Læsetid: 10 min.

Det handler stadig om det hele menneske

Man kan ikke stille sig imod oplysningen. Oplysning er konstant at positionere sig. At blive ved med at stille spørgsmål. Det mener Højskoleforstander Svend Thorhauge fra Ry Højskole. Han vil genvinde højskolens position som institutionen, der skaber hele mennesker og lærer os at navigere mellem samfundets logikker. God gammeldags dannelse
29. juli 2004

Oplysning
Det handler stadig om oplysning for folkehøjskolerne. Det handler stadig om almen dannelse. Og det handler stadig om det hele menneske. Men begreberne må defineres i forhold til den virkelighed, der møder eleverne i dag.
Svend Thorhauge er netop blevet ansat som højskoleforstander på Ry Højskole i Midtjylland. Mens højskolerne økonomiske krise synes at nå nye højder (eller dybder) for hver årgang, er Svend Thorhauge ikke i tvivl om, at den 150 år gamle danske institution har sin berettigelse i 2004.
»Jeg blev selv vakt på et sommerkursus på en højskole,« siger Svend Thorhauge. »Det var på en højskole, jeg fandt ud af, at man kan stille andre spørgsmål, end man lige går og tænker på. Det var der, det gik op for mig, at verden er så hamrende fyldt med horisonter, at man ligeså godt kan glemme ethvert håb om at forstå dem alle sammen. Og lige siden højskolernes oprindelse har deres opgaver været at udvide disse horisonter og finde nye.«
Svend Thorhauge sidder i et tomt klasseværelse i den gamle del af Ry Højskole. Langs den ene væg løber en række panoramavinduer med udsigt over skolens park, der ender i en af de midtjyske søer. Han er ung af en højskoleforstander at være. I begyndelsen af 30’erne. Men Svend Thorhauge har store tanker om højskolen og tungt skyts til samfundsdebatten. Og svaret kommer prompte, da han bliver spurgt om oplysningens vilkår i 2004.
»Man kan ikke stille sig for eller imod oplysning. Oplysning er – som Foucault skriver i sin læsning af Kant – et exit. Det er et exit fra en gammel tid. Og døren smækker. Døren er lukket og selv oplysningskritikken – også når den kommer fra Tidehverv – er oplysningsbaseret. Det er stadig fornuftsbaseret kritik. Når Jesper Langballe siger, at han ikke har noget imod fornuft, men at han har noget imod den selvberoende fornuft, så må man svare, at fornuften altid har været selvberoende, og oplysning er opdagelsen af, at fornuften er selvberoende. Det var derfor Luther måtte operere med et begreb om den skjulte Gud, som vi kun kunne antage,« forklarer Thorhauge og præciserer den levende oplysning.
»Oplysning er at betjene sig af sin forstand. At sætte spørgsmål ved alle autoriteter – staten, medierne, videnskaben, kunsten og så videre. Det er at sætte spørgsmål ved, hvilken fornuft der er i spil – hvilken rationalitet, der kommer til udtryk hos de forskellige autoriteter.«
»Det er også det, der sker, når man stiller spørgsmål ved Tidehverv eller andre, der kritiserer oplysningen. Man spørger: Med hvilken rationalitet kritiserer du? Når de kritiserer med, at oplysningen glemmer mennesket eller glemmer vores forankring i nationalstaten, så må man gøre opmærksom på, at den utopikritik selv er forankret i en utopi. Det er blot en utopi, der ligger i fortiden. En utopi er jo ikke bare en ide om en fremtid. Den kan også være en idé om, at vi engang har set sådan eller sådan ud,« siger Svend Thorhauge, der imidlertid hilser oplysningskritikken velkommen.
»Kritik er jo glimrende. For det er jo bare at stille spørgsmål. Det er det, oplysning går ud på. At stille det første ’hvorfor’ og så spørge ’hvorfor’ igen og igen. Oplysning er altid at positionere sig. Det er for eksempel det, Bjørn Lomborg gør. Han bedriver oplysning ved at stille spørgsmål, til hvilke autoriteter der bestemmer fornuften i klimadebatten.«

Uden meta-referencen
»Normalt, når man siger oplysning, så taler man om, at mennesket tror, det kan klare sig selv. Så bliver det hele til rationel videnskab og økonomi, og så forsvinder alt andet. Men hvis man prøver at se på, hvad det var, oplysningen var svar på, så var det svaret på en erkendelse af, at der ikke længere findes en meta-reference. Der findes ikke længere et perspektiv, der kan inkluderer alting,« forklarer Svend Thorhauge. Meta-reference har man kæmpet om og troet på i århundreder. Det er hele Middelalderens diskussion, der ligger her, forklarer han videre.
»Man har kæmpet om, hvorvidt repræsentanten for meta-referencen var hos kejseren eller paven. Derfor er reformationen den store begyndelse på oplysningen, fordi vi får en sprængning af kirken. Sprængningen betyder, at vi ikke længere ved, hvilken kirke man skal tro på som repræsentant for metareferencen. Det øjeblik, det er sket, begynder der at ske en frygtelig masse ting i Europa, som ikke kun handler om kirken, men også om staten. For hvis vi ikke længere har garantier for, hvordan vi skal opføre os, og hvordan vi skal lede hinanden – med hvilken ret kan nogen da regere os? Hele legitimitetsdiskussionen begynder her, og de gamle antikke retfærdighedsidealer mister deres kraft,« siger Thorhauge. Dette skift i verdensorden munder ud i en tro på, at man kan beskrive verden udtømmeligt med leksika og videnskab.
»Og det er den oplysning, man har opgivet de sidste 50-100 år. Og på det grundlag konkluderer man i dag: ’Nu er oplysningen død’. Men det siger man jo bare, fordi man har fundet frem til, at det svar man prøvede i et par århundreder ikke længere er overbevisende. Men problemet er der jo stadigvæk – der er ingen meta-reference. Tvært-imod oplever vi en samfundsmæssig uddifferentiering af referencer. En masse forskellige positioner. Og når vi skal begå os i samfundet, så er vi nødt til at forstå de forskellige referencer, der gør sig gældende,« siger Svend Thorhauge.

Højskolens oplysning
Det er i denne verden af referencer og logikker, højskolen kommer ind i billedet.
»Højskolen bygger på et samfund, der er bygget op omkring et bestemt oplysningsideal – en bestemt måde at besvare problemet på. Svaret var på det tidspunkt den danske identitet og den danske folkesjæl. Derfor har højskolen været så tæt forbundet til nationalstaten. Men det kan ikke være svaret for højskolerne længere. Man bliver nødt til at se på, hvilke logikker eleverne i dag skal kunne forstå, således at de, når de kommer ud på den anden side er – hvis jeg må bruge et lidt kedeligt ord – lidt mere ’samfundsduelige’, end før de trådte ind.«
»Samfundsduelig er i virkeligheden bare et andet ord for dannelse – de har begge den dobbelte betydning, at det skal gøre den enkelte i stand til at navigere i samfundet, samtidig med at det skal skabe et individ som samfundet kan bruge som byggesten. Sådan har det altid været – det har aldrig været oplysning og dannelse bare for den enkeltes forblommethed. Da bønderne kom på højskolen for 150 år siden, kom de ud på den anden side og var bedre samfundsborgere,« siger Svend Thorhauge, der forklarer, at denne tradition naturligvis må reformuleres, så den passer til i dag.
»Man bliver nødt til at reformulere traditionen, hvis den skal vedblive at være den samme. Det samme må man gøre på højskolen. Højskolen har været et sted med højt til loftet, plads til åndelig fordybelse og udfordring til adspredelse. Hvordan får vi reformuleret det, så det udfylder den samme funktion i dag. Hvem kom på skolerne den gang, hvem kommer i dag? Hvordan så et livsforløb ud dengang, hvordan ser det ud i dag? Her bliver man nødt til at anerkende, at kravene til de unge er benhårde, og de kan ikke bruge et halvt år af deres liv på højskole, medmindre det giver dem en fordybelse i den retning, deres liv er ved at tage. Man skal bruge højskolen til det sted, hvor man bliver afklaret, det sted, hvor man sikrer sig sit valg til en videre uddannelse eller et videre livsforløb. Og det kan være meget forskelligt for den enkelte, og derfor findes der forskellige højskoler,« siger Thorhauge og foregriber kritikken.
»Så er der selvfølgelig nogen, der råber ’hvor er det almene?’, men det almene viser sig i specialiseringen. Det almene viser sig på den måde, vi går til stoffet på. Det alment menneskelige viser sig i vores anerkendelse af hinandens forskellighed.«

Kompetence og kvalifikation
– Det lyder jo mistænkeligt meget som kompetenceudvikling?
»Det er ikke kompetenceudvikling. Højskolen har altid talt om det hele menneske. Det betyder ikke, at vi tager det hele med, men det betyder, at vi er opmærksomme på, at mennesket er mere end ét. Mennesket er både kompetencer og kvalifikationer. Det, vi gør på en højskole er, at holde de to begreber adskilt, hvor man alle andre steder er begyndt at blande dem sammen. Vi kan holde det adskilt, fordi kvalifikationerne er yderlige og derfor et gode, fordi man kan kvalificere sig og dermed blive bedre til sit fag.«
»Og nogen bliver nu engang bedre end andre, men det øjeblik vi begynder at tale om indre kompetencer, så begynder vi at tale om, at nogle mennesker er bedre end andre. Vi skal holde begreberne adskilt. Deri ligger den store udfordring. Det er oplysningen i dag: at holde begreberne adskilt. At få adskilt danskhed og politik. At få adskilt kvalifikationer fra kompetencer. At få adskilt forkyndelse fra teologisk drøftelse. Og ikke hele tiden mene, at der gemmer sig et eller andet bag, som vi kalder værdier, der skal skinne igennem alt, hvad vi går og laver.«
»Alt kommer et sted fra,« siger Thorhauge, da samtalen bevæger sig ind på individ og samfund. »Det var oplysningens indsigt,« siger han, oversætter til latin og fortsætter: »Intet kommer af intet. Verden har en skabelse, og i sidste ende, er skabelsen naturligvis Guds. Men selv om Gud er den ubevægede bevæger, så opstår der noget nyt og selvregulerende ud af de bevægelser, der herefter fremkommer.«
»Hos Thomas Hobbes (engelsk filosof (1588-1679), red.) er mennesket naturligt, men samfundet kunstigt. Det er begyndelsen på en konstruktivisme, som accentueres af Kant og i dag er slået igennem som den erkendelse, vi en overgang kaldte postmodernisme og anklagede med udsagnet: ’anything goes’. Den gamle tro på enhed forsvinder, og så bliver det hele bare bobler af øer af selvberoende fornuft – og så er alt ligegyldigt. Men det er da lige omvendt. Så er intet ligegyldigt længere. Så får vi et kæmpe ansvar. Skabelsen er Vorherres og konstruktionen er vores. Gud og mennesket har altid samvirket. Derfor skal man heller ikke forstå oplysning som selvbestemmelse, men som sambestemmelse. Og derfor er det opgaven at stille kritiske spørgsmål til de autoriteter, vi samvirker med.«

Uden for højskolen
– Hvem skal stille de spørgsmål?
»Det skal højskolerne da til at gøre. Højskolen er stedet, hvor man har tiden og de fora, hvor mennesker mødes. Verden skabes mellem mennesker, og derfor kan verden skabes på højskolerne. Se ned over det danske demokratis
historie. Hver gang, der har været Grundlovsændringer, så har der siddet højskoleforstandere med ved bordet. Masser af de aktiviteter, vi har i samfundet, er opstået på højskolerne. Teatergrupper, virksomheder, bands – og det er fordi højskoler skaber samarbejder. Men højskolerne trænger til at være mere opmærksomme på den rolle, som de altid har haft som en særlig offentlighed, hvor omtanken har længere tid.«
– Men har højskolerne ikke selv slukket den særlige offentlighed over de seneste 10-15 år, med golfkurser og selvudvikling og studieforbereder?
»Jo, og det har også været et af problemerne ved højskolerne. Højskolerne er bedst til at være højskoler, og alt det andet kan du få alle mulige andre steder. Der er dårlige højskoler, og der er bestemt gode højskoler uden for højskolen. Der er virksomheder i dag, der kører på en måde, så de laver fremragende højskoler. Når Mads Clausen fra Danfoss siger, at de ikke producerer pumper, men mennesker, så er det jo højskoletanken, der er sluppet igennem.«
»Men her på højskolen skaber vi mere end mennesker. Højskolen er livsforberedende. Den er til stede i kulturlivet, i det politiske liv og i erhvervslivet. Der skabes så tætte netværk på en højskole, som skaber så meget produktion bagefter. Gik man ind og lavede en cost-benefit-analyse på højskolen, så ville den vise sig som en kæmpe overskudsforretning – det er helt indiskutabelt. Men det er klart, at højskolerne ikke må famle rundt og sige: Hvad er det de unge vil have, og hvad er det politikerne vil have, og så laver vi sjove kurser for de unge, og propper noget eksamen på, så politikerne bliver tilfredse – og hvad er vi så? Ingenting. Der glemmer vi, at vi skal være sambestemmende.«
»Man skal kunne komme ud af højskolen og sige: ’Det spørgsmål vidste jeg ikke, man kunne stille’. Man skal hele tiden huske på, at mennesket er mere end ét. Vi er sammensatte personligheder – og der skal være noget til det hele. Og på højskolen skal man udfordres på krop og ånd. Mennesket er et individ, der er placeret i et fællesskab. De to ting er ikke modsætninger, tværtimod bliver mennesket til i forbindelse med fællesskabet.«
»Vi taler hele tiden om den stigende individualisering, og at det er et resultat af oplysningen, fordi vi mistede et fællesskab, der var forankret i troen. Men individet var bare én løsning – én nødvendighed – og det har jo skabt samfundet. Som Durkheim (Emile Durkheim, fransk sociolog og filosof (1858-1917), red.), skrev: samfundet består af individer, og jo mere individualitet, jo mere samfund. Så vi skal lade være med at se det som et problem, men som en gevinst for samfundet. Det handler ikke om egoisme, men om, at det er en kvalitet at adskille individet fra samfundet – alt andet ville være at hoppe i takt.«

*Vi oplever i dag en massiv oplysningsskepsis: Overtro er blevet til selvrealisering, nationalisme dominerer den euro-pæiske offentlighed, den akademiske elite er under mistanke. Information taler med filosoffer, forskere og politikere om den miskrediterede oplysning. Læs artiklerne på tema.information.dk/oplysning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu