JuniBevægelsens styrmand og eneste valgte medlem til Europa-Parlamentet, Jens-Peter Bonde, har indgået aftale om gruppesamarbejde med det italienske parti Lega Nord og det græske Laos. De to partier betegnes som stærkt højreorienterede og fremmedfjendske, og græske Laos har oven i købet prædikatet antisemitisk.
Medlem af JuniBevægelsens ledelse, Trine Mach, der fik tredjeflest stemmer på JuniBevægelsens liste til Europa-Parlamentsvalget tager skarpt afstand fra samarbejdet: »Vi har i ledelsen hele tiden ment, at vi ikke vil sidde i gruppe med folk som Le Pen fra Frankrig, selv om det kun drejer som om et teknisk samarbejde. Men når vi er i gruppe sammen med Lega Nord og græske Laos, kunne vi i princippet lige så godt sidde sammen med Le Pen,« siger Trine Mach.
Hun understreger, at der ikke er nogen aftale om stemmeharmonisering, og at JuniBevægelsen i politiske spørgsmål ikke vil stemme sammen med flertallet af gruppen.
Ikke meget mening
Hun er også direkte uenig i Jens-Peter Bondes vurdering af, at det havde været meget værre hvis de fremmedfjendske partier havde fået mandater nok til at danne deres egen gruppe. Og at det derfor handlede om at få så mange som muligt ind i JuniBevægelsens IND/DEM gruppe.
»Det er bedre at have sådanne planter indenfor i vores væksthus, så kan vi kultivere dem,« sagde Bonde
»Den vurdering giver ikke meget mening. Man har jo ikke lyst til at have kødædende planter i sit væksthus for at blive i terminologien,« siger Trine Mach.
Hun vil nu tage Jens-Peter Bondes beslutning op med den øvrige ledelse.
»Nu må vi lige vente de næste tre dage indtil de endelige beslutninger og fordelinger er på plads, men det her er bestemt ikke nogen rar situation,« siger Trine Mach.
Mens Jens-Peter Bonde byder partierne fra Italien og Grækenland velkommen, er en anden dansk Europa-Parlamentariker glad for at være sluppet af med dem.
MEP for Dansk Folkeparti, Mogens Camre, vil nemlig
ikke sidde i stue med dem.
»For et år siden kontaktede græske Laos vores gruppe for at forhøre sig, og efter valget søgte de om optagelse. Efter ansøgningen samlede jeg informationer sammen, og kom til den konklusion, at jeg under ingen omstændigheder ville sidde sammen med dem,« siger Mogens Camre.
Han betragter Laos som ortodokst, nationalt og antisemitisk: »Jeg nedlagde veto mod deres optagelse, og nu er de altså endt hos Jens-Peter,« siger Mogens Camre.
I IND/DEM gruppen indgår også det højreorienterede nationalistiske, britiske modstanderparti UIKP.
Lederen, den kontroversielle Robert Silkroy, opfordrede tidligere på ugen kvinder til at lære at gøre bedre rent bag køleskabet, og en af partiets største støtter Joan Collins, der er kendt fra rollen som Alexis i tv-serien Dollars, har sagt:
»Jeg har ikke noget mod spaniere. Jeg stoler bare ikke på dem.«
Mogens Camre udlægger situationen sådan: »Jens-Peter Bonde skal nok få kam til sit hår med den gruppe. Det bliver muntert.«