Læsetid: 3 min.

’Franske jøder, flygt til Israel!’

Opfordring fra Sharon til at ’flygte fra antisemitismen i Frankrig’ fremkalder skarp protest fra den franske regering og franske jødiske organisationer
20. juli 2004

PARIS – Forholdet mellem Frankrig og Israel har nået et nyt lavpunkt, efter at den israelske statsminister, Ariel Sharon, direkte har opfordret franske jøder til at udvandre til Israel »omgående« for at undgå antisemitismen. Den franske udenrigsminister, Michel Barnier, har betegnet udtalelsen som »utilladelig« og krævet en forklaring af den israelske regering.
Det var ved et offenligt møde i Jerusalem med amerikanske organisationer søndag, at Sharon lancerede sin appel: »Jeg opfordrer alle jøder til at komme til Israel. Men det er absolut nødvendigt for jøderne i Frankrig, og de bør sætte sig i bevægelse omgående. I Frankrig udfolder der sig en uhæmmet antisemitisme.«
Sharon indrømmede, at »den franske regering har truffet forholdsregler mod antisemitiske aktioner«, men han tilføjede: »I dag er omtrent 10 procent af befolkningen (den franske red.) muslimsk, hvilket begunstiger opstigningen af en ny form for antisemitisme baseret på anti-israelske følelser.«
Reaktionen fra udenrigsminister Barnier kom meget hurtigt.
»Vi har omgående taget kontakt med de israelske myndigheder for at afkræve dem en forklaring vedrørende disse utilladelige udtalelser,« hed det i en officiel erklæring fra ministeren.
Også de jødiske organisationer i Frankrig reagerede. Et medlem af bestyrelsen for det Repræsentative Råd for de Jødiske Institutioner i Frankrig (CRIF), Richard Prasquier, erklærede:
»Vi kan ikke acceptere den slags udtalelser. Vi ved alle, at jødernes
situation er vanskelig. Det jødiske samfund lever i en reel bekymring (...) Men at gyde benzin på bålet på denne måde er ikke acceptabelt.«

Republikansk opvågnen
En af den franske overrabiner Sitruks nærmeste medarbejdere,
Haïm Korsia, siger ifølge AFP, at spørgsmålet om franske jøders udvandring ikke er aktuelt. »At kalde sig fransk jøde har ingen mening,« fortsætter han.
»Nogle franske borgere er jøder, ligesom andre har en anden religion. Vi udgør en del af dette lands sjæl. Til gengæld må man opfordre til en almindelig republikansk opvågnen, for at enhver kan få lov at være sig selv.«
Det er ikke første gang, der er opstået en krise mellem Frankrig og Israel på grund af officielle israelske beskyldninger mod Frankrig for antisemitisme.
I januar 2002 var det den israelske viceudenrigsminister, Michael Melchior, der stemplede Frankrig som »det værste land i den vestlige verden med hensyn til antisemitisme«. Premierminister Lionel Jospin protesterede omgående over for den israelske ambassadør i Paris, og på et regeringsmøde under forsæde af præsident Chirac betegnede denne Melchiors udtalelse som en »fornærmelse mod Frankrig«.
I februar 2002 angreb Sharon Frankrig for »en meget farlig bølge af antisemitisme« og sagde, at jøderne i Frankrig »kunne komme i fare« som følge af »tilstedeværelsen af seks millioner arabere« i landet.
Baggrunden for diskussionen er de antijødiske aktioner i Frankrig – hærværk, ildspåsættelser m.m. mod jødiske skoler, synagoger og andre bygninger, hærværk på kirkegårde, aggressioner og trusler. Antallet af disse handlinger stiger og falder med spændingen i Mellemøsten, men de fordømmes enstemmigt, også af arabiske og islamiske organisationer.

Permanent kampagne
På regeringsplan føres en permanent kampagne mod antisemitismen, og samtidig med, at Sharon fremsatte sin nye udtalelse i Jerusalem, holdtes den store årlige mindehøjtidelighed i Paris med fordømmelse af masseanholdelsen af jøder i det besatte Frankrig i 1942. Seks medlemmer af den franske regering deltog i højtideligheden.
Nogle iagttagere peger på, at Israel har et demografisk problem i form af svigtende indvandring, tiltagende udvandring og en hastigt voksende arabisk procentdel af befolkningen, og de ser den israelske regerings angreb på Frankrig som led i en aktiv kampagne for rekruttering af indvandrere. Israel lokker med gavmilde subsidier til potentielle jødiske indvandrere, idet man fremstiller situationen i deres hjemlande som farlig – med Frankrig, Sydafrika og Argentina som de lande, hvor den israelske regering øjner de største egnede reserver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her