Drømmen om at købe solskin og et ubekymret liv

Frit slag - Afdragsfri lykke med variabel rente
Sommerlyset plejer normalt at kunne kurere vinterens tungsind og reparere de mentale skader, som mørket end må have påført os i de forgangne måneder. Den mirakuløse virkning viser sig som regel altid hurtigt. Danskerne springer ud og blomstrer op; vi bliver spontane og selskabelige; smider kludene og søger ud under åben himmel, hvor vi lever af en let diæt bestående af koldskål, kolde fadøl, kølig hvidvin og branket grillmad.
Vi stiller ikke så store krav til hverken beklædning eller boligindretning. For når først solen skinner, kan shortsene sagtens klare en ekstra sæson. Selv de billigste badesandaler er pludselig glimrende fodtøj, og hullede havestole fungerer fint, når blot man sidder i dem under en skyfri himmel.
Problemerne opstår først, når den stålgrå novemberhimmel bliver en konstant, og vinterdepressionen en permanent tilstand. I begyndelsen kan man forsøge at købe sig til lidt solskin ved at gå på sommerudsalg; købe små trøstepræmier til sig selv for at have lidt at stå imod med, indtil sommeren en gang kommer.
Efterhånden når man imidlertid frem til den bitre erkendelse, at selv om man både har købt stråhatte, litervis af sollotion, en fiks bikini og en pæn liggestol, som matcher til bikinien – så kommer solen og sommeren stadigvæk ikke! Man må altså modvilligt erkende, at selv konsum ikke kan kurere alle sorger og skabe den euforiske glæde, som man så voldsomt længes efter.

Men den sugende fornemmelse i kroppen forsvinder ikke af den grund. Troen på at man kan købe sig solskin og lykke forbliver urokkelig og må derfor konstant efterprøves. Eller som en af mine mandlige venner en gang formulerede det: »Der findes ikke noget problem her i livet, som er mere alvorligt, end at det kan kureres med et kontokort i Magasin!«
For nogle mennesker bliver kontokortenes og shoppeturenes forløsende virkning imidlertid ganske ligegyldig og overflødig i det øjeblik, hvor sommeren, en forelskelse, en hobby eller et andet meningsfuldt (selv)beskæftigelsesprojekt dukker op i horisonten. For andre bliver længslen efter konsum mere permanent. For dem er der heldigvis effektiv hjælp at hente i form af hurtige forbrugslån, der klares i løbet af ganske få minutter, og som kan sende os direkte i shoppingland, hvor lykkerusen varer, indtil lånet er opbrugt, og nye forbrugslån må til for at opnå et nyt sus.

Længslen efter dette sus, der særligt mærkes, når man er ved at segne under vægten af kulørte poser fra lækre butikker, men som forsvinder i det øjeblik, de nyindkøbte varer er pakket ud, er efterhånden ved at udvikle sig til en samfundssyge. Dette taler vi dog ikke så højt om. Danskerne er ganske vist i øjeblikket det mest forgældede folkefærd i hele Skandinavien, men vi er gode forbrugere, som holder hjulene i gang!
Derfor er der slet ingen grund til fra politisk side at gå ind og lovgive om maximumrenter på forbrugslån eller tage initiativ til oplysningskampagner om at borgerne bør udvise større økonomisk ansvarlighed, da lave renter hverken er en selvfølge eller en menneskeret. Vores høje gældsætning gør os ekstremt sårbare over for rentestigninger, arbejdsløshed, skilsmisse og andre barske realiteter, som kan punktere drømmen om det evigt lykkelige liv i shopping-land.
Faktisk vokser gælden i øjeblikket hurtigere end indtægterne i Danmark. Jakob Brøchner Madsen, som er professor i økonomi på Københavns Universitet, har udtalt til Ritzau, at det ikke er et problem i sig selv, at danskerne er mere forgældede end vore andre skandinaviske broderfolk. Problemet er, at afdragsfrie lån og lave renter får folk til at presse gælden endnu højere op, fordi det er billigt og alt for let at optage nye lån.
Medierne serverer lejlighedsvis gruopvækkende historier om helt almindelige mennesker, der i løbet af rekordtid har fået oparbejdet gæld på både hele og halve millioner kroner, som de ikke har en jordisk chance for at betale afdrag på. Bl.a. fordi de efter at være blevet registreret som dårlige betalere ikke længere kan optage nye forbrugslån, som de kan bruge til at afdrage på de eksisterende lån.
De mindre formuer, som danskerne har sat sig i gæld for, er vel at mærke udover lån til ejerbolig. Pengene er først og fremmest blevet brugt på det, som man umiddelbart ville kunne kalde tant og fjas, men som alligevel er blevet uundværlige, hvis man skal kunne tage sig selv alvorligt som en velrespekteret borger: dyre årgangsvine, eksotiske delikatesser, lækkert tøj til hele familien, designermøbler og køkkenudstyr, som man kan være bekendt at vise frem til vennerne og naboerne og til de årlige golfferier, skiferier, badeferier, som vel nærmest kan karakteriseres som en mennskeret.
Hvor tidligere generationer blev opdraget til at prioritere og derfor godt kunne leve et helt almindeligt velfungerende liv uden årlige ferier til sydens palmer, mens de i stedet brugte pengene på hus og børn, så vil især folk under 40 år gerne have det hele på én gang! Ikke fordi der er noget som helst i vejen med at gå ombord i livet med glubende appetit og dyrke de små oaser af luksus, som kan få solen frem på en gråvejrsdag.
Problemet opstår først, når drivkraften bag (over)forbruget bliver jagten på trøstepræmier, som kan gøre livet meningsfuldt. Ifølge britiske studier kendetegnes de fleste ’overforbrugere’ ved at være drevet af jagten på det sus, som de oplevede første gang, de købte en lækker ting til sig selv, som de havde drømt om i længere tid, eller første gang de tog på en luksusrejse. Men ligesom mange narkomaner har måttet erfare, så skal der efterhånden flere og flere penge til for at opleve bare lidt af den store lykkefølelse, som man oplevede ’den første gang’.
Den tindrende lykke over at købe sin første Lacoste t-shirt som 15-årig for surt opsparede penge, opleves ikke lige så dybt, når man ti år senere køber et Armani-outfit til 15.000 kr. Så er det jo så, at man må overveje, om man skal købe tyve Armani-jakker eller måske i stedet ’rykke op’ til en Chanel-dragt til 50.000 kr, da lykken måske findes i en endnu mere velsiddende pasform? Man kan jo ikke vide det, før man har prøvet det!

Ifølge britiske og amerikanske studier er det ofte især veluddannede folk med høje indtægter, som ikke kan styre deres shoppe-trang og derfor har skyhøje overtræk på diverse kontokort. De er folk, som i alle andre sammenhænge ville blive betragtet som fornuftige mennesker, der både kan finde ud af at læse kontoudtog, bruge en lommeregner og være kvikke nok til at gennemskue de mange reklamer for mere eller mindre nyttige produkter, som forsøder tilværelsen.
Ofte er det folk, som er budgetansvarlige for store virksomheder, eller som har gjort en karriere ud af at rådgive andre mennesker om investeringer. Alligevel er hele deres liv indrettet efter jagten på det næste fix, hvor det ikke er kanyler og forskellige former for hvidt pulver, som giver dem en kortvarig salig lykkerus, men derimod kontokort og knitrende poser fra dyre butikker, som kan overbevise dem om, at de selv er lige så meget værd, som det, de forbruger – og at de fortjener at forkæle sig selv, fordi deres liv er så ubarmhjertigt hårdt.
Lykken er at høre til. Og når ikke der er nogen andre store fællesskaber tilbage, så findes der trods alt forbrugsfællesskaber, man kan knytte sig til. Uanset om man så finder sine sjælevenner i Illums Bolighus og Birger Christensen eller i Netto og Hennes og Mauritz, så finder man meningen med livet, når indkøbsposerne er proppet til bristepunktet, og det store tomme hul er blevet udstoppet med konsum. Shopping og forbrug kan give os den dosis eskapisme, som gør livet til at holde ud at leve.

Der er noget infantilt ved denne afhængighed af overforbrug og blindhed over for de langsigtede konsekvenser. En gang fortalte en rådgiver i Nykredit om, hvordan hun fik sine daglige overraskelser, når hun talte med unge par, som ønskede at få afdragsfrie lån. Hver gang hun spurgte dem, om de havde taget højde for, at de skulle betale endnu større månedlige beløb tilbage, efter de første ti afdragsfrie år, så de på hende som om hun var idiot og sagde, at staten til den tid enten ville forlænge de afdragsfrie lån eller finde på en ny billig løsning!
Der er med andre ord en urokkelig tro på, at staten nok skal komme og redde os fra falittens rand! Så selv om verden ikke ligefrem er blevet et mere stabilt sted at være, så tror folk tilsyneladende, at alt ånder fred og idyl. Uanset hvad der sker, vil staten sørge for den ro, renlighed, regelmæssighed og forudsigelighed, der er en forudsætning for, at vi kan trøstekøbe i ro og mag.
Meget kan siges om den type borgere. Men set fra et politisk perspektiv er fordelen dog ved dem, at de er ganske stabile. De bliver i deres job, uanset hvor utilfredse de er, da de ikke har råd til andet. De ønsker ikke de store samfundsomvæltninger, da det kan true renten. De vil gerne have orden i tingene, mens de venter på at solen bryder frem og livet endelig bliver meningsfuldt.
Lad Aldous Huxley i den forbindelse få det sidste ord: »Universal happiness keeps the wheels steadily turning; truth and beauty can’t. What’s the point of truth and beauty when anthrax bombs are popping all around you? ... People were ready to have even their appetites controlled then. Anything for a quiet life. It hasn’t been very good for truth, of course. But it’s been very good for happiness« – (Fagre Nye Verden, 1932.)