år én af Vollsmoses ’23 værste’ familier. Men kriminalitet er ikke et liv for et voksent menneske, mener Amer, der nu er handelsstudent, bor sammen med sin danske kæreste Sandra og netop er begyndt på sin læreplads i Jysk
10. juli 2004

Amer går og taler stadig på en bestemt måde, når han er sammen med de gamle kammerater fra Vollsmose. Sådan lidt skrævende, hvassååå. »Karl Smart-agtigt,« siger kæresten Sandra. »Sådan gør jeg da ikke mere,« mener Amer, men hans protester fnises ned: »Jo, du gør!«
Af og til bliver Amer og Sandra genkendt på gaden. Begge var med i Jørgen Flindt Pedersens og Anders Riis-Hansens dokumentarfilm Drengene fra Vollsmose, der blev sendt på TV 2 og set af 2,6 millioner mennesker. Men mange kigger også, bare fordi de er en indvandrerdreng og en dansk pige, sammen. Det synes både en del indvandrere og nogle danskere ikke hører sig til. Men det provokerer ikke længere Amer, at folk kigger.
Amer El Jahim er 20 år og af palæstinensisk afstamning, 172 cm høj, veltrænet, gylden i huden. Han har sort plyshår og varme, brune øjne. Den 1. juli begyndte han i sin læreplads i Jysk i Greve. Noget, han har glædet sig vildt til:
»Jeg elsker at arbejde,« siger han og ser oplivet ud bare ved tanken om at oplyse kunder om, sengetøjet krymper i vask, eller dækstolen tåler regn.
Når man møder ham en kølig sommerdag iført sutsko i svigerforældrenes villa i Greve, hvor han og Sandra bor, er det svært at forestille sig, at han og hans fem brødre for fire år siden var kendt som én af de 23 vanskeligste familier i Vollsmose.
Da var Amer 16 og et blik kunne være nok til at starte et slagsmål. Han hang ud i kvarteret sammen med en gruppe andre drenge, især palæstinensere. De reagerede på den mindste provokation og sloges regelmæssigt med blandt andet en gruppe somaliske drenge.
»Dem kunne vi ikke lide, eller også var det bare for sjov. Det er som at sætte to haner sammen, hvem er den stærkeste?«
Men gruppen overfaldt også drenge, der ikke havde gjort dem noget, begik hærværk og indbrud. Blandt andet ribbede de elektronikforretningen Expert en nytårsaften. Varerne solgte de videre.
»Det var spændingen og pengene. Man siger jo til hinanden, at det er sjovt. Vollsmose er kedeligt, der sker ikke noget ellers, og man kan ikke få et job, ud over måske flaskedreng i Bilka.«
Kriminaliteten var begyndt i det små, da Amer som 12-13-årig debuterede som butikstyv: Han stjal en slikkepind i en nærbutik.
»Vi ville prøve nogle grænser af, og det var nemt og sjovt, du kunne bare gå ind, tage en slikkepind og gå ud ad døren. Men så blev det værre og værre.«
Konfrontationerne med politiet blev flere, og en dag satte gruppen ild på nærpolitistationen.
»Vi gik ind bagved, smadrede en rude og smed en colaflaske med benzin ind og et stykke stof som lunte.«
Fem-seks gange røg Amer ind og ud af ungdomssanktionen. Blandt andet blev han dømt for at brække armen på en indvandrerpige, der kaldte hans mor for luder. »Hun kunne kalde mig for noget, ikke min mor,« mener Amer i dag, og det lyner undtagelsesvist vredt i øjnene. Amer var ikke klar over, at episoden kom med på Flindt Pedersens film, hvor det ses i baggrunden, mens holdet filmer en fodboldkamp.

Et halvt år i alt sad han inde og deltog desuden i en herostratisk berømt Sverigestur, som kommunen arrangerede for 20-25 af Vollmoses ’værste drenge’. I selskab med jægersoldater og politifolk blev de taget på ordet og behandlet som rigtige mænd.
Amer smiler skævt ved tanken og finder en avisartikel fra Politiken frem, to helsider kun om denne tur. Men mindet står klart:
»Vi måtte ikke snakke arabisk med hinanden, selv om der var en dreng, der kun kunne arabisk og næsten ikke noget dansk.«
Straks, da de ankom, trætte, sultne og tørstige, skulle de gå tre kilometer. Mytteristemningen bredte sig. Nogle stak af, men blev fundet, og konflikten eskalerede:
»En dreng smadrede et glas ved et uheld og skulle lave mavebøjninger til straf. Vi gik op at slås med dem, og en dreng tog en kniv frem, en anden kastede en høtyv. Men flere af drengene havde også mærker på kroppen. Så blev vi anholdt.«
Hele gruppen blev smidt ud af Sverige. Kommunen erkendte bagefter, at de to millioner til jægersoldaterne måske kunne have været givet bedre ud. Hjemme igen fortsatte slåskampene og kriminaliteten.
»Jeg kom i skole og var der måske 10 minutter, så gik jeg igen. Det fungerede ikke særlig godt mellem mig og lærerne.«
Halvvejs gennem 10. klasse droppede Amer helt ud af Humlehaveskolen. Skolen har fodbold som en særlig attraktion, og Amer trænede hver dag: »Jeg var god, når jeg tog mig sammen.« Men træneren mente, Amer var dominerende og provokerede uden grund. Det gjorde han nok også, mener Amer: »Ingen skulle bestemme over mig.«
En dag nægtede træneren ham at komme med til et stævne i Ikast, han kunne ikke tage ansvaret for ham. De skændtes, men træneren holdt på sit. »Så gad jeg ikke at komme mere.«
Uden skole og fodbold blev forbindelsen til den almindelige verden mere og mere tynd.
Desuden havde Amers familie været i opløsning, siden hans far døde af kræft, da Amer var ti år. Det var i 1994. Amer husker ikke sin far som syg, kun, at han blev indlagt på Odense Sygehus og på få uger pludselig var væk. Hans mor brød sammen, og selv om alle vidste, at faderen var død, snakkede ingen udenfor familien med drengene om det.
Faderen var kommet til Danmark i 1986 som palæstinensisk flygtning, og i 1989 fulgte familien efter. Som soldat i PLO havde faderen kæmpet mod israelerne. Det gjorde ham til en helt i Amers øjne.
Men faderen var også den, der tit lavede sjov og gav overskud i familien.
To år after hans død fulgte et nyt chok: Amers syvårige lillebror fik konstateret en kræftsvulst i hjernen og indlagt på Rigshospitalet i København. Moderen fulgte med og brugte al sin tid på hospitalet. Amers farmor flyttede ind for at tage sig af de øvrige fem drenge. Amer husker ikke ret meget fra den periode. Selv mindet om faderen står nu, ti år senere, i et tåget skær.
»Før det begyndte at gå galt, var jeg faktisk glad for skolen,« siger han. »Men nu fik mine brødre og jeg ingen opmærksomhed eller besked om den rette vej. Vi kunne bare gå ud og gøre, hvad vi ville. Min mor mistede grebet, men i den muslimske kultur har moderen heller ikke særlig meget at sige. Det er storebroderen, der tager over efter faderen.«
Amers ældre bror rykkede op i graderne som familiens overhoved. Men aldersforskellen var for lille, og heller ikke moderen var videre begejstret, når den halvvoksne storebror udstedte ordrer som far i huset.
Snart lå de fire ældste drenge i åben krig, skændtes og sloges, mens moderen stadig brugte mange kræfter på, at lillebroderen skulle komme sig.

Amer var nu 16 år og levede med skænderier og slagsmål både ude og hjemme. Han var led og ked af skolen, af kriminaliteten og af altid at være på tværs. Et eller andet måtte der ske, han kunne bare ikke selv undslippe spiralen eller se vejen frem til det normale liv med job og familie, han altid tænkte ventede på ham et sted forude. Men han var begyndt at skrive med den to år yngre Sandra på nettet, på chat.ofir. Begge kunne lide spændingsfilm som Ringenes Herre og 2 Fast 2 Furious. De mødtes og blev kærester: »Sådan skulle det bare være,« mener de i dag, hvor de stadig er uadskillelige. Amer fandt det spændende, at hun ikke var fra hans egen by og derfor så ham på en anden måde – som høflig, kærlig og venlig.
»Man kan jo ikke vise, hvor følsom man er, når man også er Karl Smart. Men jeg vidste, det var der, indeni mig.«
Sandra syntes, Amer var sej, men hans besværlige livsform var ved at slide hende ned. Til sidst stillede hun ham et ultimatum: Kriminaliteten eller mig. Du holder op, eller det er slut.
Samtidig havde Amer fået en ny kontaktperson gennem kommunen, socialpædagogen Steen. Pædagoger havde Amer ellers ikke meget tilovers for. Før man kunne bygge et tillidsforhold op, holdt de op igen.
Men Steen kendte indehaveren af herreekviperingsbutikken Tøjeksperten i Kerteminde, Jørn Tvedskov, og foreslog, at Tvedskov tog den problematiske og skoletrætte 16-årige i praktik i butikken. »Jojo, bare kom,« svarede Tvedskov.
»Det var kærlighed ved første blik,« siger Amer og lyser op i et af de store smil, der sender et andet lys ud gennem hans personlighed. Et smil, der gør det begribeligt, hvordan både Sandra og flere andre altid har set, at Amer havde en anden side end Karl Smart. Amer kunne lide Jørn, og Jørn kunne lide ham, og hver morgen tog Amer de 18 kilometer med bus fra Vollsmose til Kerteminde for at møde i butikken lidt før ni:
»Så kunne jeg godt komme op om morgenen. Jeg ville gerne væk fra kriminaliteten og de venner, jeg havde i Vollsmose. Det var ikke spændende mere, og jeg ville gerne videre. Jeg havde ikke lyst til at blive permanent kriminel og ville gerne tjene penge på en lovlig måde,« siger Amer.
Jørn Tvedskov havde fuld tillid til Amer, der i butikken både skulle betjene kunder og have med penge at gøre. Men der var et helt nyt fag og et helt nyt sprog at lære. Hvilke størrelser findes hvad i, hvilken hjælp forventer kunderne, og ikke mindst, hvordan er man høflig på dansk? Hvornår siger man tak, goddag, farvel?
»Jeg var genert i starten over at betjene f.eks. ældre mennesker og syntes, det var svært med varenumre. Men efter to måneder gik det fint.«
I butikken var der fem ansatte: Tvedskov selv, hans kone, en elev, en lærling og Amer. Amers sprog var ikke avanceret, men Jørn Tvedskov snakkede meget med ham:
»Han fortalte om gamle dage i Kerteminde, om sig selv og hvordan han havde oplevet Besættelsen. Det var noget med soldater, og det kunne jeg godt lide.«
Desuden holdt familien Tvedskov en julefest hjemme hos sig selv for butikkens personale, hvor man spillede gavelotteri og under almindelig latter huggede gaver fra hinanden. Det var første gang, Amer stiftede bekendtskab med en dansk jul. Sandra var med, og Amer troede, det var selve juleaften og var rørt over at blive optaget næsten som medlem af familien.
»Jeg kunne pludselig finde ud af det, når nogen var venlige og respekterede mig. For indvandrere er den personlige kontakt med arbejdsgiveren enormt vigtig.« Den politisk konservative, solide handelsstandsforeningsmand Jørn Tvedskov gav Danmark historie og traditioner, så landet begyndte at give mening udenfor Vollsmose – dette moderne, gådefuldt historieløse kvarter, hvor ingen rigtigt vidste, hvorfor de var der:
»Jørn Tvedskov tror på det enkelte menneske og på, at folk skal have en chance,« er Amers udlægning. »At blive integreret er at forstå de værdier, der findes i det danske samfund, og jeg har faktisk savnet at have med Danmark og danskere at gøre. I klassen var vi 19 indvandrere og måske fire danskere. Man skulle blande eleverne mere, også af hensyn til sproget.«

En dag, efter endt praktiktid i Kerteminde, ringede Amer på døren i villaen i Greve, hvor Sandra boede med sine forældre og storebror – begge travle normaldanskere med job. Han har stort set boet der siden. Amer og Sandra har deres værelse på første sal, de laver ikke mad, men er med til at passe huset, de to hunde, katten, fuglen og kaninen. Parret har fulgtes ad til handelsskolen i Ishøj, hvor Amer 18. juni fik sin hvide hue med lilla bånd som symbol på sin færdige handelseksamen. To år skal han være i Jysk. Og så? Om fem, ti år er han måske selvstændig. Måske gået videre i Jysk. Eller noget helt tredje. Det eneste, han ikke er i tvivl om er, at han elsker at arbejde. Men ellers tør han ikke tage for meget af fremtiden for givet. Han kan stadig ikke helt tro på, at det holder og tør næsten ikke se frem.
»Jeg vil hellere sige, at jeg vil arbejde for det, for hvad har jeg gjort for at fortjene det?«
De gamle venner fra Vollsmose accepterer fuldkommen, at Amer ikke er halvvejs, men helvejs kapitalistisk, som han siger. Mange ser op til Amer, der har klaret sig godt. Nogle af dem er derimod ’hashomaner nu’ og begår indbrud for at skaffe penge til den seje livsstil, de ønsker:
»De venner har ikke fået den opbakning, jeg har. Jeg gider ikke den kriminelle vej, det er ikke et liv for et voksent menneske. Men jeg har været svineheldig, og det er jeg glad for!« Nyt stort smil. Både Jørgen Flindt Pedersen og Jørn Tvedskov ringer en gang om måneden for at høre, hvordan det går. Det går godt, heldigvis, også for Amers mor og brødre. I det hele taget er de sidste fire år gået rigtig stærkt, synes Amer. Til gengæld har de taget hårdt på Sandra, der har tabt sig og har haft problemer i skolen. Hun studerer islam og lærer en smule arabisk, men betragter sig som kristen ateist, Amer ser sig selv som kulturmuslim. Får de børn, vil Sandra havde dem døbt. Det er i orden, mener Amer. De smiler til hinanden. Børnene skal heller ikke opdrages specielt islamisk. De skal kende begges baggrund, så de selv kan vælge. Amer tror, at tredjegenerationsindvandrere bliver mere danske end muslimske.
»Jeg er mere dansk end arabisk. Jeg har boet her, fra jeg var fem år, og det eneste, jeg kan huske fra Palæstina, er krigen. Men børn er et stort ansvar, og jeg tager det en dag ad gangen.«

*Jørgen Flindt Pedersen og Anders Riis-Hansen er i gang med en opfølgning på ’Drengene fra Vollsmose’ til TV 2

*Denne artikel er en del af Informations serie ’Plads til alle’. Tidligere artikler i serien kan læses på tema.information.dk/pladstilalle

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu