Af ULRIKKE MOUSTGAARD, Jeppe Villadsen og LASSE HØJSGAARD Pressegruppen LUX
Vi kender dem fra debatten: Vagn Greve, Flemming Balvig, Beth Grothe Nielsen og de andre kriminologer. I årtier har de været retsvidenskabens stemme i offentligheden. En kritisk røst, som har råbt vagt i gevær. Eller skældt ud på politikerne for at tænke for meget i hævn og for lidt i forebyggelse.
Og selv om politikerne langt fra altid var enige, blev der lyttet. Kriminologerne og retsvidenskaben var med til at sætte dagsordenen for en straffepolitik, hvor omdrejningspunktet var straffens nytte. Gengældelsen følelserne, moralen og retfærdigheden spillede også en rolle, bevares, men en beregning af de generelle samfundsmæssige konsekvenser blev altid taget med i regnestykket, herunder risikoen for øget kriminalitet.
I dag er balancen mellem det præventive og det repressive tippet, mener kriminologerne. Og de er blevet parkeret på sidelinjen, mens politikerne kører straffemæssigt frihjul.
»Dybt ulykkelig,« kalder Vagn Greve situationen.
»At man mener, man kan styre et samfund uden at inddrage den faktuelle viden, som de forskellige videnskaber ligger inde med herunder kriminologien. Det, mener jeg, er dybt problematisk for samfundet,« siger Vagn Greve, professor i strafferet på Københavns Universitet.
»Sammenligner man med situationen for 30 år siden, forsøgte man dengang først at få kendsgerningerne på bordet, og så handlede politikerne efterfølgende. I dag nægter politikerne at vente med at handle, fordi de har et politisk budskab, der skal ud helt uafhængigt af eksisterende kendsgerninger. De nægter at gå ind i en seriøs drøftelse på baggrund af de facts, der findes. Og det er et seriøst problem, for det svarer jo til, at politikerne gav sig til at bygge broer uden at have spurgt ingeniører om, hvordan man får en stærk bro og så ville broerne jo styrte sammen,« siger Vagn Greve.
Nu bygges der
I Horsens, Nørre Snede og et endnu ikke fastlagt sted på Sjælland er de tydeligste beviser på kriminologernes retræte ved at manifestere sig: nye fængsler. For første gang i moderne tid løses fængslernes kapacitetsproblemer ved at bygge nye celler tre helt nye fængsler og en udvidelse en række af de eksisterende anstalter. I alt 550 nye fængselspladser.
Man har dermed brudt med det årgamle strafferetlige paradigme om strafmassens konstant, som det kaldes på fagsprog. Fangetallet har set i forhold til befolkningens størrelse været holdt stort set konstant siden 1950.
»Det er virkelig en ændret kriminalpolitisk kurs. I årtier har et begrænset antal fængselspladser sat en grænse for stramninger i kriminalpolitikken,« siger kriminolog Jørgen V. Jepsen.
Det konstante fangetal var resultatet af en mangeårig politisk borgfred. Og en stille konsensus med kriminologerne. Man var enige om, at frihedsstraf var et nødvendigt onde, og at behovet for straf aldrig kan opfyldes, det kan kun begrænses. Der findes ikke noget naturligt maksimum. Moralsk set er straffen under alle omstændigheder ufuldstændig, og straffens størrelse er i sidste ende vilkårlig.
At vi i Danmark landede på præcis 3.800 fængselsceller, er, som kriminologerne påpeger, hverken resultatet af en sindrig retfærdighedskalkule eller kan forklares ud fra kriminalitetens niveau og udvikling. Det er den praktiske konsekvens af et stykke forvaltningshistorie, et produkt af økonomiske og administrative beslutninger.
»Den hårdere kurs har jo været undervejs også under S-R-regeringen. Det nye er, at den nuværende regering faktisk er villig til at bygge de fornødne fængselspladser, der hører til en sådan restriktiv kriminalpolitik,« siger Jørgen V. Jepsen.
Følelserne råder
»Tidligere ønskede man ikke rigtigt at bruge penge på at bygge flere fængsler, fordi udgangspunktet var, at det var principielt forkert at sende folk i fængsel. Fokus var på behandlingen af den kriminelle, og straf blev grundlæggende betragtet som en forkert reaktion på nogle sociale problemer. Det er nu svinget over til, at man overhovedet
ikke er optaget af at resocialisere de kriminelle, men om at udtrykke samfundets misbilligelse over det, de har gjort,« siger Jørgen Jepsen.
Han var indtil 1. marts formand for Dansk Retspolitisk Forening en forening, han var med til at stifte tilbage i 1978. I dag 73 år gammel ser den afgåede formand tilbage med bekymring på de seneste års retspolitiske udvikling. Retspolitikken har taget »en ideologisk vending«, mener han.
»Man er gået fra pragmatik til ideologi. Fra en rationalitetstænkning til en ideologisk, politisk tænkning. Hævnen eller hensynet til retsfølelsen, som politikerne jo foretrækker at kalde det er den rene følelsesmæssige respons på kriminalitet. Her er det ret ligegyldigt, hvad resultatet er, men skal bare have den tilfredsstillelse, at nogen bliver straffet. Overskriften på det er signalpolitik man skal sende de rigtige signaler. Men når man sender disse signaler, er det først og fremmest af hensyn til afsenderen, der skal fremstå med det rigtige image at man gør noget,« siger Jørgen V. Jepsen.
Kriminologerne frygter, at Danmark følger i hælene på USA, der i mere end et kvart århundrede har befattet sig med det samfundsmæssige eksperiment at presse kriminaliteten ud af samfundet gennem strafskærpelser.
Resultatet har været, at antallet af indsatte er blevet mere end femdoblet i
perioden, så der i dag sidder over to millioner mennesker bag tremmer. Set i forhold til befolkningens størrelse er fangetallet mere end 10 gange så højt som i Danmark. Effekten af den massive amerikanske indsats ser imidlertid ud til at udeblive. Drabshyppigheden er stadig fem-seks gange højere i USA end i Danmark.
Den nye indespærring
Beth Grothe Nielsen har oplevet, hvordan kriminologien har tabt status i løbet af de senere år. Og det gælder »hele vejen rundt«, som hun siger både de kriminologer, der forsøger at forklare årsagerne til kriminalitet, og de, der beskæftiger sig med virkningerne af fængselsstraf.
»Og heller ikke dem, der beskæftiger sig med de retssikkerhedsmæssige
aspekter, bliver der rigtig hørt efter. Ok, der er da en enkelt svale på højrefløjen: Gode gamle Birthe Rønn Hornbech, der engang imellem råber vagt i gevær, men hun er jo også totalt marginaliseret i sit parti. Hun har stadigvæk denne her grundlæggende retsstatstankegang, at retssikkerheden må vi ikke slække på, selv om hun også er med på straffevognen,« siger Beth Grothe Nielsen, lektor i kriminologi.
Beth Grothe Nielsen frygter, vi er på vej mod en ny stor indespærring ligesom i første del af 1800-tallet, hvor brugen af fængselsstraf steg dramatisk. Men til forskel fra 1800-tallets store indespærring er der ikke længere noget konstruktivt sigte med brugen af fængselsstraf.
»Dengang var ideen jo, at benhård disciplin og afstraffelse ville afrette de indsatte og afskrække dem udenfor. I dag kan jeg ikke få øje på en filosofi om, hvad det er, man gør, ud over en generel idé om, at de kriminelle skal straffes. At ondt skal mødes med ondt. Man har ikke en forestilling om, at det skal forbedre dem. Politikerne er nået så langt som til at sige: Vi ved egentlig godt, det ikke forbedrer nogen, men befolkningen vil have, at vi straffer, så det gør vi,« siger Beth Grothe Nielsen.
Hun tror kun, at én ting kan standse den fortsatte stigning i brugen af fængselsstraf: økonomi.
»Som stemningen er i øjeblikket, tror jeg kun, at økonomien kan stoppe det. Det er påfaldende med den spareregeringen vi har, at nogle af de få områder, man er villig til at poste penge i, er politi og fængsler. Og det er tankevækkende, at man engang afskaffede behandlingen, fordi nogle mente, det ikke nyttede, mens man nu er villig til at bruge noget, som er rigtig dyrt, og som alle er enige om ikke nytter, nemlig fængsel. Det er følelser, det er ideologi, og det er politisk opportunisme, men det er ikke retsvidenskab!«
På sikker afstand
Inkapacitering uskadeliggørelse kaldes den seneste kriminalpolitiske bølge. Her bliver det allerede fremtrædende hævnmotiv hensynet til retsfølelsen ledsaget af et argument om, at de kriminelle skal holdes længere i fængsel, så de på den måde hindres i at begå ny kriminalitet.
»I forhold til hævnen er uskadeliggørelsen en tilsyneladende mere rationel tilgang, nemlig at kriminalpolitikken skal opnå bestemte mål med hensyn til kriminalitetsnivauet ved gennem indespærring at gøre de kriminelle ude af stand til at begå ny kriminalitet. Problemet er, at alle undersøgelser viser, at selv markant længere fængselsanbringelser end i dag stort set ikke vil have nogen betydning for omfanget af kriminalitet. Derfor er tankegangen en illusion, men iført rationalitetens klæder,« siger Jørgen V. Jepsen.
En svensk undersøgelse viser, at selv en fordobling af afsoningstiderne kun ville hindre fire procent af tyverierne, ni procent af røverierne og to procent af voldshandlingerne. Amerikanske forskere er kommet frem til, at for hver gang man har forebygget én alvorlig forbrydelse via inkapacitering, kunne man for de samme penge have forebygget
fire-fem alvorlige forbrydelser, hvis pengene i stedet var blevet anvendt som støtte til skolegang og uddannelse.
Vagn Greve: »Vi påvirker ikke kriminalitetstallet en døjt ved at halvere straffen eller fordoble den. Men hvis vi halverede fangetallet og investerede bare halvdelen af disse store summer i kriminalitetsforebyggelse, så ville vi både opnå store økonomiske besparelser og nogle meget væsentlige menneskelige besparelser ved at forhindre nye ofre. Men det er ikke det, der er ønsket fra politikerne, ønsket er at markere den politiske styrke gennem flere mennesker i fængsel,« siger han.
Baglæns historie
For Vagn Greve er sagen imidlertid langt alvorligere end alene spørgsmålet om, hvordan samfundets ressourcer prioriteres. Det er menneskets fundamentale retsstilling, vi er ved at give køb på, mener han:
»Der er en generel tendens i retning af en umenneskeliggørelse af systemet, en manglende accept af, at også kriminelle er mennesker, der skal behandles som mennesker det er vi ved at opgive, og det ser jeg som dybt ulykkeligt.«
»Det helt store skridt i menneskehedens udvikling, i hvert fald på det her område, blev taget i oplysningstiden, hvor vi fik menneskeretserklæringerne. Før da sondrede man mellem forbryderne, de syndige, og så de lovlydige, pæne mennesker. Det afgørende nye var, at man i slutningen af 1700-tallet
accepterede, at ligegyldigt hvor forfærdeligt et menneske er, så er det et menneske og har som sådan menneskerettigheder. Det er det, man er ved at glemme i dag. Man er ved at glemme denne helt centrale forståelse af medmennesket og af samfundet, og det gør udviklingen dybt deprimerende,« siger Vagn Greve.
Velfærdsstatens nasserøve
Når fokus i dag ligger mere på straf end på de sociale årsager til kriminalitet, ser Beth Grothe Nielsen det som udtryk for en generel højredrejning, hvor enhver i højere grad forventes at sørge for sig selv.
»På den anden side er vi jo heller ikke nødvendigvis sluppet særlig godt fra den lange periode af humanistisk social tænkning, fordi vi har fået udviklet en lang række mennesker, der godt kan, men ikke vil klare sig selv. Og det er selvfølgelig velfærdsstatens forbandede dilemma: Foruden at hjælpe dem, der skal hjælpes, så skaber den altså nogle nasserøve, og det har nok været med til at give højredrejningen. Folk siger nå, det var så, hvad der kom ud af vores højtbesungne socialdemokratiske velfærdsstat,« siger Beth Grothe Nielsen.
Men er der slet ikke noget godt at sige om udviklingen på retsområdet? Ikke hvis man spørger Vagn Greve. Beth Groth Nielsen og Jørgen V. Jepsen peger dog på et enkelt område: Man er begyndt at vende tilbage til at tænke i behandlingsbaner igen, f.eks. behandling af indsatte med misbrugsproblemer.
»Behandlingstankegangen har været fraværende i mange år. Det begyndte i USA i 1970erne, hvor nogle forskere efter at have lavet forsøg mente at konstatere, at behandling ikke virker. Og så kunne man jo lige så godt droppe det,« siger Beth Grothe Nielsen.
»Og det førte hurtigt til, at vi også herhjemme gik bort fra behandlingstanken, hvilket skete samtidig med, at vi gik bort fra nogle retssikkerhedsmæssigt betænkelige tidsubestemte eller delvis tidsubestemte sanktioner, der knytter sig til en behandlingsindsats, f.eks. psykopatforvaringer og ungdomsfængslerne. Men i 1980erne og 90erne skete der igen noget. Nogle forskere genanalyserede de gamle effektundersøgelser, og nåede frem til, at de var forkerte. Man kan faktisk påvirke tilbagefaldet til ny kriminalitet via behandling, hvorfor man har taget ideen op igen.«
»På den måde kører politikerne på to melodier. Men man må nok sige, at det er straffemelodien, der overdøver,« siger Beth Grothe Nielsen.
Serie
FængselsDanmark
*Regeringen har lagt en ny retspolitisk kurs: Straffe er blevet skærpet, regler er blevet strammet og fængslerne er overfyldte, så nu må der nye fængsler til. Men hvad betyder forandringen for mennesker, byer og Danmark? Information ser i en artikelserie nærmere på spillet om straffen.
Tidligere artikler kan læses på tema.information.dk/faengsel
