Læsetid: 5 min.

Grønlykke koger stadig

Den prisbelønnede forfatter Maria Grønlykke, der skriver Informations sommerføljeton, er fortsat kogekone ind til benet. Tidligere var hun jurist i Energiministeriet, dog afbrudt af perioder med familien og kogekunsten i højsædet
2. juli 2004

Den prisbelønnede forfatter Maria Grønlykke, der skriver Informations
sommerføljeton, er fortsat kogekone ind til benet. Tidligere var hun jurist i Energiministeriet, dog afbrudt af perioder med familien og kogekunsten i højsædet

Portræt - Maria Grønlykke
Når forfatteren Maria Grønlykke fortæller om den fremsynede godsejer Bardenfliid og grevinde Sophie Ryskilde Adelsvilje Gyldenriis til Ankersminde, der lider af inkontinens, ligger fiktionen ikke uendelig langt fra Maria Grønlykkes egen virkelighed.
Selv er Maria Grønlykke vokset op i landlige omgivelser på et Gods på Fyn, hvor også hendes debutbog Fisketyven – Historier hjemmefra, finder sted. Anmelderne havde næsten kun ros til overs for Grønlykkes debut. Informations anmelder, Anna Wegener, kaldte bogen: »Søren Faulis Polle Fiction parret med svenske Mikael Niemis Populærmusik fra Vittula parret med Jan Sonnergaards Radiator. Tilsat et skvæt varm kvindehumor.« Sådan lød karakteristikken af Grønlykkes første novellesamling om godtfolk på Fyn. Romanen fik da også Bogforums debutantpris 2003.
En helt ung debutant var hun ikke. Bag sig havde hun en karriere som jurist i centraladministrationen. Noget af det sidste hun beskæftigede sig med som jurist var at føre forhandlinger med de danske elværker og skrive lovforslag om CO2-afgifter. Hun forlod Energiministeriet, fordi hun ikke længere kunne stå inde for den lovgivning, hun selv var med til at skrive:
»Jeg fik svip, fordi jeg på et tidspunkt landede et sted, hvor jeg syntes, at lovgivningen var så gudsjammerlig, at jeg måtte stoppe,« har hun tidligere sagt til Berlingske Tidende.
Også meget andet tyder på, at det er vigtigt for Maria Grønlykke, at hun kan stå inde for sit arbejde. Om det så handler om at finde den helt rigtige pakke blandt otte forskellige pakker smør, eller om det drejer sig om at udføre arbejdet som jurist tilfredsstillende – også selv om det kunne føre til konflikter med chefen. Hendes ældste søn Adam fortæller om dengang, hvor hendes chef bad hende om at afvise en journalist, der havde søgt aktindsigt.
Maria Grønlykke indvendte, at hun ikke kunne give afslag, fordi ansøgniningen var velbegrundet. Men chefen insisterede:
»Herefter lavede min mor – mange år før Festen – to sagsbehandlinger, som hun pakkede ind med henholdsvis en rød og en grøn sløjfe. Den røde var afslaget formuleret efter forvaltningskunstens mere tvivlsomme regler, den blå var en efterkommelse af ansøgningen. Den grønne bar hendes underskrift, den røde gjorde ikke. Da chefen alligevel gennemførte sit afslag, og journalisterne efterfølgende klagede til ombudsmanden, fik chefen en betydelig næse – til min ellers ikke særligt skadefro mors fornøjelse,« fortæller sønnen Adam Grønlykke Mollerup.
I perioder af sit liv som jurist har Maria Grønlykke indimellem skiftet karrieren ud med et liv som kogekone, et fag der ikke ligger fjernt fra familien.
Marias Grønlykke er datter af Sven og Lene Grønlykke, der ligesom Maria udfoldede sig inden for flere forskellige kreative fag.
Forældrene drev gourmetrestauranterne Falsled Kro, Kong Hans og delikatesseforretningen Løgismose. De gjorde sig også gældende inden for filmens verden og lavede blandt andet filmen Balladen om Carl-Henning. Efter forældrenes død drev de seks børn familiens restauranter videre i fællesskab. I dag har Maria Grønlykke dog overladt driften af virksomheden til sine søskende og koncentrerer sig nu om sit forfatterskab.

Men kærligheden til kogekunst har hun ikke lagt på hylden. Hun ynder gerne at forkæle dem, hun holder af med lækkerier fra egne potter og pander.
Fornylig dukkede hun op hos sin datter Nina Grønlykke Mollerup, der sad sammen med sine studiekammerater og knoklede på en eksamensopgave. Med sig havde Maria Grønlykke både hovedret og dessert, så datteren og hendes venner ikke skulle sulte sig gennem arbejdet eller forfalde til tarvelig junk-food.
Alle Maria Grønlykkes tre børn fortæller om Maria Grønlykke som en meget kærlig mor, der altid har sat dem i centrum. »En fantastisk mor,« kalder de hende alle tre uafhængigt af hinanden. Hendes ældste søn Adam husker dengang, da Danmarks fodbolddrenge kom hjem fra et ikke særligt vellykket EM i 1988. Hans mor gjorde alt, hvad hun kunne for at vende nederlaget til en fest: Klokken tre om natten vækkede hun sine børn, fik dem ud af sengen og sagde: »Nu kommer de. De er lige landet ude i Kastrup.« Mor og børn satte kursen mod lufthavnen, hvor de stod klar med flag for at muntre både børn og slukørede fodboldspillere op.
De små opmuntringer skorter det i det ikke på fra Maria Grønlykkes side. Den yngste af hendes tre børn, sønnen Noa, er netop blevet student. Da han skulle til en af sine sidste eksaminer, havde Maria lagt en lille seddel i hans madkasse, hvorpå der stod:
»Jeg elsker dig. Gør dig god.« Selv om Noa gik i 3. g. insisterede Maria Grønlykke på at lave hans madpakke.
»Hun insisterer på at lave den, for det er vigtigt for hende, at jeg får noget ordentligt at spise,« fortæller han.
Mens Maria Grønlykkes mand, Jacob Mollerup var chefredaktør på Dagbladet Information, skete det også ganske ofte, at hun kom forbi til frokost med madpakken.

Måske skal det nævnes, at Maria Grønlykke har valgt at arbejde på deltid i perioder, så vores kvindelige læsere med fuldtidsarbejde ikke får for meget sved på panden.
Der kan dog ikke herske tvivl om, at Maria Grønlykke sætter familien højt. En hønemor og et rigtigt familiemenneske. Hun stiftede familie i en ung alder, helt i overensstemmelse med traditionen i familien. 19 år gammel flyttede hun sammen med sin nuværende mand, kun få uger efter de havde mødt hinanden.
Da hun proklamerede over for familien, at hun havde fundet sin udkårne, spurgte hendes mor, om de ikke kunne vente med at gifte sig til dagen inden, hun ville fylde 20. Det var nemlig den dag Lene Grønlykke og hendes mor, Maria Grønlykkes bedstemor, selv var blevet gift. Og således blev det.
To år efter parret blev gift, fik de sønnen Adam. Halvandet år efter kom datteren Nina til. Den yngste søn Noa kom til verden, da studietiden var forbi i 1985.
Frem til 1997 arbejdede Maria Grønlykke i forskellige ministerier og styrelser, afbrudt af perioder, hvor hun beskæftigede sig som kogekone.
Og Maria Grønlykke koger fortsat. Hvis medarbejderne i redaktionssekretariatet her på avisen afholder sig fra at rette i hendes sommerføljeton vanker der mangotærte med vaniliecreme efter den første uge. (Det er i dag). Holder redaktionssekretærerne sig fra at klippe og slette i hendes tekst i alle de syv uger, som serien løber over, tropper hun op med Poussiner i Estragon som erstatning for den take-away, de redigerende normalt får. Velbekomme og god læselyst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu