Læsetid: 4 min.

Imperial testosteron er yt

Imperier og stormagter klædes af, mens metroseksuelle imagemagere står på spring
9. juli 2004

Udsyn
EM i fodbold var måske et sindbillede på vor tid. Alle de gamle stormagter blev slået ud inden semifinalerne, mens småstaterne fra periferien overlistede dem. Ingen ville før Euro2004 have forestillet sig, at Grækenland ville vinde guld. Det græske hold overlod boldføringen til modstanderne og brugte det tunge artilleri nøjsomt. Grækerne optrådte ikke som verdensmagten USA, der fra Indokina til Mellemøsten tropper op med hele sit arsenal af tunge og højteknologiske våben for at undertvinge med ’Shock and Awe’ for siden at blive slået moralsk og politisk af folk, der ligger på lur i naturens og byernes jungler.
Når det græske hold endelig afslutter er det hypereffektivt. Syv mål i seks kampe. Det er den absolutte bund for en EM-guldvinder. Selv ikke Italien i sine stormagtsdage lod sig nøje med så få mål. Grækernes velkalibrerede taktik svækkede først modstanderne fysisk og psykologisk, og derpå – i et uopmærksomt øjeblik – anvendte de magt med diskretion. Et sølle mål til sidst. Det var alt. Det græske hold var ingen hyldest til skønheden, de smukke detaljer og de velkomponerede angrebskoncerter. Det var defensivt forsvar og angrebsminimalisme med forfærdende effektivitet. Hvad har det med imperier og moderne magtteori at gøre, vil den informerede læser sikkert spørge? En hel del.
På forsiden af den nye udgave af magasinet Foreign Policy står der med fede bogstaver: »The End of Power«. Magtens afslutning. I tidskriftet skriver John B. Judis bl.a. om det imperiale hukommelsestab, der ramte Bush-regeringen. Han mener, at den med den imperiale magtpolitik i Irak har gentaget de fejl, som præsident McKinley begik i 1898. McKinley ville med en krig plante frihedens flag på Filippinerne, men da spanierne var smidt ud, blev USA’s indsatte koloni-administrator og 120.000 soldater fanget i 14 års krig mod de lokale. 4.000 amerikanerne og over 200.000 filippinerne mistede livet. Filippinerne blev ikke demokratisk takket være USA’s intervention, men i oprør imod den.

Theodore Roosevelt, der i 1901 blev præsident i USA, var først varm tilhænger af USA’s militære opgør med det spanske imperium, men siden – bl.a. på grund af det filippinske morads – talte han imod flere oversøiske interventioner. Mere end et årti senere lovede præsident Wilson at lære ’de sydamerikanske republikker at vælge gode mænd’. Han sendte soldater over Rio Grande for at vælte en upopulær diktator. Men Wilson blev stoppet af folkestemningen i Mexico og selv skolebørn råbte ’død over gringoerne’.
Judis mener, at Bush burde tage ved lære af Roosevelts og Wilsons erfaringer: Han skriver, at »imperialismen har ikke banet vej for demokratiet, men for krig og en krig udkæmpet med en grusomhed, der har gjort USA’s bekendelse til den kristne civilisation eller demokratiet til skamme. (...) Det imperiale tankesæt betragter de folk, som det søger at civilisere og demokratisere som underlegne, og det kan give anledning til umenneskelig praksis.«
Imperialismen fremkalder let modbilledet – en forstærket nationalisme – men Judis mener, at USA i stedet for brutale magtovergreb udefra bør satse på multilateralt lederskab og en god del list. Spørgsmålet er nu, om USA er klædt på til det, eller om USA – som Europas fodboldstormagter – må indse, at andre er bedre udrustet. Parag Khanna, forsker ved Brookings Institute, skriver i Foreign Policy, at Europa er den nye ’metroseksuelle supermagt’, som sætter trenden i det 21. århundrede. I USA har neokonservative som bl.a. Robert Kagan dyrket den maskuline Mars-magt og foragtet det såkaldt feminine Venus-lignende EU i et postmoderne paradis, fjernt fra verdens barske realiteter. Men Khanna mener, at de neokonservative tager fejl. Det nye Europa er tværtimod ’verdens første metroseksuelle supermagt’. EU er tiltrækkende og klæder sig på til lejligheden. Europa er ikke bare en ’blød magt’, der forfører med miljømæssig følsomhed, social velfærd og respekt for international ret. EU er også den mest engagerede magt i FN’s fredsbevarende operationer og i bistandspolitikken. »Lige som de metroseksuelle omdefinerer maskuliniteten, omdefinerer Europa de gamle begreber om magt og indflydelse,« fastslår han.

Khanna fremhæver fodboldstjernen David Beckham som eksempel på den nye metroseksualitet, der ’er muskuløs og blød, er selvbevidst og dog imagebevist, er selvhævdende uden at miste føling med de feminine sider’. Efter EM 2004 er Beckham med sine fatale straffe ikke in mere. Beckhams deroute viser, at selv metroseksuelle idoler kan miste attraktionsværdi. Selv om man fra Europa til Asien nu ser fans dyrke Portugals Ronaldo med samme lidenskab, som de før dyrkede Beckham, så er ’Little Englanders’ i det engelske begyndt at idolisere testosteron-bomben, Rooney.
Rooney er fodboldens svar på en rottweiler, han er modbilledet på Beckham, og ja på den metroseksuelle geopolitik, som Khanna tilegner Europa. Imperialismens karseklippede og militære tvangsmagt er i modvind, men den feminine og postmoderne Venus-forførelse ser ikke ud til at overtage magten. Khanna håber på et gennembrud for de kosmopolitiske, metroseksuelle og grænseoverskridende stjernebilleder – her inkarneret af Europa – men det kan lige så vel være, at den imperiale Mars-magt afløses af småstatsnationalismens testosteron-bomber. Desværre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her