Læsetid: 4 min.

En generation af punkere og yuppier

I 80’erne var man enten yuppie, disker eller punker. Men selv om ungdomsgrupperne var mere opdelte end i dag, havde de flere lighedspunkter. Forfatter Jan Sonnergaard fortæller om sin egen generation
12. juli 2004

Nå-generationen
Forskellen mellem de outrerede punkere og de stilfulde yuppier var måske slet ikke så stor i 80’erne, som den umiddelbart kunne se ud til.
Godt nok sniffede punkerne lightergas, mens yuppierne holdt sig til en bane kokain. Men dybest set handlede det om det samme. Med Den Kolde Krig som en bastant trussel kunne de unge lige så godt skeje ud. Det siger forfatter Jan Sonnergaard, som Information har bedt karakterisere sin egen generation.
I dag er det ikke længere forbeholdt 80’ernes smarte yuppier at drikke kulørte drinks. Jan Sonnergaard byder på jordbær-daiquiri i sin lejlighed i Københavns nordvestkvarter på en ganske almindelig fredag eftermiddag.
Med tydelig rutine ryster han ingredienserne i shakeren og serverer drinksene i cocktailglas på stilk. Med drinksene fortæller han en central pointe om forskellen på dem, der er unge i dag og dem, der som han selv var unge i 80’erne:
»Der var mere markante forskelle på unge i 80’erne. Drinks ville typisk være noget, som man indtog, hvis man var yuppie og gik på Victor sammen med fotomodeller, escortpiger, spekulanter og den slags. Var man til gengæld til rock og punk, så hadede man dem, der gik på Victor, og så hadede man diskerne og omvendt. I dag er det mere udflydende, hvad man gør,« siger Jan Sonnergaard.
(Diskerne var til de helt unge læseres oplysning den mere sorgløse ungdom, som godt kunne lide at gå på diskotek og danse).
De markante udtryksformer mener Jan Sonnergaard også kunne ses som en reaktion på truslen fra Den Kolde Krig.
»Det var typisk for min generation, at man voksede op med en ret bastant trussel. Det var faktisk ikke helt usandsynligt, at en af de her senile, alkoholiserede, sovjetiske generaler ville sende bomber afsted. Det var heller ikke helt usandsynligt, at Reagan og hans højrefolk ville lægge kloden øde. Det var en paranoid forestilling, men det var for så vidt ikke helt usandsynligt,« siger Jan Sonnergaard. Truslen er ganske vist ikke væk i dag, men ifølge Jan Sonnergaard var truslen mere fremtrædende dengang i folks bevidsthed og førte derfor til nogle mere markante opdelinger:
»Der var ikke så meget snak hen over barriererne. Men det pudsige er, at yuppierne og bz’erne lignede hinanden i deres tankegang om, at kloden kunne eksplodere i morgen.«
Hvis medlem af Folketinget, Pernille Rosenkrantz-Theil, har ret, når hun i Information i sidste uge hævder, at de 35-45 årige er fraværende i den offentlige debat, mener Jan Sonnergaard, at man godt kan se det som en reaktion på, at politikerne har spillet fallit:
»Det er forståeligt nok, at folk ikke lægger deres engagament i partipolitik, for politik har i fjernet sig fra dagligdagen og er blevet mere professionaliseret,« siger han.
»Det er de samme navne og uddannelser, der går igen blandt politikerne. Politiske karriereforløb ligner til forveksling dem, man kunne finde inden for det private erhvervsliv.«

Totale løsninger
Det er ikke kun de politiske partier, der har spillet fallit. Musikkens idoler har også mistet troværdighed på grund af den stigende kommercialisering af kulturverdenen.
Hvad enten man som ung bekendte sig til punk eller pop, fik unge i 80’erne næsten en totalløsning. Hvis man bekendte sig til punken eller den ny poesi med Michael Strunge i spidsen, var der nogle ting, man gjorde, og nogle ting, man bestemt ikke gjorde.
»Man nægtede at aftjene værnepligt eller sørgede for at fuske, så man blev kasseret. Man hadede de konservative og Glistrup. Der var kun bestemte ting, man brugte penge på, og det definerede også i et eller omfang, hvordan man så ud.«
I dag ser det ifølge Jan Sonnergaard helt andeledes ud: »Det er mere opblødt i dag, og det kan for så vidt være meget positivt. Når jeg er ude at læse på gymnasier, ser man måske en hippie-pige i afghanerpels holde i hånd med en, der har ringe i hele hovedet, og måske sidder den pæne pige lige ved siden af dem. Der er ikke de samme skel, som der var dengang.«
Når folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil beskylder Jan Sonnergaards generation for at være politisk uengagerede og fraværende i den offentlige debat, er Jan Sonnergaard ikke enig i karakteristikken.
Han undrer sig bl.a. over, at hendes generation, der i dag er i tyverne, har ladet regeringen afskaffe demokratiet på universiteterne uden videre protester:
»Det undrer mig, at der nærmest ikke var en eneste tilkendegivelse af protest, da man afviklede medbestemmelsesretten på universiteterne. Det har politikerne jo fået lov til fuldstændig uden nogen sværdslag. Der var trods alt i den generation, der var ung i 80’erne, nogle mere voldsomme tilkendegivelser fra for eksempel punkbevægelsen kulørt klat og bz’erne,« siger Jan Sonnergaard og fortæller om, hvordan studerende bl.a. blev anholdt for at have plyndret supermarkeder i protest mod nedskæringer i uddannelsesstøttten.
Det kan godt være, at generationen ikke engagerer sig i partipolitik, men til gengæld, mener Jan Sonnergaard, at organisationer som Greenpaece og Amnesty har mere appel og troværdighed blandt de 35-45 årige:
»Lige meget, om man var med eller ej i et parti, er indstillingen: Don’t follow the leaders, som Bob Dylans 68’er slogan lød. Eller med U2’s ord: I would join a movement, if there was one, I could believe in.«

Serie
Tabt generation?
*»Glem dem mellem 35 og 45«, har Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil sagt. »Udskriv dem af Danmarkshistorien. Det er helt grotesk, at man har en hel generation, der bare ikke er der. De eksisterer ikke i den offentlige sfære.«
Information har spurgt dem selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu