Af Jeppe Villadsen, LASSE HØJSGAARD og ULRIKKE MOUSTGAARD Pressegruppen LUX
FængselsDanmark
Indsatte, der spreder skræk og rædsel. Ansatte, der frygter for liv og helbred. Og et fangehierarki, der er til at tage og føle på.
Det er sådan, vi ofte får beskrevet klimaet i landets fængsler. Men
billedet svarer ikke til virkeligheden. Ikke i det lukkede fængsel i Midtjyllands Statsfængsel i hvert fald.
Fængslet, der er landets nyeste, åbnede i april som led i en udvidelse af det eksisterende Nørre Snede fængsel. Og her er der langt mellem trusler og tørre tæsk. Det er snarere døsen og de stille rutiner, der præger hverdagen. Bordtennis, billard og frem for alt tv i lange baner. En stemning, der til forveksling minder om den i reality-programmet Big Brother, hvilket forstærkes af fængselsområdets mange overvågningskameraer.
Morten Larsen tager imod i betjentstuen. Han er fængselsbetjent og glad for sit job.
»Det er et kanon arbejde. Vi planlægger selv vores dage, så der er utroligt meget frihed i det,« siger 31-årige Morten Larsen.
Før han for to år siden begyndte i en uddannelsesstilling i fængslet, har han været møbelsælger og sejlet i søværnet. Jobbet som fængselsbetjent er en drengedrøm. Allerede for ti år siden søgte han en stilling, men fik afslag, fordi han var for ung.
Han genkender ikke beskrivelserne af fængslerne som brutale og ubehagelige arbejdspladser. Langt fra, og slet ikke i Nørre Snede: »Det er lækkert. Det er det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft. Jeg kommer aldrig herfra, så skal der ske et eller andet psykisk.«
Morten Larsen arbejdede i fængslets åbne afdeling, inden han i april startede i det lukkede fængsel. Her sidder fortrinsvis folk dømt for hård kriminalitet: grovere vold, røverier, narkokriminalitet og mord.
»Jeg synes, det er ganske flinke mennesker. Det er mordere og voldtægtsforbrydere, så jeg vender ikke ryggen til dem, jeg er hele tiden vågen, men jeg kan nemt snakke med dem.«
En vis afstand
Selv om tonen mellem de indsatte og personalet overvejende er venlig, ind i mellem næsten kammeratlig, er der alligevel en grænse for, hvor tæt man kommer på hinanden, fortæller Morten Larsen. Han mærker stor forskel på det lukkede og det åbne fængsel.
»I det åbne fængsel kan du nemt snakke meget personligt med de indsatte, og nogle kommer til én med meget personlige problemer. Her kommer du ikke tæt på dem på samme måde. De lukker os ikke ind. Når de åbner sig over for os her, er det for egen vindings skyld for at få en ekstra udgang, ekstra telefontid osv.,« siger han.
Duften af ny maling hænger stadig i fængslets gange, og en kommende fodboldbane for de indsatte er fortsat mere mudder end græs. Det hele er så nyt, at produktionsværkstedet, hvor de indsatte der har arbejdspligt skal gå på arbejde, endnu ikke er kommet i gang. Produktionen kommer til at bestå af gitre, man sætter for trapper, så små børn ikke falder ned.
En af de indsatte, 29-årige Søren Svejgaard, har dette bud på, hvorfor forholdet mellem de indsatte og ansatte aldrig kan blive direkte hjertevarmt: »Det er jo dem, som hele tiden kommer og roder i mine ting, og stripper mig, når der er razzia for narkotika. Det giver en vis afstand.«
Søren Svejgaard er idømt 14 år for drab. Han har foreløbig afsonet fem år og håber på prøveløsladelse i 2009. Inden han kom til Nørre Snedes lukkede fængsel, sad han i Horsens Statsfængsel. Han søgte selv om at blive flyttet, da han hørte om byggeriet af det nye, moderne fængsel.
»Cellerne her er 10 m2, min celle i Horsens var kun 6,4 m2 det er altså ikke ret meget, når man tænker på, hvor lang tid du tilbringer i den. Nu kan jeg pludselig dreje stolen inde i cellen,« ler han.
»Der er i det hele taget en verden til forskel mellem det 150 år gamle fængsel i Horsens og her. Alene det, at vinden ikke hyler ind gennem sprækker i vinduerne, gør, at folk har en mere positiv indstilling også personalet. Selv om en del af dem kommer fra Horsens, smitter omgivelserne her åbenbart positivt af på dem,« siger Søren Svejgaard, der generelt synes, at fangerne bliver behandlet ordentligt.
Han mener i det hele taget, der er mange myter om brutaliteten i fængslerne, f.eks. om de meget omtalte fangehierarkier.
»Jeg har hørt meget om dem, men jeg har faktisk ikke oplevet dem. Man går jo ikke rundt og pukker på hinanden til daglig. Jeg vil snarere sig, vi har et positivt hierarki, hvor de, der er gode til noget, hjælper de andre.«
Han har dog oplevet enkelte episoder med chikane i Horsens, hver gang fordi misbrugere ikke var i stand til at betale deres narkogæld.
Ikke forbedringsanstalter
I et ydmygt kontor i den tilstødende administrationsbygning sidder fængselsinspektør Niels Kløve Larsen. Har været inspektør i Nørre Snede i otte år.
På hans skrivebord ligger et brev. Der er tegnet svaner med farveblyant, skriften er et barns: Kære morfar, jeg glæder mig til at se dig, håber, du kommer hjem på besøg snart.
Niels Kløve Larsen modtager en del af den slags breve. Breve fra de indsattes børn og slægtninge, der skal være med til at skubbe på for at få fremskyndet en udgang eller prøveløsladelse. Og selv om det ikke må veje med i afgørelsen, gør det indtryk, erkender han.
»De indsatte føler tit, at systemet modarbejder dem, og de føler sig uretfærdigt behandlet. Det kan ikke være rimeligt, det skal gå ud over familien, siger de. Og det har de jo ret i. Straffesystemet er tænkt sådan, at det er personen alene og ikke familien, der skal straffes, men det er en sideeffekt en meget negativ sideeffekt, som retssystemet godt er klar over at der er nogen udenfor, som også betaler nogle omkostninger,« siger han.
Man skal derfor tænke sig godt om, inden man sender folk i fængsel, mener fængselsinspektøren.
»Al erfaring viser jo, at det ikke er bedre mennesker, der kommer ud i den anden ende. Man bliver nok i det hele taget lidt mere socialt forkrøblet, end man var i forvejen, for den socialiseringsproces, der foregår her, er jo ingen dans på roser.«
Fængselsinspektøren er derfor ikke begejstret for tendensen i retning af fortsatte strafskærpelser.
»Vi ved fra udlandet, at hvis ikke man tænker sig godt om, så giver man skruen en ekstra omgang, fordi den nok bare skal have noget mere, siden effekten udebliver. Og før man ser sig om, har man strammet fire gange, og der bliver stadig begået lige meget kriminalitet,« siger Niels Kløve Larsen.
Følelserne råder
»Den debat man havde herhjemme i 1970erne og 80erne, hvor man sagde, at fængselsstraf var noget møg, er vi jo for længst ovre. Nu bruger vi mere fængsel, samtidig med at man meget ærligt siger, at det ikke er, fordi vi tror, folk bliver bedre mennesker af at komme i fængsel, men vi finder det nødvendigt af hensyn til befolkningens retsfølelse.«
»Og det er svært at argumentere imod retsfølelsen, fordi den netop er følelsesmæssig. Ansvaret er til syvende og sidst politikernes og befolkningens, vi må bare bidrage til, at man træffer beslutningerne ud fra alle tilgængelige oplysninger, og her synes jeg nogen gange, man glemmer at lytte til eksperterne.
Ikke fordi de skal have patent på sandheden, men det er vel heller
ikke nogen dårlig ting at have forstand på det, man taler om. Navnlig når det gælder noget så væsentligt som frihedsstraf, der ikke blot har store menneskelige omkostninger, men i høj grad også økonomiske. Det er dyrt at drive fængsler.«
Heller ikke Morten Larsen tror, der kommer bedre mennesker ud af fængselsstraf. Alligevel bifalder han de senere års stramninger:
»Som familiefar og civilperson synes jeg faktisk, det er ok, man har skærpet dommene, f.eks. for vold. Man må bare ikke tro, at det hjælper at voldsmanden laver mindre kriminalitet efter at have siddet inde.«
Serie
FængselsDanmark
*Regeringen har lagt en ny retspolitisk kurs: Straffe er blevet skærpet, regler er blevet strammet og fængslerne er overfyldte, så nu må der nye fængsler til.
Men hvad betyder forandringen for mennesker, byer og Danmark? Information ser i en artikelserie nærmere på spillet om straffen.
*Tidligere artikler kan læses på tema.information.dk/faengsel
