Læsetid: 4 min.

Kanni-balen og Karl Smart

Lance Armstrong vinder med grådighed for at blive husket som alletiders største, og til det får han hjælp af en forhenværende cappuccinotyller
23. juli 2004

Touren
Lance Armstrong fortæller om sin hjælperytter Floyd Landis, at han på en fortovscafè i Girona, hvor de begge bor, kunne sidde en hel formiddag og tylle 13 cappuccinier i sig, mens han kiggede på folkeliv. En 26-årig, der bestod af lige dele spilopper og talent.
»Han var en højtråbende Karl Smart, og han havde for vane at høre ZZ Top for fuldt drøn, hvilket kombineret med hans ustadige træningsvaner fik ham til at fremstå for de erfarne ryttere på holdet,« skriver Armstrong i sin bog Hvert sekund tæller, og fortsætter:»Jeg ringede til ham. Floyd, hvad skal du lave i morgen?«
Han sagde. »Jo, jeg skal ud at køre en to-timers tur med gutterne«
»Nej, det skal du ikke,« sagde jeg. »Du skal ud at køre fem timer med mig, og vi skal have en lille snak.«
Den lille snak med Floyd er i bogen Armstrongs egen opskrift på seriøsitet, side op og ned, og etapen i går over fem bjerge viste, at Karl Smart har taget ved lære.
US Postal kontrollerede hver eneste opstigning, og kun CSC blandede sig en kort periode, da Bjarne Riis syntes at udbruddet med Simoni og Virenque, der var indledt allerede ved foden af første bjerg, Glandon, havde fået lidt for lang snor. Næsten otte minutter.

For højt tempo
På alle bjergafslutninger har Armstrong hidtil brugt Azevedo som sidste mand foran sig, og konkurrenterne har måske levet i en kort illusion om svaghedstegn og nedsat tempo, da Armstrong lod portugiseren og Floyd Landis bytte roller. Den forhenværende Karl Smart satte så højt tempo foran den gule trøje, at alle angreb fra Jan Ullrich og Andreas Klöden, fra Ivan Basso og Carlos Sastre blev kvalt før fødslen.
Tydeligst på Col de la Forclas. Næstsidste bjerg, hvor et tysk angreb var ventet, og hvor Ullrichs og Klödens italienske væbner Guerini da også kørte frem for at forberede det, men blev vinket tilbage af Ullrich. Offensiven afblæst. Tempoet var for højt til, at den ville kunne lykkes, har Ullrich vurderet.
Og tydelig, da Carlos Sastre rykkede fri med Basso på hjul på sidste bjerg Col de la Croix Fry. Øjeblikkeligt blev hullet lukket. Men ikke som logisk ville være af de to tyskere, som slås med Basso om andenpladsen, men af Armstrong og Karl Smart i en noget overflødig demonstration af både magt og grådighed.
At Sastre så et øjeblik senere fik lov til at hjule væk med sine små trætte ben til et kontrolleret kortvarigt forspring på under 20 sekunder, var et lille sminket håb om, at Karl Smart var ved at være mør Men at han ikke var det, fik også Michael Rasmussen at mærke. I stedet for at flyve væk, blev han hægtet fra favoritgruppen af Floyd Landis kværnende høje tempo. Han skulle være blevet ved med at tylle cappuccinoer i Girona, skulle han, og der var tak for arbejde, i går og i flere år, fra Armstrong, da han ved passagen af sidste top med 13 km vild nedkørsel til Le Grand-Bornand gav sin elev fri til at køre efter etapesejren.

Farvel til Indurain
Et særsyn. Armstrongs hold har kun en opgave: Den gule trøje i Paris. De har aldrig før fået fri til at vinde personlige sejre. Men Karl Smart fik. Og hvis ikke Jan Ullrich var drønet op til ham i en dristig satsning på de krøllede veje ned, havde Landis næppe været til at hente.
Ivan Basso var klemt i en tang mellem de to tyskere og de to amerikanere, og spurtstyrke ejer han ikke, så den lå til Klöden. Både etapesejren og de værdifulde bonussekunder, han med en sejr kunne bruge i jagten på Basso i det store regnskab. Men tyskeren gjorde regning uden Armstrong. Da Landis gik død på de sidste par 100 meter, kørte den gule trøje op til Klöden og forbi ham på selve stregen til tredje etapesejr på tre store dage i Alperne.
Det var på alle måder et farvel til Miguel Indurain, som var den seneste, der vandt Tour de France fem gange, og som Armstrong nu overgår. Indurain overlod andre etaperne, når han selv havde sikret sig den gule trøje.
Det gør Armstrong ikke, og dagen i går var i hele sit forløb et vidnesbyrd om, at han ikke giver gaver, og at han ikke blot vil vinde for sjette gang. Han vil gøre det så grådigt og så massakrerende eftertrykkeligt, at han ikke blot vil blive husket for den historiske sejr, men også for måden han vandt den på. Det er Coppi, Anquetil, Merckx, Hinault, Indurain og alle de andre store eller flerfoldige vindere, som Armstrong har tænkt sig at skubbe ud i historiens kulisse som bipersoner.
Det er hensigten. Og et af midlerne har været opdragelsen af den cappuccinityllende Karl Smart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu