Læsetid: 4 min.

Jugoslavien-tribunal har dannet skole

Langsommelighed og begyndervanskeligheder har præget sagen mod Serbiens tidligere præsident Slobodan Milosevic. Men erfaringerne vil blive brugt til at gøre jorden varm under andre af verdens værste forbrydere, siger eksperter
7. juli 2004

For en uge siden døde den dommer, der siden Slobodan Milosevic-sagen blev indledt i februar 2002 har ledt sagens gang. I går var det så tiltaltes egen helbredstilstand, der blev vurderet. Var han rask nok til at gennemføre sagen? Skulle han påtvinges en forsvarsadvokat? Eller ville den hidtil højest profilerede sag – den første nogensinde mod et statsoverhoved – falde pladask til jorden?
Kritikken for langsommelighed er hørt før, men efter at nøglepersonerne i den retssag, som menneskerettighedseksperter anser for en af de største succeser inden for folkeretten i nyere tid, i så høj grad er begyndt at skrante, er der nu begyndt en diskussion af,
hvordan man kan speede disse retssager op, så man ikke risikere, at retfærdigheden aldrig sker fyldest.
»Når vi ser på, hvor lang tid denne sag har taget – vi har allerede mistet en dommer, og den anklagede har det ikke særlig godt – så er der ting, der vil blive overvejet i forhold til fremtidige sager mod andre statsoverhoveder og topfolk. Der er behov for at strømline sagerne,« siger Judith Armatta, jurist for The Coalition for International Justice i Haag.
Professor i folkeret ved Københavns Universitet Ole Espersen peger imidlertid på, at det især i internationale straffesager af denne kaliber er svært at skære de meget komplekse sager ned i omfang:
»Det, man altid overvejer, hvis sager trækker for langt ud, er – selv om det måske strider imod retfærdighedsbegrebet – at skære ting fra. Men det er sværere i disse internationale sager, end det er i en dansk bedragerisag.«
»Meningen med sagerne er, at de folk, der er blevet massakreret skal føle, at folkeretten eksisterer, og at FN eksisterer som et system, der tager vare på deres interesser, og så er det sværere at foretage den lidt brutale tilskæring af sagerne,« siger Ole Espersen, der dog sikker på, at man efter en samlet vurdering af de to midlertidige tribunaler for Jugoslavien og Rwanda kan lære meget af de begynderfejl,
der er begået.

Forbillede
Siden oprettelsen af de to såkaldte ad hoc-tribunaler er en række domstole blevet nedsat i bl.a. Sierra Leone, Kosovo, Østtimor og senest Irak, og disse er alle kendetegnet ved at være anderledes end deres to forbilleder. Dels er de placeret i de lande, hvor forbrydelsen foregik, og dels er der nationale dommere og andet personale involveret.
»En af grundene til, at disse domstole ser anderledes ud, er på grund af de mennesker, der har været involveret i at etablere dem. Det er nogle lande, som foretrækker ad hoc-tribunaler, og deres interesse er at vise, at ad hoc-tribunaler er meget mere effektive. Det er i hvert fald tilfældet i Sierra Leone, men jeg tvivler på, at det vil blive hurtigere i sidste ende,« siger Judith Armatta med henvisning til bl.a. USA.
Hun erkender dog, at det kan være en fordel at have retsprocessen tæt på ofrene frem for i en fjern storby, som tilfældet er med Jugoslavien-tribunalet.
»Da Jugoslavien-tribunalet blev etableret i 1993, var der stadigvæk krig på Balkan, så derfor blev den placeret i Haag, men det har den ulempe, at sagerne foregår langt væk fra, hvor forbrydelserne skete. Det vil være meget mere nærværende for folk, hvis retssagerne foregik i deres hovedstad, så de kunne kigge forbi og overvære sagerne,« siger Armatta, som også peger på en række praktiske problemer i forhold til retssagerne, som kan have været med til at trække sagerne i langdrag:
»Det har været svært for ofrene at foretage rejsen helt til Haag og være væk fra familien og komme til denne store skræmmende retsbygning for at vidne. Et andet problem, tribunalerne har, er, at de ikke har en egen politistyrke, så de er afhængige af, at FN og de nationale politistyrker anholder folk, og det har været et problem, ligesom der har været problemer med, at staterne ikke har villet samarbejde og udlevere informationer.«

Overordnet en succes
Judith Armatta mener dog, at tribunalerne overordnet set har været en succes, og at mange ting kan tages med over i det nye permanente krigsforbrydertribunal, ICC:
»Det er lykkedes at bringe en hel række topfolk til ansvar for deres forbrydelser, og det er en stor succes. I løbet af sagerne er der bragt klarhed over, hvad der skete, og det kan hjælpe regionen til at etablere en version af historien, som ikke så let kan misbruges. I forhold til fremtidige sager har vi nu en hel række kvalificerede forsvarsadvokater og andet personale at trække på, og takket være computere og de programmer, der er blevet udviklet i løbet af sagerne, vil det i fremtiden være lettere at holde styr på de massive mængder dokumenter,« siger hun.
Ole Espersen er heller ikke i tvivl om, at de midlertidige tribunaler har gjort livet sværere for verdens værste forbrydere:
»Det er helt givet. Milosevic-sagen har først og fremmest haft betydning. Statsledere har kunnet se, at man risikerer at blive sat bag tremmer, komme for en domstol og måske dø i fængslet. Den risiko var der ikke tidligere – Ariel Sharon rejser mindre, end han gjorde tidligere, og jeg har også forstået, at Kissinger rejser mindre, så det har haft en betydning,« siger han.

FAKTA
Tribunalen i tal
*Tiltaler:
60 anklagde er i tribunalens varetægt
21 anklagede er stadig på fri fod
Der er blevet udstedt arrestordrer på 20 af de eftersøgte inklusiv Radovan Karadzic og Ratko Mladic

*Sager og ankesager:
Der er blevet afsagt kendelse til 50 mistænkte
Fem er blevet frifundet
21 tiltaler er blevet trukket tilbage
14 tiltalte er afgået ved døden
Højeste straf tildelt: 40 år til den bosnisk-serbiske fængselsvogter Goran
Jelisic Kilde: BBC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu