Læsetid: 9 min.

Elitens arrogante fejltagelse

Medlemmerne af samfundets nye globale elite er selvoptagne til det neurotiske. Men arrogancen kan ramme eliten som en boomerang – hvis samfundets underklasse gør oprør og bruger stemmeretten til at begrænse elitens bevægelsesfrihed, advarer Mikael Lindholm, erhvervsjournalist og forfatter
19. juli 2004

Indflydelse forpligter
De klæder sig ens og dyrt, læser de samme internationale aviser og tidsskrifter, ser de samme nyhedsudsendelser, bevæger sig rundt i et miljø af kontorer, lufthavne, hoteller, restauranter og fitnesscentre, der ligner hinanden jorden rundt. De arbejder 70-90 timer om ugen som ledere, topkonsulenter og beslutningstagere i ministerier eller globalt orienterede virksomheder og organisationer.
Forfatterne til bogen Slip innovationen løs, Mikael Lindholm og Kim Møller, har døbt dem »netværkseliten« og anslår, at de tæller cirka 20 millioner mennesker på verdensplan – heraf cirka 5.000 i Danmark. De er drivkraften i den globale økonomi – men ligeglade med samfundet. Og det kan få katastrofale følger i en fremtid, hvor de sociale forskelle hastigt uddybes, advarer Mikael Lindholm:
»I hver tredje virksomhed sysler direktøren med ideer om at gøre engelsk til officielt firmasprog for at sikre konkurrenceevnen. Man skal jo ikke være spåmand for at forudsige de spændinger, det kan skabe i vores samfund, som har op imod 300.000 funktionelle analfabeter,« siger han.
I den hastigt forandrende verdensøkonomi er det ikke længere kapital, men kreative medarbejdere, især på direktionsplan, der er økonomiens knaphedsfaktor. Derfor kræver – og får – den nye elite en stadigt voksende andel af de værdier, der skabes i virksomhederne, gennem tårnhøje lønninger, medarbejderaktier, bonusordninger, aktieoptioner m.m.
Den nye elites magt bygger på kreativitet og adgang til det globale produktionsnet. Den adskiller sig fra tidligere eliter ved at være åben:
»Medlemskabet beror på meritter, ikke på nedarvede privilegier eller ejendom – hvilket betyder, at medlemmerne af den nye elite hele tiden skal gøre sig fortjent til deres privilegier, for ikke at miste dem.«
»Derfor er de så neurotiske. Af angst for at falde bag om dansen, arbejder de konstant og bruger formuer på at videreuddanne sig. I den klasse er det almindeligt at tage en MBA – Masters of Business Administration – som koster nogenlunde det samme, som at brødføde en mindre indisk landsby,« siger Mikael Lindholm.
Elitens medlemmer deler syn på verden; den globale markedsplads er deres kilde til velstand, og de accepterer globaliseringen og markedets betingelser fuldstændigt. Nationale bånd opfattes som snærende, og det er imod statslig indblanding og regulering. De færreste af dem synes, det er statens ansvar at omfordele samfundets goder.
Deres mentale fællesskab understøttes af et fysisk-geografisk fællesskab på arbejdspladser og boligkvarterer, der undertiden ligner isolation:
»Det giver netværkseliten en fornemmelse af sikkerhed, men risikoen er en følelse af selvtilstrækkelighed og den arrogance, der trives i uvidenhed om, hvordan resten af befolkningen lever,« siger Mikael Lindholm.
– Selvoptagne, arrogante, neurotiske – men vi bliver nødt til at finde os i dem?
»Vi lever i en verden, der er ved at tage form efter netværkselitens idealer, forestillinger og værdier. Deres beslutninger har afgørende indflydelse på samfundets velstand. «
»Det er ikke noget, vi kan vælge til eller fra – det er et vilkår, vi må handle ud fra.«

Nye klassedeling
I Slip innovationen løs beskriver forfatterne den nye klassedeling. Under netværkseliten befinder sig en stor, ret veluddannet midtergruppe:
»Disse veltilpassede, gennemsnitlige mennesker repræsenterer en stor udfordring i den nære fremtid, hvor stadigt flere velkvalificerede job flytter til andre dele af kloden. De bliver nødt til at tænke forholdet mellem uddannelse og arbejde på en helt ny måde. I den skærpede konkurrence bliver livslang opkvalificering helt afgørende for at klare sig.«
Mikael Lindholm bruger et kontroversielt begreb – underklassen – som fællesbetegnelse for restgruppen. Danmark bevæger sig ind i netværksøkonomien med et arbejdsmarked, der udstøder stadig flere:
»En voksende gruppe mennesker får stadigt dårligere muligheder for at få adgang til materiel lykke. Heriblandt de små 600.000, der aldrig har fået en kompetencegivende uddannelse. Heriblandt den voksende gruppe indvandrere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet på grund af en giftig blanding af dårlige personlige kompetencer og kulturel apartheid.
Heriblandt de 18 procent, der går ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter.«
Det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt unge, som træder ind på arbejdsmarkedet, er ikke højere end uddannelsesniveauet blandt de ældre, der forlader arbejdsmarkedet:
»Det er et katastrofalt tegn på, at den danske uddannelsesmaskine er gået i stykker på et tidspunkt, for uddannelse er nøglen til at få job og sikre landet arbejdspladser i den globale økonomi,« siger Mikael Lindholm.

Netværkselitens samfundsansvar
Sammen med den voksende ældrebefolkning lægger de udstødte beslag på store samfundsressourcer. De økonomiske vismænd såvel som velfærdskommissionen har advaret politikerne om, at de bliver nødt til at skifte kurs, hvis de vil undgå et valg mellem at sætte skatterne voldsomt op eller at skære voldsomt i velfærdsydelserne om 10 år.
Mikael Lindholm frygter politikernes handlingslammelse:
»Flertallet af stemmer findes i de grupper, som er afhængige af staten – dvs. blandt de mennesker, som føler sig mest truede af udviklingen.«
»I dag er flere danskere modstandere af globalisering end for fem år siden. Så mange som 55 procent mener, at udenlandske virksomheder skal forbydes at købe danske virksomheder.«
»Dansk Folkeparti er groet frem af denne angst, og de gamle partier lokker også for disse forandringsangste vælgere i kampen om regeringsmagten.«
»Netværkseliten må ikke glemme, at de lever i et demokrati og risikerer, at taberne pludselig gør oprør og bruger deres stemmeret. Derfor har eliten en klar egeninteresse i at finde holdbare løsninger på samfundets sociale problemer for at undgå, at disse ulmende protektionistiske tendenser slår igennem.«
Til forskel fra tidligere eliter er netværkseliten politisk svagt organiseret. Nogle begynder dog at anerkende nødvendigheden af at påtage sig medansvar for samfundet, påpeger Mikael Lindholm, heriblandt Hewlett-Packards topchef, Carly Fiorina:
»Carly Fiorina har meget tydeligt understreget, at det ikke længere er et spørgsmål, om virksomhederne har et socialt ansvar og medansvar for samfundets udvikling; spørgsmålet er udelukkende, hvordan ansvaret skal udmønte sig.«
»Der er næppe tale om, at han eller andre fremsynede virksomhedsledere har en særligt høj moral eller har udviklet et nyt værdigrundlag – snarere er det en pragmatisk erkendelse af, at omkostningerne ved ikke at bruge ressourcer på samfundsopgaver kan gå hen og blive uforsvarligt høje.«
Virksomhedslederne er under pres fra virkeligheden og den offentlige opinion. Tv-billeder fra voldsomme demonstrationer i Davos, Seattle og andre steder, hvor den globale økonomi er på dagsordenen, bliver set verden over.
En meningsmåling i 25 lande viste for nylig, at hver anden borger nu mener, at virksomhedernes sociale ansvar skal fastlægges i lovgivningen.
FN’s generalsekretær, Kofi Annan, har gentagne gange advaret erhverslivet mod at blive fanget i rollen som skurk i globaliseringsdebatten.
Alt i alt gør det indtryk: Ifølge en undersøgelse fra 2003 forventer 70 procent af toplederne i verdens største virksomheder, at investorerne i de kommende år vil fokusere mere på virksomhedernes samfundsansvar.
Mikael Lindholm efterlyser en dansk værdidebat om grænsefladerne mellem god virksomhedsledelse og god samfundsledelse:
»Først og fremmest er eliten nødt til at erkende, at den nyder godt af de rammevilkår, samfundet har sat for markedet. Dernæst bliver eliten nødt til at tage en værdidebat om, hvordan den kan og skal bidrage til samfundet.«
»For eksempel er det oplagt, at virksomhederne påtager sig at integrere indvandrerne – især i en tid, hvor arbejdsstyrken må og skal udvides for at vi kan opretholde velfærdsniveauet. Det er en samfundsopgave, hvor virksomhedslederne ikke behøver at spørge nogen om tilladelse - de kan bare gå i gang.«
»Men her svigter eliten i helt ufattelig grad.«

Overhalede frontløbere
I 1990’erne var danske virksomheder frontløbere på det sociale område og danske erhvervsledere fik i 2002 topkarakterer og havnede på en global førsteplads målt på det ledelsesparameter som hedder »samfundsansvarlighed«. Men nu har udlandet forlængst indhentet og overhalet de danske eksempler, fremhæver Mikael Lindholm:
»A.P. Møller sagde klogt – ’den, der har evnen, har pligten’. Det burde den nye elite gøre til sit valgsprog.«
»Udfordringen handler ikke om at fortsætte og udvide den gammeldags filantropi, hvor store erhvervsledere donerer et operahus eller sende 200 fodbolde til Afrika. Virksomhederne skal derimod bruge deres organisatoriske ressourcer og kompetencer til at løse samfundsproblemer,« understreger han.
Som eksempel nævner Mikael Lindholm it-koncernen Sun Microsystems, som har taget initiativ til NetDay, hvor de sammen med forældre i hele USA hjælper amerikanske skoler med it-udstyr.
Et andet eksempel er den hollandske transportvirksomhed, TPG, som er global leverandør af post, pakker og logistik – med 161.000 ansatte i 62 lande. Virksomheden bruger en vis procentdel af overskuddet på at løse samfundsproblemer – konkret ved at hjælpe WHO med at få nødhjælp frem fra giverne til de nødlidende.
Telekoncernen Deutsche Telekom har forsynet flere end 3.000 skoler i Tyskland med gratis internetforbindelse. Novo Nordisk har et såkaldt Take Action-program, der giver deres medarbejdere mulighed for at arrangere aktiviteter, der fremmer bæredygtig udvikling – lige fra indsamling af penge til frivilligt arbejde på et diabetescenter i Tanzania. TDC sponsorerer Børns Vilkår – osv. osv.
»Hvis alle virksomheder gjorde noget tilsvarende, ville der være en helt anden samfundsdebat om, hvilke opgaver, der presser sig på.«
»Det viser sig jo, at medarbejderne får langt større forståelse for det samfund, de er en del af, og de bliver stolte og engagerede, når de ikke bare er med til at tjene penge, men også bidrager til at skabe et bedre samfund.«
»Jeg tror, det kan bidrage til at skabe ægte arbejdsglæde og trivsel – og måske også skabe mere tolerante arbejdspladser og øge arbejdslivslængden, hvis folk trives bedre på arbejde,« siger Mikael Lindholm.

Køer på første klasse
De nævnte nykapitalistiske eksperimenter med at vise samfundssind repræsenterer et fundamentalt brud på industrisamfundets normer og værdier, som var dikteret af en verdensorden, hvor virksomhedslere og politikere havde hver deres nøje adskilte og definerede ansvarsområder.
Skeptikere inden for netværkseliten påpeger, at politikere og virksomhedsledere har meget ulige vilkår for at tage socialt ansvar. Når 800 millioner mennesker dagligt går sultne i seng, er det en konsekvens af, at vestens politikerne lukker grænserne for billige fødevarer fra udviklingslandene og samtidig giver deres egne landmænd økonomisk støtte i en størrelsesorden, så hver ko har råd til at flyve en tur jorden rundt på første klasse. Mikael Lindholm:
»Sådanne tragiske paradokser får flertallet af erhvervsledere – og mange økonomer – til at holde fast i den amerikanske økonom Milton Friedmans definition af virksomhedernes samfundsansvar: De skal maksimere indtjeningen; derefter kan aktionærer og medarbejdere gør med deres andel af overskuddet, som de selv ønsker. Hvis virksomheden engagerer sig socialt er det filantropi for andres penge.«
»En af det globale erhvervslivs mest indflydelsesrige strateger, Michael Porter, finder Friedmans synspunkt forældet. Han understreger, at sociale, samfundsmæssige spørgsmål har meget stor betydning for den enkelte virksomheds evne til at konkurrere effektivt. I stigende grad bliver det tydeligt, at regeringerne ikke selv magter at løse problemerne, og derfor må virksomhedsledere erkende, at de bliver nødt til at bidrage til at løse problemer som fattigdom, manglende uddannelse og manglende integration..«
Mikael Lindholm er enig med Porter i, at eliten bliver nødt til at påtage sig samfundsansvar for at undgå social ustabilitet i fremtiden, men peger samtidig på en række problemer i denne udvikling:
»I udgangspunktet er samfundsansvar en dyr affære. Det er synligt som omkostning på budgettet, mens gevinsterne er sværere at måle. Samtidig med at samfundet stiller krav om større social ansvarlighed – så vokser aktionærernes krav om kontante resultater. Især amerikanske virksomhedsledere indrømmer åbent, at de står i et dilemma – investorerne giver dem endnu ikke point for at vise samfundsansvar.«
»Desuden risikerer samfundet at blive afhængigt af enkeltvirksomheder og samfundsudviklingen risikerer at blive ujævn og tilfældig – afhængig af, hvor virksomhederne vælger at gøre en indsats.«
»Begge dele kan forstærke befolkningens opfattelse af, at erhvervslivet har for stor magt – hvilket kan gøde antiglobaliseringsfølelserne,« understreger han.

Globalisering ja tak
*Den franske managementskole Essec – storleverandør af kandiater til den nye elite – har undersøgt, hvordan studerende på 64 tilsvarende læreanstalter i 24 lande anskuer verden:
82 procent finder det postitivt, at globaliseringen er på vej til at forvandle kloden til én stor markedsplads
Kun hver fjerde synes, at det er statens ansvar at omfordele samfundets goder.
68 procent vil gerne arbejde i udlandet, 52 procent vil gerne have job i et multinationalt selskab og lige så mange ønsker en dag at starte eget firma.
Kilde: Mikael Lindholm og Kim Møller: Slip innovationen løs. Børsens forlag, 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu