Læsetid: 5 min.

Jeg gør det på min egen måde

Mads Mikkelsen er biografaktuel i den amerikanske storfilm ’Kong Arthur’, hvor han spiller en af ridderne om det runde bord. Det var et frikvarter fra de mere karakterbaserede, danske film, hvor skuespilleren ser det som sin opgave at medvirke til at fortælle historien bedst muligt
30. juli 2004

Interview
Mads Mikkelsen er en glad mand. Han er lidt ærgerlig over at måtte sige det, men faktisk har han ikke noget at brokke sig over for tiden. Han har lige vundet en pris på en russisk filmfestival; til efteråret kommer Nicolas Winding Refns Pusher 2 med Mikkelsen i hovedrollen; for tiden befinder han sig på Fyn og spiller en hovedrolle som præst i Anders Thomas Jensens Adams æbler, en komedie af de mere absurde.
Og i dag er der premiere på den amerikanske storproduktion Kong Arthur, i hvilken 38-årige Mikkelsen har rollen som Tristan, en af Arthurs tapre riddere om det runde bord. Udstyret med en veldresseret høg er langhårede, ubarberede Tristan manden, som Arthur sender ud for at finde ud af, hvor fjenden befinder sig.
I New York Times fremhævede en anmelder Mads Mikkelsens »enigmatiske Tristan« blandt Arthurs mænd, og Mikkelsen selv synes også, at hans karakter har noget at byde på: »Jeg har høgen, og jeg er ham, der går ud alene,« siger han, da han på bedste stjernemanér – og på filmselskabets foranledning – tager imod verdenspressen i en salon på Hotel d’Angleterre.
»Jeg har den der onde måde at slås på. I den første kamp etablerer man, at jeg ikke slår fjenderne ihjel, men skærer dem i deres kæmpearterier, så de ligger og skriger. Og så stiller jeg mig og venter på det næste hold fjender, og det første, de ser, er deres egne, lemlæstede, døende venner, hvilket jo er et godt psykologisk overtag at få.«
Desværre er scenen klippet meget ned i den endelige version af Kong
Arthur, men Mads Mikkelsen er stadig med i hele filmen, og de seks måneder, han tilbragte med at optage den, står som en stor oplevelse og et frikvarter fra det mere karakterbaserede skuespil, han er kendt for i sine mange danske film.
På den store produktion fik han lov til at udleve en drengedrøm om at være en kriger, der rider og slår mennesker ihjel. Som han siger, så »fik jeg lov til at lege paintball i seks måneder«.
Birollerne i Kong Arthur er typer, og selv om skuespillerne naturligvis diskuterede deres karakterer, så har de ikke den store personlighed. Mikkelsen fortæller, at der ifølge manuskriptet var seks mænd omkring Arthur og en masse replikker, der skulle fordeles.
»Jeg var hurtigst til at spørge, om jeg ikke kunne spille ham, der ikke snakkede så meget. Jeg syntes også, at det var nogle lortereplikker. Der var fire andre, som gerne spille den stille og mærkelige Tristan, men da jeg havde den sjoveste accent, blev det mig.«
Umiddelbart har den imødekommende og lattermilde Mikkelsen ingen store planer om en karriere i udlandet, dertil har han det for godt i Danmark. Men skulle rollen i Kong Arthur give ham nogle muligheder, han ellers ikke ville få, så vil han naturligvis udnytte dem.

Det er rollen som Fischer i tv-serien Rejseholdet, der for alvor har gjort Mads Mikkelsen til hvermandseje. Men selv om han i serien gør god brug af sin evne til at spille en hård mand med et følsomt indre, så er det i filmrollerne, at han viser sin ikke ubetragtelige spændvidde.
I film som Vildspor, Bleeder, En kort en lang og Elsker dig for evigt spiller Mads Mikkelsen en blød mand, ikke uden kanter, men fuld af omsorg for
sine omgivelser eller på jagt efter kærligheden. I andre film som Ondt blod og Pusher giver han den som hårdkogt rod og bruger sit tiltrækkende, markerede ansigt til stor effekt.
Han er en meget fysisk skuespiller, der trækker på adskillige år som danser og gymnast og gerne lader sin krop udtrykke, hvad han føler. Indimellem kan man få fornemmelsen af, at han er lige ved at eksplodere, og i mere komiske roller, f.eks. Anders Thomas Jensens Blinkende lygter og De grønne slagtere, kombinerer han sine talenter og får det optimale ud af nogle alt andet end almindelige knudemænd.
Mads Mikkelsens Svend Sved (De grønne slagtere) er en af hans allerbedste roller og en konstruktion af dimensioner. Men han får Svend til at leve og publikum til – til vores egen store overraskelse og fornøjelse – at tro på og føle med denne følelsesforvirrede, morderiske galning. For Mikkelsen drejer det sig om at fortælle en historie bedst muligt. Han nævner Robert De Niro og
Gene Hackman som to af sine store forbilleder, fordi de lader sig opsluge af deres roller og giver publikum mulighed for at glemme, at de sidder og ser på en skuespiller.
»Jeg skal selvfølgelig gøre det på min egen måde,« siger Mikkelsen, »men det inspirerer mig, at de er i stand til at gøre det.«
Han studerer ikke andre skuespillere for at se, hvordan de gør – »når man
ikke tænker over det, har det været godt, og så skal det spilles præcis sådan« – men snarere for at se, hvordan det ikke skal gøres.
»Jeg forstår måske godt, hvad det er, skuespilleren vil, men det fungerer ikke, og jeg spørger mig selv, ’skulle man så ikke have gjort sådan i stedet’.«

Mads Mikkelsen vælger film ud fra både manuskript og instruktør, og han foretrækker, at der en vis radikalitet i projektet. At instruktøren vil og tør noget med sin film, og at han forstår at formidle det videre til sine skuespillere.
Både Nicolas Winding Refn og Anders Thomas Jensen er i besiddelse af den radikalitet, og blandt andet derfor arbejder Mikkelsen gerne sammen med de to instruktører. Sammen med Refn har han lige færdiggjort Pusher 2, der følger Mikkelsens karakter, Tonny, fra den første film otte år senere.
»Det var meget mærkeligt,« siger han om oplevelsen med at gå tilbage til en gammel rolle, »men det var et eksperiment, vi var nødt til at prøve.«
I modsætning til Mads Mikkelsen har Tonny ikke flyttet sig meget, siden man mødte ham i Pusher, og skuespilleren var først en smule nervøs for, at karakteren ikke længere sagde ham noget. Men da først han havde fået raget håret af, gik det lynhurtigt med at falde ind i den gamle jargon.
»Vi følger Tonny på en anden måde. Han behøver ikke være så speedet som i Pusher, hvor han mere var et underholdende element. Han er stadig meget
irriterende, men nu ser man også, hvor sølle han egentlig er.«
Mikkelsen er også glad for rollen som Arne, den »skingrende vanvittige« præst i Anders Thomas Jensens kommende film, Adams æbler. Instruktøren har selv sagt, at han denne gang går endnu længere ud end i De grønne slagtere, og Mikkelsen forsikrer om, at der bliver brudt nogle tabuer.
»Vi skal bare godt i gang. Det var det samme med De grønne slagtere, der var så uhåndgribelig en ting at begynde på, fordi det ikke rigtig var prøvet før, og vi vidste ikke, hvor stort vi kunne gøre det.«
Så Mads Mikkelsen er altså en glad mand. Alt går, som det skal. Men, siger han, »jeg er ikke taknemmelig, fordi jeg synes selv, at jeg er en del af grunden til, at jeg får lov til at lave så meget.«

*Kong Arthur har dansk premiere i dag og bliver anmeldt på side 12

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu