Læsetid: 4 min.

Den filosoferende præsidentkandidat

Den unge John Kerry kan være svær at genkende i dag. Engang var han en nysgerrig idealist. Hvad er han i dag?
29. juli 2004

Valgkamp på skrift
BOSTON – På overfladen virker John F. Kerry som en ordinær politiker. Han stikker fingeren op i luften for at vejre vindretningen, og som den gode sejler, han har været siden sin drengetid på New Englands smukke kyststrækning, indstiller kaptajn Kerry kursen.
Men der findes en anden filosoferende og substantiel John Kerry – den nysgerrige og intellektuelle amerikaner, som lurer lige under overfladen. Dette menneske kan være svært at genkende på valgmøder og i tv-interview. Om han stadig forefindes bag masken, er lidt af et mysterium. Men familie, venner og kammeraterne fra Vietnam-krigen bevidner herom.
Det er utvivlsomt værd at tage disse vidneudsagn seriøst. Indtil den demokratiske præsidentkandidat var 28 og stillede op til Kongressen i Massachusetts og led et ydmygende nederlag, var han trods alt ikke en traditionel politiker.

Mening med livet
Kerry var en ung mand, der søgte en mening med livet i en tid præget af politisk og social turbulens i et omfang, som det er svært for unge amerikanere at forestille sig i dag. Han havde sejlet med John F. Kennedy i farvandet nær Rhodes Island inden mordet i Dallas i 1963 og var en ledende debattør på Yale University om Vietnam-krigens meritter og sorte amerikaneres borgerlige rettigheder i 1960’erne.
Trods sin skeptiske holdning til Vietnamkrigens legitimitet, følte han det som sin pligt at melde sig som soldat og kæmpe for sit land. Det mod udviste hverken George W. Bush, Bill Clinton eller mange andre. I Vietnam oplevede han krigens gru på nær hold. Han dræbte selv og deltog i meningsløse overgreb på civilbefolkningen.
Da han vendte hjem til USA i 1968, var hans to helte – Robert F. Kennedy og Martin Luther King – blevet myrdet. Richard Nixon havde vundet præsidentvalget. USA stod på den anden ende. Kerrys samvittighed bød ham at vende sig mod krigen.
Han blev leder af veteraner imod krigen – en gruppe, som havde mere legimitet end fredsbevægelsen. Det var i denne lederrolle, Kerry aflagde sit berømte vidnesbyrd mod Nixon og Henry Kissingers strategi under en høring i 1971 i Senatets udenrigsudvalg.
Kerrys tale til Senatet er gået over i historien. Læsning af den i dag giver én gåsehud. Det er hans livs bedste og vigtigste. Budskabet kommer fra hans hjerte, er skrevet i elegant prosa og bygget argumentationsmæssigt op, som var det Sokrates, der talte. Ingen kan undre sig over, at den offentlige mening dengang i denne unge mand så en fremtidig præsident.
Foreløbigt har to biografier søgt at fremstille Kerrys fascinerende tilværelse. I den traditionelle biografi, skrevet af journalister fra Boston Globe, fortælles historien fra fødsel til præsidentkampagnen 2003-04. I historikeren Douglas Brinkleys Tour of Duty: John Kerry and the Vietnam War sættes fokus på Kerrys opvækst og Vietnamkrigens indflydelse på hans personlighed og hans udsyn.

Berettigelse
Begge bøger har deres berettigelse. Journalisternes fremstilling graver dybere ned i de grå og tvetydige zoner af Kerrys personlighed, mens historikeren lægger sig mere op ad Kerrys og hans venners personlige vidnesbyrd og mangler derfor en nødvendig kritisk indstilling til de primære kilders troværdighed. Trods det er Brinkleys den mest fascinerende læsning, hvilket mest skyldes hans adgang til Kerrys voluminøse korrespondance med sin kæreste, familie og venner fra Vietnam-dagene og krigsdemonstrationerne. Her løftes sløret for den unge spørgende og idealistiske sjæl, som kan være svær at genkende i senatoren og præsidentkandidaten.
Et par eksempler illustrerer denne pointe. Efter sin ankomst til byen Danang skriver han: »Engang imellem kunne man se en åben mark med nogle få hytter, hvor folk stod med deres oprullede bukser og brede hatte, der overskyggede udtryksløse ansigter. Hvordan kunne disse mennesker virkelig tro, at vi var dér for at hjælpe dem?«

Virkede meningsløst
»Det virkede meningsløst – ideen, at alt dette moderne militære isenkram kæmpede for et ideal, som havde enorm betydning for os, men som tydeligt nok ikke havde nogen mening for dem, vi angiveligt skulle kæmpe for. Jeg ved, det er let at blive bevæget, men jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at disse ansigter bød mig at tage hjem og lade dem være for sig selv.«
Nogle uger senere var Kerry kaptajn for en patruljebåd i floddelta’et Mekong – én meget farlig opgave, fordi båden var oplagt skydeskive for Vietcong. 80 pct. af mandskabet på disse både kom hjem i ligposer. I én af de første natmissioner skulle Kerrys båd bakke op om to mindre både bemandet af sydvietnamesiske styrker, der fik udbetalt dusør for hver guerilla, de dræbte.
Oplevelsen gjorde et uudsletteligt udtryk på Kerry. Lejesoldaterne skød fire ubevæbnede landsmænd ned og tog en ung kvinde til fange. Den unge kaptajn føler anger og skam. Han ser på pigen og har trang til at berolige hende.
»Men hvordan kunne jeg vide, at alt ville gå godt. Jeg vendte mig bort og gjorde intet. Jeg hadede mig selv og os alle for at have frarøvet dem deres selvrespekt.«
For Kerry er tilværelsen broget og fuld af nuancer. Han er den eksistentielle tænker. Er han beslutsom nok til at være præsident? Ja, alle hans krigskammerater beskriver ham som en stærk leder. Nu skal budskabet bare ud. Det bliver Kerrys opgave i aften i Boston.

*Douglas Brinkley, Tour of Duty, John Kerry and the Vietnam War, 545 s., Morrow 2004.

*John F. Kerry, The Complete Biography by the Boston Globe Reporters... 448s., Public Affairs 2004.

*Dette er den ottende anmeldelse i en serie om bøger i den amerikanske valgkamp. Tidligere artikler blev bragt 29 april, 6., 13., 24. maj, 1., 14. juni og 21. juli. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her