Læsetid: 4 min.

En ganske almindelig skoledag

Ved at afstå fra letkøbte forklaringer giver Gus van Sants filmiske milepæl, ’Elephant’, et foruroligende indblik i massemordets psykologi
23. juli 2004

Ny film
Hvad driver to unge mænd til at planlægge og koldblodigt gennemføre en massakre på Columbine High School i 1999, som koster 13 mennesker livet og sårer endnu flere?
De sad skævt på potten. De blev mobbede. De så voldsfilm. De spillede computerspil. Svar er der nok af, men ingen af dem overbeviser. Der skal mere end en dårlig barndom eller et overforbrug af videovold til at begå en så uhyrlig og meningsløs forbrydelse. Det ved vi godt. Derfor var det interessant, da Michael Moore i Bowling for Columbine kritiserede våbenlovgivningen i USA og pegede på amerikanernes kollektive angst som årsagen til voldsspiralen.
Men heller ikke Moores forklaring forekom udtømmende, og nu kan vi herhjemme endelig se vennen og kollegaen Gus van Sants fiktive drama om Columbine-massakren, Elephant, der vandt Guldpalmerne i 2003.

Buddhistisk parabel
Den gådefulde titel er dels en hilsen til Alan Clarkes tv-dokumentar Elephant (1989), som beskriver den nådesløse terror i Nordirland. Dels stammer titlen fra en buddhistisk parabel om en række blinde mænd, der undersøger hver deres del af en elefant, men ingen af dem forstår helheden. Over for Columbine er vi lige så magtesløse som de blinde mænd, hævder Gus van Sant i interviews og bedyrer, at hans film ikke rummer forklaringer.
Det sidste skal vi dog tage med et gran salt. For nok borer Elephant sig ikke på traditionel vis ned i mordernes psyke eller trevler deres dårlige barndom op, og nok er filmen uinteresseret i at udpege helte og skurke. Men ved at hæve blikket og i stedet fokusere på det high school-miljø, som ugerningen voksede ud af, får vi et foruroligende indblik i massemordets psykologi.

Nøglen til mordergåden
Gus van Sants metode er enkel og inspireret af den såkaldte flue-på-væggen-dokumentarisme. På diskret afstand observerer vi en række elevers færden på skolen i cirka 15 minutter op til, at to elever trækker våbnene og begynder at plaffe deres kammerater og lærere ned. I lange, sugende kamerabevægelser, der vækker mindelser om Stanley Kubricks gyserfilm The Shining, følger vi i hælene på personerne – spillet af rigtige high school-elever – igennem skolens klaustrofobiske korridorer og sterile klasselokaler, i kantinen, gymnastiksalen og på fodboldbanen uden for skolen.
Vi møder John, der kommer for sent til skole, fordi han har problemer med sin alkoholiserede far. Vi overhører en samtale mellem atleten Nathan og hans kæreste Carrie, ser nørden Michelles fysiske ubehag i omklædningsrummet og oplever tre piger, der afslutter frokosten i kantinen med opkastninger på toilettet. Dialogen er sparsom, handlingen minimal. Vi sidder og venter på, at helvedet skal bryde løs, men gradvist går det op for os, at disse hverdagsagtige hændelser er filmens kerne og rummer nøglen til massemordergåden: Det ordinære er det skrækindjagende!

Med- eller modspiller?
Ved at bevæge sig på kryds og tværs af tid og rum, ved at gentage det samme forløb fra forskellige synsvinkler skaber Gus van Sant et præcist billede af en social verden, hvor folk konstant krydser hinanden i skolens vinkelrette topografi, hilser og udveksler bemærkninger, men aldrig opnår menneskelig kontakt og nærhed.
High school-hverdagen er et isnende fravær af følelse. Her er intet fællesskab og ingen samhørighed, og både Leslie Shatz’ surreelle lyddesign og Harris Savides’ sygeligt blege billeder emmer af ensomhed og fremmedgørelse. Gang på gang isolerer kameraet et enkelt individ, viser det fra ryggen eller lader det forsvinde som en ubetydelig prik i et stort rum eller landskab. Alt er overflade, skin, syntetisk. Disse mennesker er ikke af kød og blod, de er objekter i livets store computerspil: 0 eller 1? Med- eller modspiller?

En samfundstilstand
»Psykopaten kan meget vel være den fordærvede og farlige forløber for en ny slags personlighed, der kan gå hen og blive det 21. århundredes centrale mennesketype,« har forfatteren Norman Mailer spået om vor anonyme massekultur, og det er netop, hvad Elephant viser: Vi kan ikke længere isolere psykopatien til nogle få, afsporede individer, den har sneget sig ind i vores bevidsthed, vi er alle potentielle massemordere.
Derfor er det også helt logisk, at Gus van Sant først præsenterer morderne i filmens anden halvdel og i øvrigt ikke forsøger at forklare deres personlige motiver. Den ene fyr mobbes i skolen, den anden spiller shoot’em up-computerspil, de ser en tv-dokumentar om Nazi-Tyskland og kysser hinanden i badet, men intet af dette kan forklare ugerningen, som – forstår vi – har dybere, samfundsmæssige rødder. Og da de to outsidere endelig indleder deres ubarmhjertige massakre og for en kort stund gør sig til overmennesker i det lukkede univers, som skolen udgør, tilbyder filmen os ingen forløsning, intet klimaks, intet adrenalinsus. Af alle de mange film om psykopater må Elephant være den mindst glorificerende.

Hypnotisk realisme
Det er en stor triumf for Gus van Sant, hvis karriere har svinget mellem poetiske kultfilm som Drugstore Cowboy og My Own Private Idaho, feelgood-mainstream som Good Will Hunting og Finding Forrester og excentriske eksperimenter som frame-by-frame-genindspilningen af Psycho. Med
Elephant, hans hidtil bedste, suger Gus van Sant tilskueren til sig med en hypnotisk realisme. Rytmen skabes ikke primært i klippebordet, men ligger i scenen og dens naturlige, uklippede forløb. Form og indhold går op i en højere enhed i en filmisk milepæl, der viser, hvad mediet kan, når en visuel, modig og radikal instruktør får chancen for at folde sig ud.

*Elephant. Instr: Gus van Sant. USA 2003. Grand Teatret og Dagmar (København) samt Øst for Paradis (Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her