Læsetid: 4 min.

Hjælp til selvhjælp

Hvis Grosbøll ikke tror, kan vi vel tro på kunsten?
2. juli 2004

Kunstgrebet - Gud på museum
Det starter vel ret beset med en letkøbt pointe. Foran 50 ærbødigt placerede mennesker i den Hellige Apostles Kirke i Chelsea i New York, stod en mand i den forgangne uge i sorte gevandter og prædikede om kunst og spiritualitet. »Kunstnere er den nye gejstlighed,« sagde han med præstero i stemmen og tillidsvækkende russisk accent og tilføjede den letkøbte pointe: »Hvad er mest sandsynligt, når du ser en mand i sort, der vandrer rundt – at han er præst eller kunstner?«
Her svarer den kvikke naturligvis kunstner og således også i den 160 år gamle kirke (antikt efter amerikansk målestok): Manden i sort var den russisk-amerikanske kunstner Alex Melamid og anledningen var hans seneste kunstnerisk påfund: Art Ministry (Kunstens præsteskab), der trods alvor i anslaget opererer under det vel satirisk motto: Close your mind, open your eyes.
Præsteskabet vender vi tilbage til for først at introducere Melamid, der ikke er helt så ukendt, som det ellers kunne lyde: russisk, dissident og kunstner.
Han er den ene halvdel af kunstnerduoen Melamid og Komar. De blev begge født i Moskava, Vitalij Komar i 1943, Melamid i 1945, begge gik på Stroganov Instituttet for Kunst og Design, hvor de mødte hinanden i 1965, for i 1967 at lægge grund til kunstbevægelsen SOTS (dadaisme og socialistisk realisme under et), som de har betegnet som det sovjetiske modsvar til Pop Art. I 1970’erne censureres og ekskluderes de lystigt fra udstillinger, bliver en art prominente dissidenter (er dissidenter ikke altid prominente?) for i 1978 at bosætte sig i New York.
Men hvad huskes de for uden for den lukkede kreds – for man kan jo ikke sådan leve højt på et nedlagt imperium? Svaret er lige så ligetil som underfundigt: Thailandske elefanter og andres dårlige smag.
»Tal er uskyldige,« hævdede Melamid i begyndelsen af 90’erne, da de to påbegyndte projekt Folkets valg. I en lang række lande gennemførte de med hjælp fra Gallup med flere (i Danmark også Nikolaj Udstillingsbygning) meningsmålinger om folkets smag for kunst: Favorit farve, stilpræferencer, foretrukne periode, en lang række af den slags spørgsmål svarede eksempelvis 506 danskere på og ud fra svarene skabte duoen nationale Most Wanted og Least Wanted kunstværker.
Danskernes fortrukne var et hobbyimpressionistisk landskabsmaleri, hyggeligt med blot en antydning af Sturm und Drang, Dannebrog og ballerinaer. Adspurgt om kunst skal være pænt at kigge på eller være meningsbærende, var 81 procent af danskerne for pænhed, ni for mening. Værker og meningsmålinger kan ses på www.diacenter.org/km.

I november 1998 debuterede kunstnerne som socialarbejdere: De stiftede et kunstakademi for thailandske elefanter, der var blevet arbejdsløse, efter at skovindustrien havde fritstillet 8.000 af dem. Elefanterne lærte at føre en pensel med snablen og at skabe en form for ekspressionisme, uden dog at kunstnerne vil binde an med en decideret stilbestemmelse: »Meget tyder på, at også elefanter har behov for at sætte den indre elefant fri«, forklarede Melamid.
Og her er vi så tilbage til kirken i New York, for uden elefanter havde Melamid næppe fået lov til at udfolde sig i kirkerummet. Det fortæller Mia Fineman, forfatteren til en bog om elefant-akademiet, i New York Times. Sognepræsten i kirken, Eizabeth Maxwell, elsker hunden Scout, og som dyreelsker var hun imponeret over akademiet.
»At han har gjort det, får mig til at stole på ham,« fortalte præsten til Fineman. Og Melamid fortalte Fineman, hvad ideen med det hele var:
»Jeg forsøger blot at vise, at det, at tro på kunst, hverken er mere eller mindre absurd end at tro på kristendommen, buddhismen eller vitamin c. Kunst er blot endnu en tro, der lover evigt liv og adgang til det spirituelle.«
Det er naturligvis intet nyt i at slå på kunstens katedral – snarere har det været en yndlings beskæftigelse fra Duchamp og frem. Men hvis vi holder os til det religiøse sprog, blev Duchamp vel i historien ikke andet end en reformist, mens hans bedre halvdel, lagerforvalter Rindal, blev den egentlige kætter. Og nutidens biskopper synes stærkere i troen end Grosbøll – se eksempelvis Olafur Eliassons sol på Tate, der ikke var et kunstværk, men en ramme for mig selv som et kunstværk, liggende, mediterende, selvrealiserende: En selvhjælps-bog fra Borgens forlag.

Og det har Melamid et så glimrende blik for. Prædikenen i den Hellige Apostles Kirke var blot den første ud af tre – emnet for de næste ugers forelæsning er kunsten helende kræft og ydre mission (Van Gogh i fjerne dele af Thailand).
»I de senere år har museerne erstattet katedralerne som det spirituelle center og ankret i samfundet,« fortalte han de 50 fremmødte, hvoraf halvdelen hørte til Melamid, halvdelen til sognet.
»Der er flere besøgende på museerne end nogensinde før. Når du kommer til en ny by, besøger du måske første katedralen for at se skønhed, men du tager på museum for at møde Gud.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her