Læsetid: 9 min.

Holmlia har rejst sig igen

Da nynazister for tre år siden dræbte den 15-årige norsk-ghaneser Benjamin Hermansen var ikke alene Oslo-bydelen Holmlia i chok og sorg. Det første åbenlyst racistiske mord i Norge vakte også opsigt langt uden for landets grænser, og i dag kæmper kvarteret med et dårligt ry i omverdenen. Men en stor indsats i lokalsamfundet for at komme videre ser ud til at bære frugt
5. juli 2004

Tragedien
En mand ligger ned,« råber drengen og slår ud med armene.
»Nede ved svømmehallen. Han kan ikke komme op«.
Holmlia Senters kvindelige sikkerhedsvagt forlader i hast torvet i det udendørs butikscenter og spæner efter drengen. Ned ad den asfalterede skråning mod Holmlia Idretts- og Svømmehal for foden af bakken.
Tilbage på torvet i butikscentret efterlader vagten nogle pensionister, som hun lige har småsnakket lidt med. Det gisper lidt i de ældre: »Åh, nej, ikke igen.«
Hvem den liggende mand er, kan ingen af pensionisterne vide på nuværende tidspunkt. Det står først senere klart.
Men faktum er, at drengens nødråb til vagten, bryder en ellers altdominerende ro og til tider søvnige stemning i Oslo-forstaden.
På sådan en helt normal forsommer-eftermiddag forekommer det ret uvirkeligt, at hele Norge, resten af Norden samt store dele af Europa og verden havde opmærksomheden rettet mod Holmlia for godt tre år siden.

Chok og afsky
Det begyndte den 26. januar 20o1, da tre nynazister på ’udlændingejagt’ knivdræbte den 15-årige norsk-ghanser Benjamin Hermansen. Drabet chokerede overalt: 40.oo0 samlede sig til fakkeltog i det centrale Oslo i den største manifestation siden Anden Verdenskrig. Daværende statsminister Jens Stoltenberg talte om en helt ny udvikling i samfundet. Kong Harald erklærede sig rystet. Foran de norske ambassader i København og Stockholm blev der tændt lys og mange danskere og svenskere mødte op for at mindes Benjamin og tage afstand fra nazismen. Og i USA dedikerede Michael Jackson cd’en Invincible til Benjamin.
I hele Norden fulgte en stor debat om racistisk motiveret vold, og efter drabet blev norsk politi fra flere sider beskyldt for at være alt for tilbageholdende med at registrere voldssager som racistisk motiverede. Samtidig satte drabet fokus på Holmlia som et område med stor koncentration af udlændinge, med spændinger, konfrontation og social udstødelse.
I dag er drabsmændene i fængsel, og de 32.000 indbyggere i den indvandrertunge bydel forsøger at lægge begivenheden bag sig.
På overfladen er der således næsten intet, som minder om Benjamin længere. Selv på Holmlia Skole, hvor Benjamin gik, er vægmaleriet med det norske og ghanesiske flag forlængst vasket af indgangsporten til fritidsklubben.
»Det har været vigtigt for os at prøve at komme videre,« siger Kari Lønning, skoleinspektør på Holmlia Skole.
»Det første halve år efter mordet var vi jo i undtagelsestilstand med kriseteams og politiet, som kom og fortalte om dem, der havde gjort det, og hvor langt man var kommet i efterforskningen. Og der var psykologhjælp til dem, der følte sig hårdest ramt. Men hen på foråret nåede vi et punkt, hvor vi måtte prøve at lægge det bag os og få en normal skolehverdag igen,« forklarer Kari Lønning.
En normal hverdag på overbygningsskolen, som har elever i 8.-10. klasse, er en hverdag med 500 elever fra 39 forskellige kulturer. 57 procent af eleverne har indvandrerbaggrund, hvilket afspejler befolkningsammensætningen i Holmlia som sådan.
Det høje antal indvandrere i bydelen var årsag til den meget store frygt for nazisterne blandt de unge i Holmlia umiddelbart efter mordet. Men efterhånden begyndte man at betragte det som en isoleret hændelse.

Ikke så sort længere
»Meget er selvfølgelig blevet anderledes efter mordet. Men jeg tror ikke, der er ret mange, som går rundt og er bange. Jeg gør i hvert fald ikke,« siger Daniel Onyinge 17 år og med nigeriansk baggrund.
Han har netop passeret det eneste sted i området, hvor man fysisk bliver mindet om Benjamin-mordet. Nemlig lige her i rundkørslen, hvor knivdrabet fandt sted. »Glem ikke, 26.01. 2001« står der på stensøjlen, som understøtter en sort skulptur af Benjamins hoved.
»Vi skal aldrig glemme det, men vi skal heller ikke lade os forstyrre af det i hverdagen,« siger Daniel Onyinge.
Hans holdning er generel for stemningen i Holmlia, mener Hans-Erik Raustøl, sognepræst i Holmlia Kirke.
»Folk husker det naturligvis, men de ser ikke så sort på det længere,« siger Hans-Erik Raustøl, som trådte til i embedet umiddelbart efter mordet.
»Jeg var til stede ved Benjamins begravelse, men den tidligere præst måtte træde til som ressourceperson i sorgarbejdet i området, fordi han kendte folk bedre.«
Siden blev han hurtigt involveret i flere manifestationer og aktiviteter. Han mener, at arbejdet og manifestationerne med bl.a. rockkoncerter har styrket sammenholdet i bydelen, fordi de henvender sig til alle befolkningsgrupper, uanset religion.
»Når der er gudstjeneste går vi selvfølgelig op i, at vi er en kirke. Men ellers går vi diskret til værks og lægger vægt på menneskeligt fællesskab uanset religion. Det er måden at være kirke på her,« siger sognepræsten.
Det særlige ved Holmlia er nemlig, at folk ikke tænker meget på etnicitet eller religion, mener han.
»Man snakker heller ikke om integration længere. Man har en naturlig og positiv holdning til, at der er mange nationaliteter her,« siger Hans-Erik Raustøl.
Men der er nu ikke alle, der har det sådan. Pensionisterne oppe på torvet for eksempel.

’For mange udlændinge’
De mener, at der er blevet gjort alt for meget ud af drabet på Benjamin. For eksempel er det »alt for meget« med statuen af Benjamin oppe ved rundkørslen.
»Hvis en indvandrer stikker en ned, og det sker jo oftere, så medfører det slet ikke så meget opmærksomhed,« siger den ene af pensionisterne, som kun vil kaldes Anita.
Gruppen er enige om, at der er »for mange udlændinge« i området.
»Vi er ikke racister, men vi reagerer på, at de ikke vil integrere sig,« siger Anita og klager over, at kriminaliteten i området er for opadgående.
Om det er sandt, afhænger af, hvordan man gør det op, siger de to nærpolitibetjente Camilla Giske og Tor Harald Grande.
»Der er en del tyverier i området, men det ligger på et nogenlunde konstant niveau. Med hensyn til vold, så lå det i lang tid efter mordet på Benjamin meget lavt, men inden for de sidste par år har der været et par uheldige knivstikkerier,« siger Tor Harald Grande.

På de unges arena
Hver tirsdag aften møder nærpolitiet op i Søndre Holmlia Fritidscenter – et sted, der har eksisteret siden 1990, og hvor cirka 1.000 unge lægger vejen forbi i løbet af en uge. Ud over norsk, som stort set alle taler, har man hørt 126 forskellige sprog i klubben gennem tiderne. Tor Harald Grande og Camilla Giske møder de unge på norsk og på »deres arena«
»Vi går bare rundt og snakker med de unge og hører, hvad de går og tænker på,« siger Camilla Giske. »Vi er en slags hobbypsykologer og giver dem råd og vejledning i det omfang vi kan.«
De to betjente er på fornavn med mange af de unge, som ser ud til at stortrives med basketball, trampolinspring, pool og ikke mindst de populære multimedie-faciliteter som f.eks. et lydstudie til at indspille musikdemoer samt filmstudier.
For klubben, der faktisk har opfostret adskillige unge musikhåb og vundet flere priser på europæiske festivaler for de unges dokumentarfilm, er det vigtigt at faciliteterne og undervisernes niveau er højt, forklarer lederen Roland Daus.
»Vi ønsker, at de unge skal have mulighed for at udnytte deres talenter fuldt ud og ikke halvt. Det, vi ønsker, er, at de unge vokser og ikke har problemer med at sige, hvor de kommer fra. De skal være stolte over at komme fra Holmlia,« siger Roland Daus.
For det er ikke en given ting at blære sig med Holmlia, når man går rundt i andre dele af Oslo.
»Holmlia har et dårligt ry i andre dele af Oslo,« siger Leif H. Pettersen, som går i 10. klasse på Holmlia Skole.
Det mærker han, når han – som de fleste andre unge har fået nok af at hænge ud mellem blokkene eller i de mange grønne arealer i området. Så tager man ind til centrum, inden man tager et sent tog tilbage til Holmlia. ’Byvankere’ kaldes de unge, som pendler frem og tilbage til byen, og de kan godt blive mødt med fjerne blikke fra unge i andre bydele.

Et andet billede
Men der er nu ikke noget at være flove over. Tværtimod, mener en gruppe unge fra Holmlia, der har været med til at tegne et mere nuanceret billede af bydelen i bogen Hør ’a. I bogen har 18 unge skrevet prosa og digte om livet i Holmlia.
»Vi vil gerne vise et andet billede af Holmlia end som den bydel, hvor ’ham negeren blev dræbt’, som folk ofte siger,« forklarer den 18-årige kurdiske iraker Abid Moradi.
»Holmlia har været utroligt meget omtalt, og alle har haft en mening om området. Men folk spørger aldrig os, og det ville vi gerne gøre noget ved« siger 18-årige Bea Jaqutot, der har spansk baggrund.
De unge skriver med egne ord »med hjertet« om Holmlia, og det er sket med flere udgangspunkter: Generelt om den multikulturelle sammensætning af ungdommen, i forhold til drabet på Benjamin og også den unge dreng Victor Lopez’ selvmord otte måneder senere. Der lå intet kriminelt bag Lopez’ død, men det berørte de unge i Holmlia dybt.
»Vi mente, at det var nazisterne, som kom tilbage for at tage hævn. Det var i hvert fald det, jeg tænkte,« skriver 17-årige Daniela Gomes med chilensk baggrund i bogen.
»De første dage holdt jeg mig mest inde. Jeg var bange. Jeg troede politi og politikere havde gjort min hverdag tryg efter alt det, som blev sagt, da Benjamin døde. Men efter Victors død følte jeg, at alt var en falsk tryghed.«
Den følelse var Daniela Gomez ikke ene om at have, forklarer sognepræst Hans-Erik Raustøl.
»For mange mennesker blev tæppet trukket væk under dem, da Victor Lopez blev fundet død. Den tryghed, som ellers var begyndt at indfinde sig igen, forsvandt pludselig. I den forbindelse blev politiet kritiseret meget for ikke at være åbne nok om efterforskningen. Det kunne have hjulpet mange til at slippe for en ny frygt,« siger Hans-Erik Raustøl.
Den 23-årige norsk-filipinske Daniele Aguilar, som også har bidraget til bogen, mener at nazisterne ikke tør vise sig i Holmlia længere.
»De ved, at de ikke kan komme her. Hvis de gør, vil alle stå sammen og jage dem væk,« siger han.
Men nazisterne har været tilbage i Holmlia siden mordet. En dag kom en flok med uniform ind på det lokale bibliotek som almindelige, potentielle lånere.
»De gik rundt og kiggede på hylderne, og det gav et gisp i alle,« fortæller Elin Hermansen, afdelingsleder på biblioteket.
Nazisterne forsvandt hurtigt igen, men der var ingen tvivl om årsagen til deres besøg. I det ene hjørne står bibliotekets specialsamling AntiRasisitisk Informasjon (ARI) med over 500 titler på bøger, tidsskifter, tegneserier og film til børn og unge på »så mange sprog, som muligt«. Biblioteket fungerer som et ressourcebibliotek for hele landet og samarbejder med skoler og institutioner med at komme ud og holde oplæg.

Forebyggelse
»Det, vi først og fremmest håber på, er, at folk vil blive bevidstgjort og vågner op af ligegyldigheden. Dels ved at vise, hvor voldelig en ideologi nazismen er, så man kan tage afstand fra den. Dels vil vi også gerne bidrage til, at børn og unge i en tidlig alder skaffer sig kundskaber om, hvor let man kan blive draget ind i de forkerte miljøer,« siger Elin Hermansen.
Derfor tages der fat på emner som mobning og det at være anderledes.
»Vi håber på den måde at bidrage med en forebyggende indsats, så de unge selv kan reagere tidligt, når mobning eller lignende sætter ind,« siger Elin Hermansen.
Som de fleste andre fremhæver hun det enorme sammenhold i Holmlia, som er opstået i kølvandet på mordet. Også hun mener, at Holmlia har rejst sig igen.
»Men jeg mærker, at mordet på Benjamin stadig ligger meget dybt i folk. Man kan se, at især de unge er påvirkede, hvis man kommer til at sige noget, der minder dem om det,« siger Elin Hermansen.
Det var det samme med Victor Lopez’ død. Og det er det samme i dag, hvor drengen råber, at en mand ligger på jorden nede ved svømmehallen. Det viser sig at være en ’norsk nordmand’, der har drukket lidt for meget og er faldet omkuld. Sikkerhedsvagten hjælper ham på benene igen.

FAKTA
Efter tragedien
*Når medierne har været der. Når forandringer er blevet lovet. Når sorgen er udtømt. Når omverdenen har glemt. Hvad sker der så egentlig? Information er vendt tilbage til de berørte mennesker ved åstedet for tragiske begivenheder
i tre nordiske byer: Oslo, Göteborg og København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her