Læsetid: 2 min.

Handel med CO2 fordobles

Om et halvt år træder Kyoto-protokollen i kraft, men det kan hurtigt være forbi med CO2-reduktionen
20. juli 2004

Efter oliefesten
KÖLN - Selv om USA og Rusland endnu ikke er med, træder Kyoto-protokollens instrumenter til reduktion af drivhusgas i kraft til nytår.
122 lande har underskrevet protokollen, og verden over foregår der allerede nu en livlig handel med de kvoter, landene er blevet tildelt. Sidste år blev der således købt og solgt udledningsrettigheder til knap 80 millioner ton CO2, i de første fem måneder af 2004 blev næsten den samme mængde nået. Det viser tal, som Verdensbanken for nylig fremlagde på Carbon Expo, en messe for handel med drivhusgas-kvoter i Köln.
»Markedet modnes,« kommenterede Andrei Marcu, der er formand for IETA, en interesseorganisation for virksomheder og serviceudbydere på emissionsmarkedet.

Lønligt samarbejde
Blandt de største udbydere af kvoter er Indien og Kina, der til sammen står for 50 procent af salget. Kvoterne erhverves af Verdensbanken og de industrialiserede lande, der til gengæld opfører bl.a. el-værker med begrænset CO2-udledning i udbyderlandene. Samarbejdet mellem rige og fattige lande lønner sig, fortalte Ken Newcombe fra Verdensbankens afdeling for emissionshandel.
Energiudnyttelsen i udviklingslandene er sjældent effektiv, og hvor det i Europa koster op til 100 dollar at reducere CO2-udledningen med et ton, ligger prisen i udviklingslandene på blot fire dollar. Handlen giver mere miljø for pengene.
Da kvotehandlen begyndte i slutningen af 1990’erne lå prisen på ca. fire dollar pr. ton, i dag er den oppe på syv, og tendensen er stigende. Men Verdensbanken advarer om, at handlen og dermed reduktionen af CO2-udledningen risikerer at gå i stå
om blot nogle få år, fordi Kyoto-protokollen kun løber til 2012.
»Den gode nyhed er, at markedet vokser, men den advarende tilføjelse er, at tiden for at aflevere projekter med signifikant nedsættelse af udledningen rinder ud. Problemet forværres af, at der ingen internationale aftaler er om at reducere udledningen efter 2012,« sagde Ken Newcombe.
I realiteten vil markedet gå i stå længe før udløbet af Kyoto-protokollen, fordi det tager op mod syv år at beslutte og bygge et anlæg. Ken Newcombe opfordrer til, at forhandlingerne om en forlængelse af protokollen begynder snart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu