Læsetid: 3 min.

Fodboldlandsholdets farvelære og Zizous transparens

Et fransk kollektiv er røget ud af EM og hermed både blå og røde forestillinger om det multietniske samfund
3. juli 2004

Paris
Når 80’ernes store tennisspillere Yannick Noah vandt, var han fransk. Når han tabte, var han camerouneser. Ganske belejligt er han ikke kun søn af en fransk kvinde, men også af en camerounesisk mand.
Men Noah blev den sidste franske vinder af tennisturneringen Roland Garros. Nu brydes man ikke længere med hans ellers andre tennisstjerners nationalitet. Problematikken er tørret af på fodbolden.
Siden slut-90’erne er det her, at sportsfolks franskhed er blevet forhandlet. Og her, politikere har søgt et større publikum.
Da Zinedine Zidane i første kamp ved igangværende EM i Portugal i overtid scorede to hurtige kasser til slutresultatet 2-1 mod England, sad 13 mio. franskmænd limet til skærmen. Interessen for fodbold blev sat i perspektiv, da der samme dag blev afholdt Europa-Parlamentsvalg, og man efterfølgende noterede sig, at 57 procent af vælgerne var blevet hjemme i sofaen.
Den højreorienterede premierminister Raffarin, hvis parti UMP tabte til de røde på den anden fløj, trådte frem og erklærede de blå, ’les Bleus’ tillykke med sejren. Altså det franske landsholds.
Topmålet blev nået i 1998, da det franske landshold vandt VM i fodbold, siden udbygget med EM i 2000.
Imens opmærksomheden i tennis rettes på én persons præstation, drejes fokus i fodbold mod et helt holds, hvem der end måtte være på.
I 1996, da Frankrig blev slået ud af Europamesterskabet i semifinalen, var holdet ellers blevet kritiseret, især af formanden for det højreradikale nationalistparti, Front National, Jean Marie Le Pen: Nationalmandskabet var jo multietnisk, uden nationalfølelse og kunne ikke Marseillaisen i hovedet, ’par cæer’, som man siger på fransk.
Men da holdet vandt, to år senere, var det alles hjertebarn. Hele nationens. Portrætter af spillerne blev projiceret op på Triumfbuen til folkets jubel. Præsident Chirac hyldede dette hold, »cette équipe tricolore et multicolore«. Spillerne var mere end blot det franske flag, tricolorens blå, hvide og røde fanebærere. Men hvad?

Præsidentens udsagn efterlod en fortolkningsmargin. Sommeren over udspilledes en krig i dagspressen på poetiserende, politiserende farvemetaforer; i reportager, essay, interview om fodbold eller politik og især begge dele på en gang.
Holdet var en metonymi. En del trådte i en større helheds sted, nationen. Den sejrende holdstruktur var billedet på en sejrende national samfundsstruktur.
’Les bleus’, ja de kongeblå, tilføjede en skribent i den konservative avis Figaro, der genkendte de tre farver som »bleu, blanc, foot« – blå, hvid, bold. Glemt var det sorte flag over barrikaderne og maj ’68; nu vejrede i Paris og det øvrige Frankrig atter tricoloren. Der vejredes en ny patriotisme. Blandt »unge og gamle, store og små«.
På den anden fløj, og mere tro præsidentens tale, var kommunistavisen
l’Humanités hævdelse af den ny tricolore som »black, blanc, beur.« En reference til de sorte spillere, de hvide spillere, og de arabiske anden- og tredjegenerations-immigranter, ’les beurs’, på holdet, med andre ord kaptajnen, Zinedine Zidane. De mange hudfarver blev alle nationalfarver.

Zizou’, der har algierske rødder, gav en af de mest udskældte og forskelsbehandlede minoriteter i det franske samfund oprejsning.
Flere af l’Humanités skribenter fastslog, at sejren var »det bedste svar på »Le Pens fantasmer«, der havde lidt »et større nederlag end Brasilien i VM-finalen.«
De belastede forstæder, der er skildret i grå tristesse og fortvivlet desperation i sort-hvid filmen Hadet, brillerede nu: »Verdensmesterskabet har ændret synet på vores forstæder.« På forstæderne, vores forstæder. Champs-Elysées blev, Champs-Elysées var indtaget af forstæderne.
Heller ikke Figaro kunne nægte det. Tricolorens nye farver var »multiraciale« og den sorte stjerne »Thuram sang, omend måske falsk, Marseillaisen af hele sit hjerte.«
Og som en anden skribent et par dage senere anførte: »La France har kunnet være multiracial, fordi man har nægtet at være plurikulturel og polyetnisk. På det franske hold kan man spille frem eller tilbage, men det er og bliver samme kollektive spil...Vi, os med mange racer, med mange etnier, vi har skabt ét folk, én kultur.«

Men som noteret andetsteds i l’Humanité hin sommer: »Sport er ikke ... et mirakelmiddel mod samfundets onder.« Og nu har Le Pen bidt sig fast. Frankrig er røget ud af EM 2004. I Paris blev der smadret ruder. Og Zizou er blegnet. Ifølge Libération var han »transparent« i sidste kamp. Holdet er »brugt op«. Og hermed sikkert også interessen for metonymien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her