Senioren
BOSTON Devisen lyder således: John Kerrys hjemstat Massachusetts styres af tre politiske partier demokraterne, republikanerne og Kennedy-dynastiet.
Den demokratiske senator og præsidentkandidat har derfor altid stået i skyggen af sin senatskollega Edward Kennedy, den sidste overlevende af tre verdensberømte irsk-amerikanske brødre fra Boston John, Bobby og Teddy.
Alle skulle have været præsident, men kun John Kennedy blev det. Efter mindre end to år i Det Hvide Hus blev han myrdet i 1963. Hans bror Bobby blev skudt ned efter at have vundet demokraternes primærvalg i Californien i 1968. Dengang var Kennedy-familiens politiske indflydelse i Massachusetts så stor, at Ted blev valgt til senator fra delstaten i 1962 i en alder af 30 år. Det er en post, han har bestridt sidenhen. Iagttagere som hans biograf, reporteren Adam Clymer, har uden at blive modsagt af republikanerne kaldt Kennedy den bedste og mest effektive lovgiver i Senatets historie.
I dag er Ted Kennedy 72, men tanken om pensionering falder ham slet ikke ind.
»Han er rasende på George W. Bush og hans regering. Teddy vil gøre alt for at komme af med Bush, hvis politik han anser for at være uhøflig, arrogant og helt på afveje, især i Irak. John Kerry er blevet hans instrument til at fjerne Bush,« fortæller den legendariske Boston-journalist David Nyhan, som har kendt og beundret Ted Kennedy siden 1960'erne.
Nyhan har netop tilbragt flere timer med Kennedy, da Information møder ham.
»For mig er det oplagt, at Kennedy anser Kerry for den lillebror, han aldrig havde. Dengang Kerry blev valgt til Senatet i 1984, var de ikke på særlig god fod. Det har taget tid at finde ligevægten mellem de to senatorer. Kennedy er senior senator fra Massachusetts og kunne ikke leve med, at John Kerry trådte ind på hans områder.«
Dominerende
Og naturligvis er Kennedy en så dominerende politiker i Massachusetts og Senatet, at junior senator Kerry måtte affinde sig med enten at samle rester op hid og did eller fokusere på amerikansk udenrigspolitik i Senatet. Han valgte det sidste og i en valgkamp, hvor internationale ekspertise er en absolut forudsætning for at slå præsident Bush, var det set i bakspejlet et lykketræf.
I går var det så Ted Kennedys tur til at træde frem på podiet i kongreshallen og krone sin indsats for Kerrys kandidatur med en brandtale i prime time, amerikanernes foretrukne tv-tid.
Inden da havde han været til et offentligt møde i First Parish-kirken i universitetsbyen Cambridge, hvor hans ærværdige 80-årige senatskollega og krigsmodstander Robert Byrd fra West Virginia læste op fra sin nye bog om Bush-æraen.
Byrds bogtitel sender et dystert budskab: Losing America: Confronting a Reckless and Arrogant Presidency.
Modsat sædvane har senator Kennedy i det sidste årstid blandet sig i udenrigspolitik og blevet den mest prominente demokra-tiske kritiker af Bushs Irak-krig.
»Han er ikke pålagt de samme begrænsninger som præsidentkandidat Kerry. Derfor stemte Ted Kennedy imod den resolution, som bemyndigede Bush til at gå i krig. Kerry stemte ja, fordi han bliver nødt til at tiltrække stemmer fra tvivlende vælgere, der i sin tid bakkede op om Irak-angrebet,« forklarer Nyhan.
I det amerikanske politiske spektrum anses Ted Kennedy for at være indbegrebet af »en liberal« demokrat altså leder af partiets venstrefløj.
»Kerry er en moderat venstre-orienteret. Som præsident vil han ikke skuffe de progressive så meget som Bill Clinton, der kaldte sig selv en ny demokrat,« siger Robert Kuttner, chefredaktør for det politiske månedsblad The American Prospect, til Information.
Lidenskabelig
En del af Teddy Kennedys landspolitiske indflydelse kan tilskrives en lidenskab, som John Kerry er blottet for i sin offentlige fremtræden. I Boston kan irsk-amerikanske politikere mestre den retoriske patos i en sådan grad, at tilhørere ikke alene spidser ører, men bliver revet med. Det er ikke den floromvundne prædikantstil fra de amerikanske sydstater, praktiseret af Clinton og Al Gore.
Irsk-amerikanske politikere især Kennedyerne kan inspirere og drive en forsamling til et crescendo og handling ene og alene i kraft af deres argumentation, dog suppleret af den inciterende irske Boston-accent.
Bobby Kennedys søn Robert Kennedy Jr. beviste mandag på et møde i selvsamme kirke i Cambridge, hvor effektive talere, anden generation af Kennedy-familien kan være.
Selv om Bobby Jr. delte scene med forfatterinden Toni Morrison og komikeren og satirikeren Al Franken, stjal han fuldstændig opmærksomheden med sine hudfletning af Bush-regeringens »ødelæggelse af vores øko-system«.
Højdepunktet kom, da den yngre Kennedy sagde:
»Jeg husker tydeligt, da jeg rejste sammen med min far og John F. Kennedy i Europa. Overalt blev vi modtaget med begejstring. Det tog 300 år at opbygge denne respekt for Amerika i Europa, og nu har denne præsident revet det hele ned.«
Bobby Kennedy Jr. var ikke bange for at sige det, som han ser det.
»Bushs form for kapitalisme svarer ikke til den frie markedsøkonomi, som jeg fuldt ud støtter. Republikanerne lader de store koncerner styre vort land, og det har et navn. Teddy Roosevelt kaldte et styre fascistisk, hvis regeringen propagerer en højreorienteret ideologi og kontrolleres af de store koncerner. Det er, hvad vi oplever i dag i Amerika.«
I strålende humør
Teddy Kennedy ville måske aldrig gå så langt i sin kritik af Bush, og slet ikke Kerry. Ikke desto mindre er det ingen hemmelighed, at Bobby Kennedys holdning deles af virkelig mange demokratiske delegerede på partikongressen såvel som af vælgere landet rundt. Selv Bill Clinton henviste til storkapitalens og den rige elites magt under Bush i sin tale mandag.
Senator Kennedy har spillet en nøglerolle i John Kerrys valgkamp. Teddy rejste sin kollega og ven fra de døde i december måned, da Kerry lå lavest i meningsmålingerne og var løbet tør for penge.
»Han udlånte sin stabschef, pressekretær og medierådgiver til Kerry. Det var begyndelsen til ét af de mest forbløffende come-backs i en amerikansk valgkamp,« siger David Nyhan.
Lidt over en måned senere vandt Kerry partivalget i Iowa og herefter var hans sejr over de andre kandidater aldrig i tvivl.
»Kerry står i gæld til Kennedy, men som vi ved fra vores Shake-speare, så er det en ting at skylde noget, noget andet at levere,« bemærker Nyhan.
Ted Kennedy er i disse dage i strålende humør. Det er, som om et højdepunkt i hans politiske karriere nærmer sig. Selv blev han aldrig præsident, skønt han prøvede forgæves at udfordre Jimmy Carter i 1980. Nu ser det ud til, at hans adopterede lillebror John Kerry vil slå den arrogante George W. Bush.
»Teddy kan slet ikke vente på at blive inviteret ovenpå til de private gemakker i Det Hvide Hus, hvor han plejede at sidde med sine brødre og spise middag,« fortæller Nyhan.
