Læsetid: 2 min.

Folkefest i Århus

26. juli 2004

Spot
Først blev de fejret og hyldet af københavnerne, så gik turen til Grønland, og i dag beæres Århus med Frederik og Marys tilstedeværelse, når kronprinsparret i den årle morgenstund indleder deres sommertogt i byen.
Og det er svært at komme uden om, selv om man ikke bor i 8000 eller opland. I hvert fald, hvis man tænder for tv-apparatet i løbet af dagen. Et hurtigt vue på programoversigten på de store hjemlige kanaler, der har afsat størstedelen sendefladen til af dække begivenheden, afslører, at ikke færre end otte udsendelser på DR1 og TV 2 minutiøst skal dokumentere dagen. Dertil kommer genudsendelser af tidligere seermagneter som Fire bryllupper og et kongerige, Dronningens elefanter samt portrætprogrammer af den svenske Dronning Silvia og vores egen Prinsesse Benedikte.
På begge kanaler har man hyret det sædvanlige korps af kommentatorer og værtinder, der skal gelejde seerne gennem festlighederne, som var det en større sportsbegivenhed. Sammenligner man imidlertid med hin 14. maj, er der dog skruet lidt ned for charmen. Her var Flemming Toft hentet ind i studiet alene for at knytte et par kommentarer til kysset på balkonen, og det er der så vidt vides ikke nogen planer om i dagens light-udgave af bryllupsoptoget. Men århusianerne skal naturligvis ikke snydes for folkefesten.

Til den dovne eller travle seer, følger her en oversigt, der gerne skulle overflødiggøre flere timer foran skærmen.
Præcis kl. 08.30 anløber Kronprinseparret Århus Havn om bord på Kongeskibet Dannebrog. Fra honnørkajen kører de ud på en fire kilometer lang karettur gennem de århusianske gader, hvor tusindvis af byens indbyggere forventes at møde op langs ruten for at hilse på.
Derefter er der kransekage på Rådhuspladsen og reception inden døre, hvor parret får overrakt byens bryllupsgave.Når de officielle forpligtelser er tilendebragt, er der dømt folkefest i parken foran Musikhuset, hvor Poul Krebs og færøske Teitur leverer lydkulissen til et barbeque efter australsk forbillede, før turen går til Den Gamle By.
Nye seere kan begynde kl. 19, hvor Frederik og Mary har inviteret cremen af Århus til reception på Kongeskibet Dannebrog. På DR1 viser Natasja Crone højdepunkter fra dagen, mens Henriette Honoré guider seerne gennem Århus på den konkurrerende kanal.
Kronprinsparret fortsætter deres togt til Aalborg, Odense, Sønderborg og Graasten.

*DR1 kl. 08.30: Frederik og Mary ankommer til Århus
*TV2: kl. 10.20: Frederik og Mary i Århus – direkte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her