Læsetid: 3 min.

Kærlighed forbudt for fremlejere

Når man elsker hinanden og gerne vil være sammen resten af livet, er det efter min mening en dybt urimelig måde at behandle sine medmennesker på. Jeg kan simpelthen ikke forstå det, siger Maja Butkovic
31. juli 2004

Maja og Mensur Butkovic blev tvunget til at flytte fra Danmark, fordi deres fremlejekontrakt kun gjaldt for to år. Og det er standard, for ellers mister udlejeren retten til lejligheden.
Udlændingeloven kræver nemlig, at man har en bolig af mindst tre års varighed, når man søger om opholdstilladelse til en udenlandsk ægtefælle.
Parret mødte hinanden i Danmark for tre år siden, hvor Mensur var asylansøger fra Bosnien. De blev gift året efter i februar 2002, kun fire måneder før den nye udlændingelov trådte i kraft.
Deres sag skulle derfor behandles under den gamle lov, hvor det for eksempel ikke var noget problem, at Maja var 21 år, da de søgte om opholdstilladelse til Mensur.
Alligevel blev de altså afvist på grund af deres boligforhold. Maja Butkovic stiller sig uforstående over for den danske udlændingelov: »Når man elsker hinanden og gerne vil være sammen resten af livet, er det efter min mening en dybt urimelig måde at behandle sine medmennesker på. Jeg kan simpelthen ikke forstå det,« siger Maja Butkovic.
I de to år sagen var til behandling i Udlændingestyrelsen havde Mensur Butkovic ikke ret til lægehjælp og danskundervisning, og Maja måtte forsørge dem begge på den elevløn, hun fik: »Jeg var altid nervøs for, at der skulle ske ham noget, som fuldstændig ville slå bunden ud af i forvejen meget stramme budget,« fortæller hun.
Alligevel lykkedes det parret at spare sammen til danskundervisning til Mensur af egen lomme. I dag er Mensur ved at lære endnu et nyt sprog – svensk.
Da Mensur fik det endelige afslag på at blive i Danmark, søgte Maja nemlig arbejde i Sverige med henblik på at flytte over på den anden side af Øresund.
Tiden var knap, så Maja slog til, da et callcenter i Åmål ringede hende op og tilbød hende arbejde kun 10 dage efter. Maja måtte rejse i forvejen, da Mensur ikke havde lov til at rejse ind i Sverige. Han var nødt til først at rejse tilbage til Bosnien for at søge om visum til Sverige: »Aldrig i mit liv har jeg været mere bange for, at jeg ikke skulle se Mensur igen, da jeg kørte afsted fra det sted, hvor vi havde boet sammen i mere end to år uden at vide, hvornår vi skulle se hinanden igen,« siger Maja Butkovic.
Men de svenske myndigheder arbejdede hurtigt. Kun halvanden måned efter Maja var taget afsted, fik Mensur opholdstilladelse i Sverige.
Maja og Mensur føler sig bedre tilpas i Åmål, end hun gjorde i Danmark. Hun oplever, at man i Åmål ikke går helt så meget op i, hvor folk kommer fra:
»Vi har ingen planer om at rejse tilbage. For det første fordi jeg ikke har lyst til at komme tilbage til et land, hvor vi ikke er velkomne. For det andet fordi det er sværere for mig at finde arbejde i Danmark, efter jeg har fået nyt efter efternavn, end det er her i Sverige.«
Selv om parret er faldet godt til i det svenske, er det hårdt at bo langt fra familie og venner:
»Vi overlever uden ’familien Danmarks’ godkendelse, for i Sverige er man ikke så bange for det fremmede. Men skuffelsen over, at blive smidt ud af sit eget land, kommer jeg mig aldrig over,« siger Maja Butkovic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her