Læsetid: 8 min.

Nu skal historien om Kerry fortælles

Den demokratiske præsidentkandidat John Kerry har kun tabt én gang i sit politiske liv. Men han mangler stadig at fortælle de amerikanske vælgere historien om, hvem han er, hvor han kommer fra, og hvad han står for. Hans store chance kommer på demokraternes partikongres på torsdag
26. juli 2004

Den demokratiske præsidentkandidat John Kerry har kun tabt én gang i sit politiske liv. Men han mangler stadig at fortælle de amerikanske vælgere historien om, hvem han er, hvor han kommer fra, og hvad han står for. Hans store chance kommer på
demokraternes partikongres på torsdag

Portræt
Her er så endelig hans livs chance for at skrive teksten i en utrykt bog – demokraternes partikongres i Boston. Hele USA’s opmærksomhed vil være rettet mod præsidentkandidaten, når han træder frem på scenen torsdag aften omgivet af konfetti og jublende delegerede.
Men hvem er denne senator fra Massachusetts egentlig? Ham med det præsidentklingende navn John Forbes Kerry, med det gravalvorlige ansigt og de uimodståelige initialer JFK (jvf. hans forbillede, tidligere Massachusetts-senator og præsident John Fitzgerald Kennedy).
Fortællingen om John Kerrys lange og trange vej til den titel, han vil blive besmykket med om fire dage – demokraternes præsidentkandidat i 2004 – er bjergtagende og næsten lidt skræmmende.
Modsat gængs opfattelse er Kerry ikke født ind i et miljø, hvor omgivelser og familie anså det for naturligt, at han ville søge præsidentposten en dag, som det havde været tilfældet med JFK og hans to brødre Robert og Edward en generation tidligere. Kerry fødtes ikke med den sølvske i munden, som Kennedy- og Bush-dynastiernes sønner kunne slikke af. Han hev i høj grad sig selv op ved kraven.
Trods de mange tilsyneladende uoverstigelige hindringer ville han være præsident, koste hvad det vil. Det var et mål, som han satte sig i en tidlig alder, ifølge den bedste biografi skrevet om ham af journalister fra den lokale avis, The Boston Globe.

Derfor excellerer han i at debattere andre studerende på den private gymnasieskole St. Paul og eliteuniversitetet Yale. Derfor bliver han en enestående og alsidig atlet, som når langt i alle sportsgrene han dyrker.
Derfor melder han sig frivilligt som soldat under Vietnamkrigen, trods en skeptisk holdning til konflikten. Derfor beder han om at blive øverstbefalende for en patruljebåd på en flod i fjendtligt territorium...
Måske derfor bliver han den naturlige leder af titusinder af desillusionerede veteraner, som vendte sig mod Vietnam-krigen efter deres hjemkomst til USA. Derfor lykkes det ham at blive inviteret af Senatets udenrigsudvalg i 1971 til at vidne mod et fortsat militært engagement i Vietnam i en periode, hvor Nixon og Kissinger forsøger at trække styrkerne ud med »æren i behold«.
John Kerrys tale mod krigen i Senatet gør ham øjeblikkelig berømt.
»Det er den mest eminente tale, han nogensinde har holdt,« fortæller Dan Payne, Kerrys medierådgiver fra 1972 til 1996.
»Den var uforglemmelig. Hvis blot han kunne holde en lignende tale i dag!«
Det oftest citerede brudstykke af den lange tale består af to spørgsmål:
»Hvordan kan man bede en soldat om at være den sidste til at dø i Vietnam? Hvordan skal han ofre sig i en fejlslagen krig?«
Kerry svarede selv på disse spørgsmål med et angreb på Nixon: »Nogle skal dø, sådan at præsidenten – og dette er hans egne ord – ’ikke er den første præsident til at tabe en krig’.«
Mange krigsmodstandere i det demokratiske parti så gerne John Kerry gentage disse ord om George W. Bush i sin takketale på partikongressen torsdag aften. Men det vil aldrig ske. John Kerry er i dag en dreven politiker, der sjældent løber risici og kun gør det, når han frygter at tabe.

I politik har han kun tabt en gang. Det var i 1972, året efter Vietnam-talen i Senatet, hvor flere senatorer havde forudsagt, at den unge mand stod foran en lovende politisk fremtid. Kerry vendte hjem til Massachusetts, hvor han nogle år før var blevet gift med Julia Thorpe, af god og rig familie. Julia var kæresten, til hvem han havde sendt sine indsigtsfulde betragtninger om krig i utallige breve fra Vietnam. Brevene udgør hjørnestenene i Douglas Brinkleys Kerry-biografi Tour of Duty (2004).
En plads i Repræsentanternes Hus fra et distrikt i arbejderbyen Lowell i Massachusetts var blevet ledig til kongresvalget i 1972. John Kerry slog til og flyttede til byen. Ligesom nu var et flertal af Massachusetts vælgere demokrater. At blive valgt til Kongressen som republikaner var dengang og er stadig helt utænkeligt (noget andet er guvernørposten, der har været besat af republikanere siden 1992).
Derfor afgøres et kongresvalg strengt taget under det demokratiske partis primærvalg to måneder før landsvalget. Kerrys farligste rival var en kendt politiker fra Lowell, som straks beskyldte ham for at være en outsider. Det virkede. Kerry tabte. Nederlaget var ydmygende.
»Selv hans kone Julia havde svært ved at komme sig over det,« husker Dan Payne, der var mediekonsulent for kampagnen i 1972.
Herefter gik Kerry klogeligt i et hi, der skulle vare 10 år. Han havde næsten ingen penge, hvilket indtil for nylig har været et tilbagevendende problem for ham. Den eneste udvej for ham var at uddanne sig til jurist på Boston College – et katolsk universitet, hvor gebyrerne er lavere end på eliteuniversiteter som Yale og Harvard. Som advokat og offentlig anklager kunne han bedre lære at argumentere for sine politiske synspunkter.
»Kerry fortalte mig engang, at han havde lært enormt meget om livet i
Vietnam, men det var først efter at være blevet jurist på Boston College, at han lærte at tænke og tale klart,« erindrer David Nyhan, der har fulgt Kerrys karriere som journalist og klummist for Boston Globe.

Som nyudklækket jurist blev han i 1974 hyret til en stilling i den offentlige anklagers kontor i et af Bostons amter. I løbet af kort tid blev han nummer to og vandt en masse vigtige og opsigtsvækkende sager mod kriminelle. Det højnede hans profil i de lokale medier, så da viceguvernørposten for Massachusetts blev ledig inden valget i 1982, stillede han op og vandt.
Samme år genvandt demokraten Michael Dukakis guvernørposten. Seks år senere – i 1988 – stillede Dukakis op til de demokratiske primærvalg og blev nomineret til præsidentkandidat. Hans rival var George H.W. Bush, der havde været vicepræsident under Ronald Reagan i otte år. Dukakis tabte stort til Bush i 1988.
Men inden da var Kerry skredet. I 1984 trak den demokratiske senator Paul Tsongas fra Massachusetts sig tilbage på grund af kræft, og det gav en åbning til Kerry. Overraskende slog han to velkendte demokratiske kongresmedlemmer i det demokratiske primærvalg – den enes kandidatur var endda velsignet af Massachusetts’ anden senator Edward (Ted) Kennedy. På valgdagen besejrede Kerry ikke overraskende en ukendt republikansk forretningsmand.
John Kerry fulgte Mike Dukakis’ præsidentkampagne tæt på. Hans sviende nederlag til Bush senior gjorde ifølge venner fra den tid et stort indtryk på Kerry.
»Det lykkedes Bush at pådutte guvernør Dukakis prædikatet en ’liberal’ (venstreorienteret, red.) fra Massachusetts, som skulle være gavmild over for arbejdsløse og blødsøden mod kriminelle,« fortæller mediekonsulenten Dan Payne, der arbejdede for Dukakis-kampagnen.
»Siden den dag har Kerry arbejdet på at skabe et image af sig selv som en midtsøgende demokrat og gjort op med nogle af dogmerne fra det traditionelle demokratiske parti – ligesom Clinton og Gore.«
Ikke desto mindre har Bush-kampagnen i flere tv-reklamer kaldt Kerry en »Massachusetts liberal«. Men republikanerne er endnu ikke gået så langt, at de sammenligner ham med den engang så upopulære præsidentkandidat Michael Dukakis.

Ikke meget tyder på, at prædikatet ’liberal’ klæber sig så meget til Kerry som til den tidligere guvernørmakker Dukakis. I sine 20 år som senator har han ganske vist ofte stemt som Senatets mest kendte venstreorienterede, Ted Kennedy. Men Kerry er også gået sine egne veje. Det gælder f.eks. positiv særbehandling for sorte, som han har kritiseret – dog ikke undsagt.
I 1986 stemte han til ja til et lovforslag om at balancere forbundsbudgettet, skønt det kunne føre til social nedskæringer. I 1996 støttede han en reform af forbundsstatens velfærdsprogrammer. Så sent som i 2003 stemte han for en resolution, der bemyndigede Bush til at gå i krig mod Irak. I alle disse tilfælde befandt Ted Kennedy sig i den anden lejr. De to politikere har aldrig været nære venner.
»Men Kennedy har flere gange reddet Kerry fra den politiske død. Sidste gang var i december 2003, da Kerrys præsidentkampagne fik kunstig åndedræt. Kennedy udlejede alle sine bedste rådgivere til ham. Det var grunden til, at Kerry vandt i Iowa og New Hampshi-re,« fortæller journalisten David Nyhan, der har kendt senator Kennedy siden 1960’erne.
Forskellen mellem de to Massachusetts-senatorer er betragtelig.
»Teddy suger alt vandet ud af akvariet, så der ikke er plads til de andre fisk. Han er en politisk gigant. Han er den irske politiker med masser af følelser siddende uden på ærmet.«
»Og Kerry har selvfølgelig ikke tre brødre som Ted Kennedy, der døde som martyrer i den amerikanske republiks navn,« siger David Nyhan: »Kerry er et alvorligt og strengt menneske. Hans stil er ikke så følelsesbetonet som Kennedys. Derfor har han aldrig været særlig populær i det demokratiske partiapparat, som er domineret af bostonianere af irsk afstamning.«
Dan Payne, klummeskribent i Boston Globe, deler Massachusetts-demokrater op i to kategorier.
»Den ene gruppe fører valgkamp på deres personlige relationer til vælgerne og lokale politikere. Den anden fokuserer mere på emner og substans. Kerry er en substans-demokrat,« siger han.
»Hans image som en ’outsider’ med uafhængige idéer har slået mere igennem hos de uafhængige vælgere i Bostons forstæder og i provinsen. Selve Boston by er ikke hans base,« siger Dan Payne.

John Kerry er blevet genvalgt tre gange til Senatet. Kun én gang har han været tæt på at tabe.
Det var i 1996, hvor Massachusetts’ yderst populære republikanske guvernør Bill Weld stillede op imod ham. I løbet af sommeren var Kerry langt bagud i meningsmålinger, og ingen troede på, at han kunne vende situationen og vinde i november.
»Weld er en langt bedre politiker end George W. Bush. Hans talenter er uendelige. I Kerrys kampagne troede vi ikke, det var muligt at vinde. Men Kerry havde denne evne til at fokusere som en laserstråle og hamrede løs på den ideologiske forskel mellem de to rivaler,« husker Payne.
I den sidste tv-debat var alle iagttagere enige om, at Kerry uddebatterede den erfarne politiker og debattør Weld – at det var et knock-out. Mange demokrater håber på et ’da capo’ under John Kerrys tv-debatter med George W. Bush i oktober.
Men først skal han fortælle de amerikanske vælgere historien om, hvem han er, hvor han kommer fra, og hvad han står for. Hvis det forehavende lykkes under partikongressen, har han taget et første vigtigt skridt i sin kampagne for at sende George W. Bush hjem til Texas-ranchen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her