Læsetid: 12 min.

Fornuften, dette spøgelse fra det 18. århundrede

Hvem er tilhænger af statsministerens kulturkamp: Det er Jesper Langballe. Hvem er modstander af hele det moderne oplysningsprojekt? Det er Jesper Langballe. Information har mødt præsten, politikeren og forfatteren og bedt ham forklare hvorfor og hvordan…..
1. juli 2004

Hvorfor er kulturradikalismen blevet en sådan anstødssten?
Under vejs i Informations artikelserie om oplysningen er det blevet sagt, at kulturkampen ikke er en kultur-, men en politisk kamp, og at den er svær at forklare med andet end ressentiment. Sandsynligvis er du ikke enig i denne udlægning. Hvad er kulturkampen så?
»Jeg vil ikke helt afvise, at kulturkampen i virkeligheden er politisk. Det politiske er et hjørne af kulturkampen. Det nye er, at vi oplever en politisk kamp, som har vingefang, spændvidde, ånd og perspektiv, fordi den er andet og mere end politisk. Kulturkampen handler
ikke om flæskepriser, finansloven og den slags små frynser, men om spørgsmålet, hvad det betyder at være menneske. Og det burde den politiske kamp altid gøre. Kulturradikalisterne har renset den politiske debat for ånd – og gjort den ligegyldig.«
– Hvorfor er kulturradikalismen blevet en sådan anstødssten? Blandt andet har den jo en udpræget folkelig side – arkitekterne for eksempel, der prøvede at tegne nogle fornuftige møbler, som folk havde råd til at købe.
»Det kan du godt sige. Men jeg er bedøvende ligeglad med den æstetiske side af kulturradikalismen. En virkelig folkelig side har kulturradikalismen aldrig haft. Tag Brandesianernes alliance med husmændene – det var jo en farce. Bønderne blev til kanonføde i et rent taktisk anliggende. Intellektet, hovedstadens og venstrefløjens, trådte her knejsende og arrogant frem og etablerede sig som en særskilt herskermagt, der formulerede foragt for det almindelige folks værdier og holdepunkter.«
– Når du siger intellektet, mener du så, at kulturradikalisterne satte fornuften eller oplysningen over det folkelige og almenmenneskelige?
»Det er netop det, de gjorde. Fornuften, dette spøgelse fra det 18. århundrede, blev til arrogancens redskab. Samtidig med at denne tro på fornuften var så ufattelig naiv. Det er jo karakteristisk, at oplysningstiden simpelthen ikke har frembragt noget som helst åndeligt, der er værd at erindre. Oplysningstiden er jo den mest formørkede i dansk åndshistorie. Der er én forfatter, vi erindrer, og det er Ludvig Holberg. Og han er fuldstændig atypisk.«
– Vil du også sige, at dette gælder for den franske oplysning og forfattere som Voltaire og Rousseau?
»Fuldstændig! Også den franske oplysning var en afskrivning af alt det åndelige og en guddommeliggørelse af fornuften. Hele denne tankegang, at man kan sidde ved sit skrivebord og regne tilværelsen ud, at man kan skabe et idealsamfund efter fornuftens mønster, førte til den franske revolutions barbari og totalitarismen. Det er kendetegnende for både oplysningen og den danske kulturradikalisme, at den altid betragter tilværelsen som et uden for mennesket selv liggende forstandsobjekt. Når for eksempel Georg Brandes siger, at litteraturens opgave er at sætte problemer til debat, så må vi i dag, i bagklogskabens lys, sige: ja – og det døde litteraturen af! Problemer er noget, som man kan forholde sig fuldstændig udeltagende til. God litteratur, og kunsten i det hele taget, skal handle om mennesker, den må selv være delagtig. Og det har kulturradikalismen aldrig formået.«
– I den danske kulturkamp støder man tit på det argument, at der går en lige linje fra oplysningen til det 20. århundredes barbarier – koncentrationslejrene og Gulag. Jeg har svært ved at se logikken i dette ræsonnement. Nazismens forbrydelser blev vel snarere begået i folkets navn end i fornuftens?
»Jeg vil nu mene, at nazismens forbrydelser blev begået i racens navn. Og til grund for dette ligger jo en ideologi, som netop omtolker begrebet folk fra noget relativt og historisk til begrebet race, som er metafysisk og uforanderligt og på den måde får en evighedskarakter. Til grund for dette ligger netop en bestemt form for rationalitet, en biologisering og en videnskabeliggørelse, som har sin rod i Darwin. Den tyske race skulle forædles ved hjælp af eugenikken. Og i øvrigt: togene til Auschwitz kørte til tiden. Med andre ord: Nazisternes forsøgte at gøre det irrationelle til det rationelle. Og det fik vanviddet til at eksplodere.«
– Men vil du virkelig tage fornuften til indtægt for, ja netop – dette vanvid?
»Selvfølgelig skal man differentiere. Det skal man overalt, hvor man har med historie at gøre. Et er fornuftens tankeforbrydelse, nemlig at man forveksler sit teoretiske system med den faktiske virkelighed. Det andet er, at man prøver at omsætte et sådant metafysisk system til virkelighed, at verden og historien skal indrettes derefter. Og alligevel, når det er sagt, så bliver jeg nødt til at pointere, at oplysningens store fejltagelse er, at den ikke ser andet end fornuft – tag encyklopædisternes tro på, at alt mellem himmel og jord kunne samles i et leksikon. Fornuften anerkender ikke andet end sig selv. Den lader ikke et eneste poetisk smuthul tilbage, hvor mennesket kan gemme sig for dens damptromle.«
– Hvad skal den anerkende? Historien, folkeligheden, kristendommen?
»Lad mig med hensyn til folkelighed straks understrege, at jeg ikke har noget program for en bestemt form for folkelighed, for slet ikke at tale om, at vi skal skrue tiden tilbage til de gode gamle dage. Der, hvor kristendommen har anbragt mennesket på jorden, uden mulighed for at svæve halvvejs op i himlen og gøre sig selv og sin fornuft guddommelig, der ligger den virkelighed, som vi bliver nødt til at forholde os til. Det er derfor, jeg i min Blicher-bog lovpriser den britiske common sense – her gælder intet andet end den erfarede virkelighed. Og hvis man danner sig en teori på grund af erfaringen, så må den teori falde, hvis en ny erfaring modsiger den. Den folkelighed, som jeg vil vedkende mig, det er danskernes liv, som det er her og nu, og som jeg kan se det med mine øjne.«

Har mennesker ikke brug for en form for fremtidsvision, lad os bare kalde det utopi? I de indledende betragtninger i din Blicher-bog bruger du selv billedet af muren og den sidstlagte sten – at den enkelte er nødt til at vælge, med det håb og den fortvivlelse, det indebærer. Og du skriver: ’Vi skal ikke lytte til historien ved at overtage de gamles svar som færdige facitter.’
»Jeg kan have et håb, eller snarere: Et håb kan blive mig tilsagt. Og det er jo
ikke et håb om, at verden vil blive bedre næste torsdag eller om 10 år. Det er et håb om noget, som jeg ikke kender. I Hebræerbrevet i Det nye Testamente står der, at den kristne håber, men han ved ikke, hvad det er, han håber på. Det er et håb, som sætter mig i stand til at leve nu, og til at gå ind i mørket. Dette er en luthersk tanke, som betyder, at når vi taler om erkendelse, så er der en sort mur lige foran næsen af os, som hedder fremtid. Og vi kommer aldrig nogensinde til at kigge igennem den.«
– Dette håb kræver dog en kristen tro...
»Ikke nødvendigvis. ’Slægten er vis, individet er tåbeligt’, sagde den engelske filosof Edmond Burke. Dermed mener han, at den virkelighed, som vi lever i, ikke er formet af en bestemt arkitekt, den er et resultat af tilfældighed. Det enkelte individ kan have en plan eller et formål med sine handlinger, men resultatet bliver altid anderledes end forventet. Og derfor skal dette burkeske ’vis’ også sættes i anførselstegn. Man kan kalde det for skæbne, man kan også kalde det for Guds forsyn. Jeg vil nok bruge begge udtryk som synonymer.«
– Der findes ingen rigtig eller forkert samfundsteori, men der findes en retsindig eller en dårlig praksis – dette betragter du som essensen i Blichers skrift ’Danmarks nærværende Tilstand’. Og du citerer Tage Schack: ’Kun den fødte Oprører kan blive Autoritetens Forkæmper. Og kun den, hvis Oprør skjuler et Krav om virkelig Autoritet, kan virkelig gøre Oprør mod de Autoritetens Indehavere, der fornægter dens Væsen og gør sig til Nar. Ellers bliver det enten forbenet Konservatisme eller rodløs Radikalisme.’ Begge dele kan vel også læses som en beskrivelse af Jesper Langballe?
»Jeg synes, at det er formuleret meget præcist. Bare tag 1968, som var et rigtigt plapre-oprør, som ville fjerne alt, hvad der hed autoritet. Men hvad blev resultatet? Det blev, at autoriteten skjulte sig og blev dæmonisk. Man tilbad de mest afskyelige totalitære regimer, som foretog forfærdelige folkemord. Og derfor vil jeg sige, at den virkelige oprører er den, som gør oprør imod en autoritet, der fornægter sig selv.«
– Lad os blive i nutiden. Netop i afsnittet om den britiske konservatisme gengiver du også dens opgør med Jeremy Bentham og utilitarismen. ’Hermed påbegyndtes den udvikling, der gør økonomi til målestok for alt’, skriver du. Og du citerer den romantiske digter Samuel Taylor Coleridge, der beklager ’denne forbandede praksis altid kun at overveje, hvad der synes hensigtsmæssigt til lejligheden, løsrevet fra enhver grundsætning eller ethvert sammenhængende handlings-perspektiv’, som vil føre til et ’foragteligt demokratisk fåmandsvælde af glatte økonomer, i sammenligning med hvilke den værste form for aristokrati vil være en velsignelse.’ Der er mange, som mener, at Venstre har udviklet sig fra et liberalt til et neoliberalistisk parti, med en fuldstændig forgudelse af markedet – altså netop det parti, hvis regeringsmagt Dansk Folkeparti danner grundlag for, og som det kæmper side om side med i kulturkampen.
»Den kritik, synes jeg, er der meget rigtigt i. Efter min mening er der en temmelig stor forskel mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Og at Venstre har udviklet sig til et neoliberalistisk parti, har jeg netop måtte opleve i udlændingepolitikken og spørgsmålet om indfødsret. Efter min mening er indfødsretten et virkeligt privilegium, der blandt andet betyder, at de nye statsborgere bliver folketingsvælgere og dermed medbestemmende om Danmarks fremtidige skæbne. For Bertel Haarder derimod er det et integrationsmiddel, som kan hjælpe folk med at komme ud på jobmarkedet. Han spurgte: Skulle man udelukke folk, som er selvforsørgende, fra at få indfødsret? I Venstres neoliberalisme bliver det altså et spørgsmål om kroner og ører. Selvfølgelig er det fint, at være selvforsørgende, men for mig kommer det overhovedet ikke sagen ved. Det er et spørgsmål om dansk kultur, som man har integreret sig i og taget til sig som sin egen, og på den måde har gjort sig værdig til at bestemme med over.«

Det er blevet sagt, at du og Søren Krarup står i nogle problemstillinger, som er heroiske i deres anakronisme, altså at I ikke vil se i øjnene, at vi i dag lever i en globaliseret verden med internationale traktater, superanationale strukturer og mulitkulturelle samfund.
»Jeg har mine forbehold over for begrebet globalisering. Hvad betyder det? At jeg sidder derhjemme og læser i internationale tidsskrifter og kan surfe på internettet? Når jeg går uden for min dør, hen til købmanden langs Blichersvej, så møder jeg mine sognefolk i deres danske dagligdag. Hvis jeg skulle forklare dem, at deres virkelighed er fuldstændig globaliseret, så ville de se forvildet på mig og spørge, hvad jeg mener med det. Globaliseringen er for mig et rent bevidstheds-fænomen, som er ideologisk betinget.«
– Men du kommer ikke udenom, at virksomheder i dag lukker deres produktion i Danmark, for at flytte til Østeuropa eller Asien, og at dette har konkrete konsekvenser for konkrete danskere.
»Det er rigtigt. Og her vil jeg også gerne tage et forbehold med hensyn til det, jeg lige har sagt. I Dansk Folkeparti har vi kæmpet for, at danskernes arbejde ikke uden videre kan overtages af østeuropæere, som kommer til Danmark. Men i virkeligheden er det nok et meget større problem, at erhvervslivet nu flytter ud til det fjerne Østen. Og det er et virkeligt problem, hvor globaliseringen gør sig gældende og er en trussel, som vi bliver nødt til at forholde os til.«
– Og kræver denne udvikling så ikke en eller anden form for vision og et internationalt engagement? For hvis det har betydning for en dansk arbejdsplads, hvad der sker på Wall Street, så holder virkeligheden vel op med at være lokal og konkret for den enkelte.
»Som dansk borger og politiker må man hele tiden forholde sig til de udfordringer, som kommer udefra. Det er sandt, at penge intet fædreland har og ingen solidaritet kender. Det er godt, at politikere ikke bestemmer alting, og at der er en international økonomi, som virker uafhængig af politiske beslutninger. På den anden side må dette ikke være en sovepude for politikerne. Politik skal være forankret i noget ganske andet end markedsøkonomi. Det hele må ikke fungere efter markedets plan og logik.«
– Hans Jørgen Schanz har hævdet, at det moderne korrigerer sig selv. Det har forstået, at det ikke kan legitimere sig selv, at det har en begrænsning og at det ikke kan skabe alt – frem for alt historien, men også sproget, sansningen, følelserne, tænkningen. Med andre ord: Det moderne kan i dag rumme det amoderne, det er ikke længere en religionserstatning. Kan du forlige dig med en sådan form for selvreflekteret oplysning?
»Jeg er enig i, at det har været oplysningens grundtåbelighed, at tro, at fornuften kan legitimere sig selv. Men hvad kan så? Det må jo nødvendigvis være en instans uden for fornuften.«
– Ellers er det en grundantagelse, som man vælger at tro på eller ej – ligesom du tror på, at Gud findes.
»Der er kun én, der kan legitimere
sine egne gerninger, og det er Gud. Det er jo principielt, hvad Gud betyder. Hvormed det samtidig er sagt, at det kan vi mennesker ikke. Og det vil sige, at også fornuften og dens råderum er begrænset – til den almindelige sunde fornuft, som vi allesammen bruger til dagligt.«
– Men netop fordi vi mennesker ikke er guddommelige, må vi forholde os til virkeligheden på jorden. Fornuften skal kritiseres, men kritikken af fornuften må selv være fornuftig – det er oplysningens kerne.
»Det er jo ikke sådan, at så snart jeg ser ordet fornuft, så spytter og fråder jeg. Det er den selvberoende fornuft, som jeg vender mig imod. Hos Immanuel Kant og hans Kritik af den rene fornuft, som du hentyder til, er kritikken både subjekt og objekt – altså det, som kritiserer og som bliver kritiseret. Efter min mening er det til syvende og sidst en selvmodsigelse, fordi fornuften ikke er i stand til virkelig radikalt at kritisere sig selv. Og netop derfor kan den heller ikke legitimere sig selv. Der må være en instans udefra, som kritiserer eller legitimerer fornuften. Hos Kant er fornuften apriorisk og står slet ikke til diskussion.«
– Har du et bud på en sådan udefrakommende instans?
»For mig er der kun evangeliet, som siger til mennesket: Gud er i himlen og du er på jorden – og bliv der. Her er der kun erfaringen – min egen, folkets, slægtens – og en historie, som ikke har nogen retning, dybere mening eller fremtidigt mål, men som bare handler med os. Jeg ved godt, at denne tro ikke er almengyldig, og jeg kunne ikke drømme om at blande mig i andre menneskers forhold til Gud eller fordømme dem. Men den utopisme, som jeg vender mig imod, er for mig en forvrænget kristendom, en verdslig eskatologi. Mennesket bemægtiger sig læren om de sidste ting. Utopien havde ikke været mulig, hvis ikke kristendommen var gået forud. Marx’ og Lenins utopi er læren om Guds riges snarlige komme – som noget, mennesket selv skal sørge for. Men dermed bliver mennesket også til den absolutte instans, som hævner og straffer. For at opnå dette mål, bliver alt tilladt – målet helliger midlet. Og i modsætning til evangeliet findes der ingen tilgivelse, men derimod rent djævelskab.«
– Så ingen forlig med oplysningen og dens repræsentanter?
»Jeg er altid mistænkelig overfor, at man i åndelige anliggender indgår kompromiser. Men lad mig sige det sådan: Grundtvig kunne på sine gamle dage, da det gjaldt Danmarks skæbne, alliere sig med sine gamle modstandere, som han kaldte naturalister af ånd – og med dét mente han mennesker, som ikke havde kristendommen som deres udgangspunkt, men som alligevel var under en lov, som altså kendte til en etisk fordring, som var større end dem selv.«

*Jesper Langballe har netop skrevet bogen Anlangendes et menneske. Blichers forfatterskab – selvopgør og tidsopgør, som er udkommet på Syddansk Universitetsforlag. Information anmeldte bogen den 10. juni 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu