Læsetid: 3 min.

Eksklusive internet-fora vinder frem

På internettet er der en stigende tendens til at søge mod mindre portaler – både når det gælder dating og andre interessefællesskaber. Det afspejler en generel tendens i samfundet
21. juli 2004

Brugere af internettet søger i højere og højere grad mod mere eksklusive mødesteder. Fora, som enten ikke er for store eller måske endda er decideret lukkede for nye brugere – med mindre man bliver anbefalet af én, der allerede er medlem.
Tendensen gælder både indenfor dating, hvor der efterhånden er 60 forskellige portaler alene i Danmark, og blandt interessefællesskaber, de såkaldte community-portaler, fastslår journalisten og forfatteren Erik Bork.
Han er forfatter til flere bøger om nettet, bl.a. Netdating – kærlighed ved første klik, samt portalen frit-lejde.dk, som har links til alle datingsider.
»Hvad angår dating, så bliver folk mere og mere bevidste om, at det er noget bestemt, de søger, for at have en bedre chance for at ramme rigtigt,« siger Erik Bork.
Han nævner sider som kristendating.dk, zawaj.dk og beautifulpeople.dk som eksempler på specifikke grupperinger, hvor man er på udkig inden for særlige grupper, defineret som eksempelvis kristne, muslimer eller smukke mennesker.
»På nogle af disse sider sker der en udvikling fra, at det basalt set handler om dating til også at være et community, hvor man hjælper hinanden. For eksempel til at finde nyt job,« siger Erik Bork.
Behovet for at have deciderede communities er i det hele taget stigende.
»Enhver interesse har efterhånden sit eget lille forum, hvor entusiaster samles og diskuterer alt fra svævefly til ulykkelig kærlighed,« siger Erik Bork.
Her er fællesskaber for katteelskere og frisbee-entusiaster. Her er fora for folk, der har de mest bizarre seksuelle vaner tilfælles, ligesom der er et community om kærlighed – jegelskerdig.dk – hvor glæder, sorger og digte deles.
»På en måde er det sådan lidt tilbage til rødderne for internettet. For det var egentlig den oprindelige ide og grundessensen omkring internettet, at man mødtes på den måde for at diskutere ting,« siger Erik Bork.
»Der er derfor ironisk nok lidt retro over det, vi oplever nu. Samtidig med, at disse communities springer frem på nye og mange flere måder.«

Generelt behov
Denne udvikling på nettet afspejler også en generel tendens i samfundet som helhed. Mennesket har nemlig et stigende behov for at finde interessefællesskaber i en tid, der er præget af ekstrem individualisering, mener fremtidsforskeren Birthe Linddal Hansen fra Institut for Fremtidsforskning.
»Selv om vi lever i en ekstremt individuel kultur, så er vi mennesker jo i bund og grund alligevel sociale væsener, der hele tiden søger anerkendelse,« siger Birthe Linddal Hansen.
»Derfor kan internettet sørge for, at vi kan opnå disse ting, selv om vi bliver mere og mere individualiserede og måske har aparte interesser. Uanset, hvad det drejer sig om – om det er S/M eller kvindelige ledere i topstillinger – så er der mulighed for fællesskab med åndsfæller, selv om man ikke har en fysisk hverdag sammen,« siger hun.
Hun mener, at det at træffes via nettet kan være en stor fordel for mange mennesker.
»Man lærer andre at kende indefra og ud fremfor udefra og ind – f.eks. at man bedømmer hinanden ved første øjekast på baggrund af fremtoning eller påklædning,« siger Birthe Linddal Hansen.
Hun fremhæver i den forbindelse, at undersøgelser viser en generel tendens til at fortælle sandheden og føle sig mere fri, når det foregår på nettet.
»Det kan godt være, at man af og til pynter lidt, men der er meget langt mellem de store løgne,« siger Birthe Linddal Hansen.
Internettet betyder i det hele taget, at mange får mere orden på livet, fordi man kan rumme flere sociale relationer ved at have dem opdelt i rum.
»På den måde komplementerer netfællesskaberne de fysiske fællesskaber,« siger Birthe Linddal Hansen, som pointerer, at netfællesskaber ofte ender med møder i virkeligheden.

Potentiale til mere
Også Erik Bork mener, at tendensen til flere og flere communities på nettet er et spejl af samfundet som helhed.
»Internettet udvikler sig som det omgivende samfund, men fordi nettet stadig er så nyt, er mulighederne endnu ikke helt gået op for folk,« siger Erik Bork.
»Nettet virker dog i den forbindelse i sig selv genererende for udviklingen. Folk, der måske tænker at de sidder alene med et problem eller en interesse, kan blive tilskyndet til at indgå i et fællesskab, fordi de ser det eksistere på nettet,« siger Erik Bork.
Både han og Birthe Linddal Hansen tror, at potentialet for communities på nettet langt fra er udtømt.
»For eksempel tror jeg, at folk vil søge fra dating.dk i stort antal og gå mod mindre og mere specifikke datingsteder,« siger Erik Bork.
Birthe Linddal Hansen mener, at vi kun har set toppen af isbjerget. For, som hun siger: »At specialisere sig er blevet helt legitimt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu