Læsetid: 4 min.

Generationen der blev væk

De 35-45-årige er sig selv nok og tuller rundt derhjemme med villa, Volvo og vovhund, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Den unge generation er heldigvis mere aktiv og har haft travlt med at indhente det tabte
7. juli 2004

»Det er helt grotesk, at man har en hel generation, der bare ikke eksisterer. De er i hvert fald fraværende både i de politiske partier og i organisationsverdenen som sådan.«
Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil har ikke meget tilovers for den generation, der kommer lige før hendes egen. Dem, der er født i 60’erne, var unge i 80’erne og nu for de flestes vedkommende har stiftet familie og slået sig ned.
Ifølge den 27-årige folketingspolitiker er det en generation, der ikke spiller nogen betydelig rolle i det offentlige rum.
»Det er den meget private sfære, der er det vigtigste. Villa, Volvo og vovhund står dem nærmest. Jeg oplever dem som en generation, hvor idéen om, at enhver er sin egen lykkes smed, vandt,« siger hun.
Ligesom hun er skarp i kritikken af de 35-45-årige, er Pernille Rosenkrantz-Theil ikke i tvivl om, hvad deres apati skyldes. De er ofre for den ændring af verdensordenen, der fandt sted i løbet af 1980’erne, hvor mange af dem var i færd med at finde fodfæste rent politisk.
»Man begyndte at overgå til et verdensbillede, med kun én ideologi, nemlig den liberalistiske. På det tidspunkt klapper de venstreorienterede ideologier sammen,« siger hun.
»Når én ideologi sejrer, betyder det selvfølgelig at den den anden ideologi bliver tvunget i knæ og bliver nødt til at redefinere sig selv. Når man er ung, er det en meget svær samfundsmæssig situation at håndtere. For specielt når man er ung, har man brug for, at tingene er sort-hvide og klart trukket op.«
Det er især til venstre for midten, at Pernille Rosenkrantz-Theil snakker om en politisk afmatning op til og efter murens fald. Hun nævner kulturminister Brian Mikkelsen (K) og Søren Pind (V) som eksempler på, at højrefløjen ikke er nær så hårdt ramt. Men de borgelige klarede ikke frisag.
»Hvis kun én ideologi er fremherskende, sker der en afpolitisering generelt og ikke kun af den ene fløj. Det er jo i boksekampen med den anden modpol, at man finder ud af, hvor man står. En del af at definere sig selv politisk handler om, at definere sig i forhold til andre,« siger hun.

Manglende overlevering
Pernille Rosenkrantz-Theil understreger, at det udelukkende er hendes egne observationer, der ligger til grund for hendes udtalelser om den tabte generation. Hun fortæller blandt andet om, hvordan hun i otte år har siddet i Enhedslistens hovedbestyrelse næsten udelukkende sammen med jævnaldrende og dem fra hendes forældres generation.
»Samme fænomen findes i kvindebevægelsen. Der er min mors generation og min generation, men der er ikke noget ind imellem, og det betyder, at den naturlige overlevering af viden og kunnen ikke rigtig er der,« siger hun.
»Det betyder, at man skal opfinde den dybe tallerken forfra.«
»Det er mere unaturligt at skulle opdyrke den erfaring, når der er så stort et generationsspring, end hvis der havde været nogle, der var et par år ældre. Det er sværere fordi, man ikke naturligt indgår i de samme sociale fællesskaber,« siger hun.
Det er dog ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Pernille Rosenkrantz-Theil hører selv til den generation, der har nydt godt af, at der var plads til og brug for nye kræfter i organisationer og partier.
»Der er ikke nogen tvivl om, at der er et vakuum efter den generation, der ikke var der. På den måde er det positivt, fordi det kan være med til at skabe noget plads. Da vi trådte ind på scenen i Enhedslisten som den yngre generation, blev der taget imod os med kyshånd, fordi der kom den dynamik, der ligger i modspillet generationerne imellem, og som havde været fraværende i et årti.«
De, der har haft lyst, er blevet suget ind i organisationer og partier. Til gengæld har tomrummet fra den manglende generation i nogle tilfælde gjort det svært for de nye, unge kræfter at komme til fadet, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.
»Det kan være svært for den yngre generation at få fodfæste, når der er så stor aldersforskel. Det er svært med 20-30 års forskel at tiltage sig magten, og derfor bliver det nødvendigt, at der er nogle, der er villige til at fragive den. Hvis der ikke er det, risikerer man at få skabt et usandsynligt statisk organisationsniveau i Danmark,« siger hun og hentyder til de problemer, nogle politiske partier har haft med at få kørt unge ansigter frem.
Selv om Pernille Rosenkrantz-Theil er kritisk over for den tabte generation, så vil hun ikke udelukke, at de vågner op.
»Jeg tror samfundsgrupper udvikler sig meget mere dynamisk, end at man kan sige ’én gang fortabt altid fortabt’.«
Men løsningen har hun ikke.
»Der er en disillusion, der har bidt sig fast, som er blevet til en ligegyldighed, som gør, at man ikke i den generation har fået skabt en tradition for at blande sig og for at turde sætte en dagsorden. Og jeg har ikke svaret på, hvordan vi kan mobilisere dem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

christian christensen

Ja, 42 - årige Pernille, vi bliver alle ældre med tiden og må opgive vor ungdoms spælske drømme..