Læsetid: 4 min.

For de gamle som faldt

De faldt som fluer, da Lance Armstrong satte sine udfordrere af på de første høje bjerge, men nye tog over. Først og fremmest Ivan Basso
17. juli 2004

Tour de France
Så kom dagen, hvor ubesvarede spørgsmål fik lysende klare svar for dem, der kører Tour de France, og for dem, der følger med i det. Kan Lance Armstrong vinde for sjette gang som den første nogen sinde? Svaret ja stod skrevet med store bogstaver på den regnvåde asfalt på løbets første etape i Pyrenæerne og den første rigtige bjergetape med mål i La Mongie under toppen af Tourmalet. Hans hold var uden svagheder i den
preskørsel, der satte favoritter som Tyler Hamilton og Jan Ullrich ikke blot under pres, men helt af, og selv kørte han væk, da mandefaldet bagude var en kendsgerning.
Det var svar på andre spørgsmål. Ullrich og Hamilton har forlængst tilkendegivet, at de kører for at slå Armstrong og ikke for en ærefuld andenplads, men svaret var for dem frygteligt tideligt og tydeligt: Det kan de ikke. Tilmed måtte de begge i deres interne holdhieraki se sig overhalet af folk, der skulle have været deres hjælperyttere. For Hamilton var det hele tre. Gonzales, Gutierrez og Sevilla, der nu i klassementet ligger bedre end den amerikanske holdkaptajn. For Ullrich var det Andreas Klöden, der mere og mere ligner manden, som de tyske Telekom-tropper skal satse på i stedet.
Han har set trimmet og klar ud, Jan Ullrich, men i går lignede hans ansigt en boksers på vej til tælling. Løbet er langt endnu, som de plejer at sige i Frankrig, men svaret er kort: Det er forbi allerede nu for Jan og Tyler.
Ikke så meget på grund af tiden de tabte i går, men på grund af måden, de tabte den på. Uden evne til at svare igen allerede før Armstrong satte det endelige angreb ind, og det var et forbløffende syn at se Jakob Piil overhale sin CSC-holdkaptajn fra sidste år, Tyler, på vej op ad et bjerg.

Vildt og flot
For Bjarne Riis’ hold var etapen udfrielsen af små to ugers lige-ved-og-næsten og et svar på mange skeptiske spørgsmål. Ville den lille Carlos Sastre og den lange Ivan Basso kunne leve op til forventningerne som CSC’s klassements håb, og svaret gav først Sastre, da han satte et kontraangreb ind, da favoritgruppen havde indhentet dagens mest standhaftige og dristige udbryder. Og hvilken? Rasmussen fra Tølløse, der aldrig stiller spørgsmål til sig selv, men siger, hvad han vil, og gør det.
Jeg havde frygtet taktisk afventen på Col d’Aspin, bjerget før det afsluttende, men Rabobanks Michael Rasmussen satte et voveligt angreb ind allerede der og havde æren for, at der blev kørt vildt og flot cykelløb fra første stigning af vejen. 35 sekunders forspring nåede han alene i modvinden, inden Armstrong-gruppen hentede ham halvvejs oppe til målet i La Mongie – og hvor Sastre åbnede med et træk, der skulle vise sig vindende.
Hans ryk reducerede favoritgruppen, og holdkammeraten Basso kunne med lethed sidde afventende i hjulet af Armstrong.
To gange kørte Sastre kontra, og sidste gang var der kun to ryttere tilbage om Armstrong: de to CSC-folk.
Da amerikaneren angreb for at lægge yderligere tid ned til sine udfordrere og for at sætte trumf på ved også at vinde etapen, kunne kun den ellers ikke accellerationsstærke Basso både følge ham og på de sidste meter slå ham. Til begges tilfredshed.
Det lignede kongen og kronprinsen, der kørte over der, for efter i går ser feltet af udfordrere til Armstrong helt anderledes ud. Det er nu Basso, Andreas Klöden og spanieren Francisco Mancebo, han og man skal holde øje med, og hvem havde vovet det gæt i forgårs?
En læsning af etapen i går fortæller, at Ivan Basso kørte op på de sidste kilometer med større lethed og tilsyneladende overskud end Armstrong. Stilforskellen og forskellen i attitude og ansigtsskæren kan bedrage, men jeg vover påstanden, at der er meget mere i unge Ivan, efter at han nu også kender fornemmelsen af, at han kan køre efter de helt store sejre – og vinde dem.
Det har han ikke prøvet, siden han blev verdensmester for ryttere under 23 i 1998, og skønt et af verdens helt store etapeløbstalenter har hans manglende eksplosivitet og frygt for at angribe holdt ham væk fra de store sejre. Han
syvendeplads sidste år og høje placeringer i årene inden er skabt på en evne til at sidde med de bedste på selv de skrappeste bjerge. Hver dag.
Han er en af de mest konstante bjergryttere i feltet, og nu hvor han også har lært at vinde, kan det bringe ham meget langt.
Et nyt spørgsmål er ikke hvorlangt?, men hvornår?
Allerede i dag på Pyrenæernes hårdeste etape kan svaret falde, og jeg glæder mig til at se unge Ivan angribe. Og hvorfor ikke sammen med konkurrenten Rasmussen?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her